Afrapportering på Råd for Demokratiske, Kooperative og Socialøkonomiske SMV’er
Økonomiudvalget orienteres om arbejdet i Rådet for Demokratiske, Kooperative og Socialøkonomiske SMV’er og skal træffe beslutning om det videre arbejde. Rådet blev nedsat som et midlertidigt råd og ophører dermed to år efter afholdelse af første møde, hvilket vil være til maj 2025. Økonomiudvalget forelægges en status for arbejdet i rådet for 2023-2024 samt forslag til kommende aktiviteter som opfølgning på arbejdet i rådet.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at status på arbejdet i Rådet for Demokratiske, Kooperative og Socialøkonomiske SMV’er tages til efterretning,
- at det godkendes, at kommende aktiviteter igangsættes, som opfølgning på rådets arbejde efter dets ophør, jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Rådet for Demokratiske, Kooperative og Socialøkonomiske SMV’er er jf. kommissoriet (bilag 2) nedsat som et midlertidigt toårigt råd, der løber i 2023 og 2024. Rådet er opstået som resultat af en anbefaling fra Økonomiforvaltningens (ØKF) virksomhedsnetværk om demokratiske virksomheder i november og december 2022. Hovedformålet med rådet er at understøtte, at demokratiske, kooperative og socialøkonomiske virksomheder har de samme muligheder for at drive forretning, som andre virksomheder har.
Rådet består af repræsentanter for brancheorganisationer og københavnske demokratiske, kooperative eller socialøkonomiske virksomheder (se liste over medlemmer i bilag 1).
I udgangspunkt ophører rådet to år efter afholdelse af første møde, hvilket vil være til maj 2025. Herefter vil arbejdet for denne type virksomheders vilkår indgå i Københavns Kommunes (KK) bredere erhvervsdialog og løbende arbejde med rammevilkår.
Såfremt der i Økonomiudvalget er et ønske om, at Rådet skal forsætte, så kan udvalget træffe beslutning herom. Rådet har ikke formelt indstillet til KK, at Rådet ønsker at fortsætte, men har i den løbende dialog med ØKF udtrykt ønske om dette.
Løsning
Status for arbejdet i Rådet
Rådet har mødtes to gange på Rådhuset i 2023, og imellem møderne har medlemmerne mødtes i forskellige arbejdsspor. I 2024 har rådet mødtes uden politisk deltagelse den 16. september, og den 6. november afholdt rådet et arrangement med fokus på at lancere rådets visionspapir (bilag 3). Til alle møderne har erhvervsborgmestrene (Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen) været inviteret.
Som resultat på møderne og arbejdet i rådet er der 1) udarbejdet internt informationsmateriale til indkøbere i KK om muligheder for indkøb fra socialøkonomiske virksomheder, 2) udarbejdet et fælles visionspapir, og 3) afholdt et fælles event i festsalen den 6. november med 100 deltagere, hvor visionspapiret blev lanceret.
Visionspapiret beskriver, hvordan rådets medlemmer sammen og hver for sig vil arbejde for, at København bliver den fremmeste hovedstad inden for demokratisk ejerskab og samfundsansvarlig virksomhedsdrift.
Emnerne i visionspapiret er:
- Rummeligt og inkluderende arbejdsmarked
- Indkøb med hjerne og hjerte
- Opbygning af viden og kendskab
- Attraktive rammer og vilkår
- Erfaringsudveksling med internationale byer
Visionspapiret indeholder ikke konkrete indsatser, men skal fungere som en overlægger for indsatser og samarbejder i fremtiden. Det er denne form og detaljegrad, som rådet ønsker. Visionspapiret er udarbejdet pba. møder i en skrivegruppe bestående af medlemmer fra rådet og ØKF. Medlemmerne har drevet skriveprocessen samt leveret det faglige input. ØKF har sammenfattet udkastet, som er endeligt godkendt af rådets medlemmer.
