Mødedato: 04.03.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Økonomiudvalgets høringssvar vedr. status 2013 for Sundhedspolitikken 2011-2014 - Længe Leve København

Se alle bilag
Økonomiudvalget skal tage stilling til høringssvar til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vedr. status 2013 for Sundhedspolitikken 2011-2014 – Længe Leve København.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Økonomiudvalget godkender udvalgets høringssvar til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om status for 2013 for sundhedspolitikken 2011-2014.  

Problemstilling

Økonomiforvaltningen (ØKF) har den 19. december 2013 modtaget anmodning om udvalgshøring fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) vedr. den tredje statusrapport for Sundhedspolitikken 2011-2014. I forbindelse med Sundhedspolitikkens udløb med udgangen af 2014, opfordres udvalgene også til at komme med forslag til indsatser og anbefalinger til en ny kommende tværgående sundhedspolitik.


ØKF har ansvaret for følgende indsatser i sundhedspolitikken:

  • Fremme muligheder for leg og bevægelse i planlægning af nye byudviklingsområder (spor 1)
  • Give tilbud om rygestop og støtte til løsning af alkoholproblematikker, samt understøtte mulighederne for fysisk aktivitet på kommunens arbejdspladser (spor 2 – SUF bidrager)
  • Styrke ledelsens understøttelse af sundhedsfremme som en del af arbejdet med arbejdsmiljø og trivsel på kommunens arbejdspladser (spor 2)

Løsning

Statusrapporten indeholder en konkret vurdering af fremdriften i de enkelte indsatser og indikatorer, og en kort samlet vurdering af fremdriften for hvert af de fire spor i sundhedspolitikken.

ØKF har gennemgået statusrapporten for de indsatsområder som ØKF er ansvarlig for. For samtlige ØKF’s indsatser er der tale om en planmæssig fremdrift. ØKF har derfor i høringssvaret angivet ganske få bemærkninger til selve statusrapporten, som udelukkende henviser til de indsatser hvor der er sket en ændring af status jf. beskrivelsen i statusrapporten.

ØKF’s forslag og anbefalinger til en ny kommende sundhedspolitik tager udgangspunkt i drøftelserne på Økonomiudvalgets budgetseminar om forenkling af planer, politikker og strategier. Det centrale budskab i anbefalingerne er derfor, at en ny politik skal indeholde få konkrete mål og indsatser og kobles til forvaltningernes kernedrift og dermed baseres på viden om, hvad der virker og har effekt. Og i forlængelse heraf, mindske omfanget af måltal og afrapporteringer (afbureaukratisering). Derudover anbefales det, at den nye sundhedspolitik inddrager kommunens vedtagne delmål i Københavnerfortællingen, som påvirker sundhedsmålsætningen jf. dokumenteret viden.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Økonomiforvaltningen har høringsfrist til den 5. marts 2014. SUF opsamler samtlige udvalgs høringssvar, som vil indgå i den endelige statusrapport, der forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 27. marts 2014. Herefter forelægges status for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i april 2014.

Beslutning

Dagsordenspunkt 8: Økonomiudvalgets høringssvar vedr. status 2013 for Sundhedspolitikken 2011-2014 – Længe Leve København

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. marts 2014

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top