Mødedato: 04.03.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig vedtagelse af tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 158 "Amagerbrogade"

Se alle bilag

Efter høringsperioden skal Borgerrepræsentationen vedtage tillæg nr. 1 til strøggadelokalplan 158 ”Amagerbrogade” endeligt. Tillægget skal give mulighed for flere anvendelser for stueetagerne langs Amagerbrogade på strækningen mellem Øresundsvej/Englandsvej og Vejlands Allé/Greisvej.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 158 ”Amagerbrogade” vedtages endeligt med ændring af lokalplanens § 3, stk. 2, således at det tydeliggøres, at det samlede butiksareal inden for lokalplanområdet til enhver tid kan udgøre op til 26.000 m2.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 31. oktober 2013 at sende forslag til tillæg nr. 1 til strøggadelokalplan nr. 158 ”Amagerbrogade” i offentlig høring i 8 uger (bilag 1). Planforslaget har været i høring fra 11. november 2013 til 10. januar 2014, og der er modtaget fem henvendelser. Planforslaget er i overensstemmelse med kommuneplan 2011.

For de fleste strøggader, blandt andet brogaderne, er der i perioden1989-1994 udarbejdet særlige lokalplaner - strøggadelokalplaner. Strøggadelokalplanerne fastlægger, at bygningerne skal rumme publikumsorienteret serviceerhverv i stueetagerne samt retningslinjer for facader og skiltning m.v. Formålet med strøggadelokalplanerne er at opretholde strøggadernes hidtidige karakter af handelsgader.

Teknik- og Miljøudvalget har den 16. december 2013 vedtaget en helhedsplan for Amagerbrogade. Tillægget til lokalplanen er udarbejdet uafhængigt af vedtagelse af helhedsplanen, men skal understøtte helhedsplanens formål. Formålet med helhedsplanen er at styrke Amagerbrogade som strøggade, hvor byliv og handel er i fokus for bl.a. at undgå mange tomme butikslokaler.

Løsning

Tillægget til lokalplan 158 er udarbejdet på baggrund af borgerønsker og udfordringerne med de mange tomme butikker på dele af Amagerbrogade. I efteråret 2012 viste en optælling, at 25 – 30 ud af ca. 300 butikker stod tomme. Tillægget indeholder en udvidelse af anvendelsesbestemmelserne for den sydlige del af Amagerbrogade, som er omfattet af strøggadelokalplan nr. 158 ”Amagerbrogade”, se bilag 1, som viser strækningen. Udvidelsen betyder, at der ud over publikumsorienteret serviceerhverv også kan etableres liberale erhverv såsom pengeinstitutter, ejendomsmæglere og klinikker. Faktaark vedlægges som bilag 5.

Opretholdelse af nuværende lokalplan, bilag 7.

De gældende lokalplanbestemmelser om publikumsorienterede serviceerhverv på Amagerbrogades nordlige del, mellem Christmas Møllers Plads og Englandsvej/Øresundsvej, opretholdes som et sammenhængende handelsstrøg i nær tilknytning til Amagercentret og Holmbladsgade.

Forslag til ændring af lokalplantillæggets § 3, stk. 2.

Forslaget angiver indledningsvis ”Det maksimale butiksetageareal inden for området der kan nyetableres er 2.000 m2” og slutter med ”Det eksisterende butiksetageareal i området er skønsmæssigt beregnet til ca. 24.000 m2. Ifølge planloven skal det fremgå af en lokalplan, hvor meget etageareal der fremover i alt kan være i et område, og ikke udelukkende de antal etagemeter, det er muligt at udvide med. Det samlede butiksareal fremgik ikke af forslaget. Forvaltningen foreslår derfor, at § 3, stk. 2, ændres til: ”Det maksimale etageareal til butikker inden for området er 26.000 m2.”, således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at der kan være op til 26.000 bruttoetagemetre til butikker inden for lokalplantillæggets område. På den måde sikres det, at der reelt kan blive yderligere 2.000 m2, uanset om der fremover nedlægges butiksetagearealer i området. Endvidere tilføjes følgende kommentar til bestemmelsen: ”Der skønnes pr. 1. januar 2014 at være et eksisterende butiksareal på ca. 24.000 m2 i området.”

Særlig skiltepjece for Amagerbrogade

I borgerundersøgelserne i forbindelse med projektet ”Ny Amagerbrogade” var det et stort ønske at forskønne Amagerbrogade blandt andet ved at stramme op på butiksfacaderne og sikre en højere kvalitet. Dette kom også frem på borgermødet om lokalplanforslaget. For at bistå med denne indsats har forvaltningen udarbejdet en særlig skiltepjece ud fra retningslinjerne i den eksisterende lokalplan samt kommunens retningslinjer – ”Skilte og reklamer i København”. Lokaludvalgene og handelsstandsforeningen har aktivt udbredt kendskabet til pjecen.

Høring

De modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 4. Henvendelserne er kort refereret nedenfor med forvaltningens bemærkninger.

Henvendelser fra lokaludvalg og HOFOR

Henvendelse fra Amager Vest Lokaludvalg, bilag 2, henvendelse nr. 1.