Det videre arbejde med rådets indsatser
Det er medlemmerne af rådets ambition at få visionspapiret ud at leve i fællesskab. Dette er særligt ved at arbejde med at udbrede viden og kendskab til denne type virksomheder samt bidrage til at gøre det attraktivt at drive denne type virksomhed.
På baggrund af drøftelserne i rådet og temaerne i visionspapiret forslås det, at KK understøtter det videre arbejde med følgende indsatser efter rådet ophører:
- Københavns Kommunes Erhvervsråd
Demokratiske, Kooperative og Socialøkonomiske SMV’er inviteres til at være repræsenteret i Københavns Kommunes Erhvervsråd med henblik på at understøtte, at disse virksomheder indgår som en del kommunens erhvervspolitiske arbejde og den generelle dialog om rammerne for byens erhvervsliv.
- Styrket kommunikation på KK’s hjemmeside
Med henblik på at skabe synlighed og fremhæve betydningen af byens demokratiske, kooperative og socialøkonomiske virksomheder oprettes en underside på KK’s hjemmeside, hvor f.eks. visionspapir og cases kan præsenteres. Denne indsats koordineres med TMF, som er i gang med at udvikle en underside med information til og om byens socialøkonomiske virksomheder.
- Kommunens indkøbspolitik
Københavns Kommune har fokus på, hvordan kommunens indkøb påvirker erhvervslivet og samfundsudviklingen. Et af indsatsområderne i kommunens indkøbspolitik for 2023-26 er at understøtte socialøkonomiske virksomheders deltagelse i kommunens udbud.
Da det kan være uklart, hvilke muligheder der findes for at understøtte socialøkonomiske virksomheders deltagelse i kommunens opgaver, har det været relevant at kortlægge de juridiske muligheder og barrierer. Dette skal sikre, at kommunen kan understøtte socialøkonomiske, demokratiske og kooperative virksomheders deltagelse i udbud. I den forbindelse har ØKF udarbejdet en pjece (jf. bilag 4) med henblik på at udbrede viden internt i kommune om, hvordan man kan tilrettelægge udbud med denne virksomhedstype for øje, f.eks. ved at udbud deles op i mindre dele, og at udbudsmateriale og -proces gøres så enkelt og let tilgængeligt som muligt.
Kommunen arbejder fortsat på at udbrede viden internt, hvilket kan føre til, at flere enkeltstående udbud bliver tilrettelagt med socialøkonomiske virksomheder i tankerne. Dialogen med erhvervslivet vil forblive central, så alle virksomheder oplever at have nem adgang til kommunens udbud.
- Støtte til aktiviteter og events i 2025 og 2026
Der afsættes 100.000 kr. årligt i 2025 og 2026 fra Københavns Kommunes erhvervsmidler til aktiviteter og events, der samler aktører og følger op på temaerne i visionspapiret. Midler tildeles som et tilskud til Kooperativt København med henblik på at skabe aktiviteter og/eller events, der med bred opbakning understøtter visionen om København som førende kooperativ og socialøkonomisk by.
De foreslåede indsatser vurderes at kunne løftes inden for den eksisterende økonomisk ramme.
Økonomi
ØKF vil øremærke 100.000kr. årligt i 2025 og 2026 fra erhvervsmidlerne til aktiviteter og events, der samler aktører og følger op på temaerne i visionspapiret. Midler tildeles som et tilskud til Kooperativt København med henblik på at skabe aktiviteter og/eller events, der med bred opbakning, understøtter visionen om København som førende kooperativ og socialøkonomisk by.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, vil Økonomiforvaltningen igangsætte implementeringen af de foreslåede aktiviteter inden for eksisterende økonomiske rammer. I forlængelse heraf vil Økonomiforvaltningen formelt afslutte arbejdet i det midlertidige råd for Demokratiske, Kooperative og Socialøkonomiske SMV’er.
Søren Hartmann Hede /Nanna Westerby Jensen
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. marts 2025
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Indstillingen 2. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.