Nedsættelse af § 17 stk. 4-udvalg for arrangementspuljen
Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen skal godkende nedsættelse af et udvalg i henhold til § 17, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse til behandling af ansøgninger om tildeling af støtte fra kommunens arrangementspulje.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der under Økonomiudvalget nedsættes et udvalg bestående af to personer til behandling af ansøgninger om tildelinger af støtte fra kommunens arrangementspulje,
- at overborgermesteren og kultur- og fritidsborgermesteren vælges som medlemmer til udvalget,
- at kompetencer vedrørende fordelingen af midlerne fra arrangementspuljen delegeres til dette udvalg.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede i 1998 at nedsætte et udvalg til behandling af ansøgninger om tildeling af støtte fra kommunens arrangementspulje. Udvalget blev nedsat i henhold til § 17, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse.
Da der er tale om et midlertidigt udvalg, skal der ved valgperiodens begyndelse tages fornyet stilling til nedsættelse af udvalget.
Arrangementspuljen, der er på 800.000 kr. årligt, anvendes til støtte af arrangørers udgifter hos Københavns Kommune i forbindelse med arrangementer, der finder sted i kommunen, f.eks. sports- og kulturelle begivenheder. Betingelserne for tildeling af støtte er, at arrangementet skal være af generel offentligt interesse, og at ansøgere kan dokumentere udgiftskrav til kommunen.
Løsning
Det foreslås, at der nedsættes et udvalg bestående af to personer til behandling af ansøgninger om tildeling af støtte fra kommunens arrangementspulje.
Det foreslås, at overborgermesteren og kultur- og fritidsborgermesteren i lighed med tidligere valgperioder udpeges til udvalget.
Økonomi
Videre proces
Claus Juhl / Bjarne Winge
Beslutning
Dagsordenspunkt 7: Nedsættelse af § 17 stk. 4-udvalg for arrangementspuljen
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. marts 2014
Radikale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag:
”Radikale Venstre ønsker, at puljen bliver overført til Kultur- og Fritidsforvaltningen/Kultur- og Fritidsudvalget.”
Ændringsforslaget blev forkastet med 7 stemmer mod 4 stemmer. 1 medlem undlod at stemme.
For stemte: B, C og I.
Imod stemte: A, Ø og O.
Undlod: V.
Indstillingen blev herefter anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 4. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, V og O.
Imod stemte: B, C og I.
Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance ønsker at skabe mere gennemsigtighed i Københavns Kommunes tildeling af midler via diverse puljer og ønsker derfor, at alle puljer samles ét sted med tydelige kriterier og mest mulig åbenhed.”