Lokaludvalget har ingen indvendinger mod ændringerne af lokalplanen for Amagerbrogade. Lokaludvalget finder det nødvendigt for at bevare Amagerbrogade som en aktiv handelsgade, at andre former for erhverv end serviceerhverv kan lokalisere sig i stueetagerne på Amagerbrogade.

Forvaltningens bemærkninger

Ingen bemærkninger.

Henvendelse fra Amager Øst Lokaludvalg, bilag 3, henvendelse nr. 2

Lokaludvalget er bekymret over en så stor åbning for liberalt erhverv på Amagerbrogade og opfordrer til, at man afventer effekten af den forestående helhedsplan, før man ændrer på butikssammensætningen på Amagerbrogade.

Særligt bemærkes det, at det er en udvikling som vil være endog meget svær at bremse/tilbagerulle, såfremt den viser sig at være uhensigtsmæssig for gadens handelsliv.

Lokaludvalget har noteret sig, at forvaltningen har taget hensyn til lokaludvalgets tidligere opfordring til, at strækningen med liberalt erhverv i stueetagen først starter ved Englandsvej/Øresundsvej i sydgående retning.

Lokaludvalget skal endvidere opfordre til, at det i givet fald indskærpes, at lokalplanens bestemmelse om åbne butiksfacader skal overholdes.

Forvaltningens bemærkninger

Det er forvaltningens vurdering, at der er et reelt problem med tomme butikslokaler på Amagerbrogade. Formålet med tillægget er at udvide anvendelsesmulighederne af stueetagerne, således at butikslokalerne kan anvendes til fx pengeinstitutter og ejendomsmæglere, og ikke alene til fx butiksformål. Den udvidede anvendelsesmulighed skal medvirke til at begrænse antallet af tomme lokaler på Amagerbrogade. Der henvises i øvrigt til referatet af borgermødet, bilag 6.

HOFOR , bilag 4, henvendelse nr. 4

Forsyningsselskabet har ikke bemærkninger til lokalplantillægget og oplyser, at man gerne vil forsyne fremtidigt byggeri med fjernvarme.

Forvaltningens bemærkninger

Lokalplantillægget omfatter alene yderligere anvendelsesmuligheder af stueetager langs Amagerbrogade, hvorfor varmeforsyning ikke indgår i tillægget.

Henvendelser i øvrigt om lokalplantillægget

Henvendelse nr. 3 om parkering ud for Amagerbrogade 199

Møbelforretningen på ejendommen handler med store møbler og har brug for nem adgang til butikken med bil.

Forvaltningens bemærkninger

Lokalplantillægget omfatter alene anvendelsen af stueetagerne. Spørgsmålet om parkering på vejarealet er der taget stilling til i sagen vedrørende helhedsplanen ”Ny Amagerbrogade”.

Henvendelse nr. 5, ønske om, at lokalplan 158 ”Amagerbrogade” opretholdes uændret

Borgeren ser ikke tillægget til lokalplan 158 som nogen form på løsning og er i øvrigt af den opfattelse, at Amagerbrogade trafikalt er fuldt funktionel, som den er. Lokalplan 158 findes helt i orden, og der ønskes ingen liberale erhverv i stueetagen. Der er endvidere ønske om et nyt borgermøde, efter høringssvarene er fremsendt og gennemgået, så alle kan få delt deres meninger og bekymringer i et fælles åbent forum.

Forvaltningens bemærkninger

Tillæg til lokalplan 158 regulerer ikke trafik, men alene anvendelsen af stueetagerne på en udvalgt strækning af Amagerbrogade. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til henvendelsen fra Amager Øst Lokaludvalg. Forvaltningen finder ikke grundlag for yderligere et borgermøde.

Borgermødet den 20. november 2013, bilag 6

På borgermødet om lokalplanforslaget var der ønske om at gøre mere ud af facadeskiltning og at følge op på, samt forebygge, ulovlig skiltning. På borgermødet var der et oplæg om proceduren ved ansøgning og lovliggørelse af skiltning. Forvaltningen har endvidere udarbejdet den omtalte pjece til støtte for dette arbejde. Der var endvidere synspunkter, herunder fra lokaludvalgene, for og imod tilladelse til liberale erhverv i stueetagerne langs Amagerbrogade, hvilket også fremgår af henvendelse nr. 2 og nr. 5. Se evt. forvaltningens bemærkninger hertil. Endelig var der spørgsmål om, hvorvidt det er huslejens størrelse, der er årsagen til de mange tomme butikker og omfanget af parkeringspladser i helhedsplanen ”Ny Amagerbrogade”, hvilket begge dele ligger uden for det, som lokalplantillægget regulerer.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget tillægget til lokalplanen, bekendtgør forvaltningen dette i henhold til reglerne i planloven.

 

 

Pernille Andersen                                    /Simon Kjær Hansen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 158 ”Amagerbrogade” vedtages endeligt med ændring af lokalplanens § 3, stk. 2, således at det tydeliggøres, at det samlede butiksareal inden for lokalplanområdet til enhver tid kan udgøre op til 26.000 m2.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 3. februar 2014

Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Dagsordenspunkt 19: Endelig vedtagelse af tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 158 "Amagerbrogade"

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. marts 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top