Godkendelse af projektforslag samt anlægsbevilling til ny skole i Ovnhallen i Valby (Eksempelprojektet) (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
Godkendelse af projektforslag samt anlægsbevilling til ny skole i Ovnhallen i Valby (Eksempelprojektet) (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 4. marts 2003
J.nr. ØU 40/2003
13. Godkendelse af projektforslag samt anlægsbevilling til ny skole i Ovnhallen i Valby (Eksempelprojektet) (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at projektforslaget til indretning af en 3-sporet skole med KKFO i Ovnhallen godkendes
at der gives en anlægsbevilling på i alt 111,78 mill. kr. til projektering, byggeri samt anskaffelse af inventar og undervisningsmidler til den nye skole
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 4. december 2002:
Per Bregengaard, Jesper Christensen, Anna Saakwa, Jakob Hougaard, Charlotte Wieth-Klitgaard og Trine Schaltz fremsatte følgende forslag:
"at sagen udsættes med henblik på at afsøge mulighederne for,
at budgettet udvides med 12 mio. kr. til imødegåelse af de såkaldte "yderligere besparelser", som er indarbejdet i projektet. Budgetudvidelsen afholdes inden for den anlægsramme, Uddannelses- og Ungdomsudvalget måtte få i 2004
at budgettet til solcelle og -fangeranlæg finansieres ved hjælp af midler fra "selvbudgetteringen" (pulje til trafik og nye boligområder), hvor solcelleanlæg er omtalt, og fra "Agenda 21-midler", i alt 6 mio. kr. Disse anlæg har på en skole ikke alene et energimæssigt, men også et pædagogisk sigte."
Forslaget blev tiltrådt.
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 22. januar 2003
Per Bregengaard, Jesper Christensen, Anna Saakwa, Jakob Hougaard, Charlotte Wieth-Klitgaard og Trine Schaltz fremsatte følgende forslag:
"at sagen udsættes med henblik på at afsøge mulighederne for,
at budgettet udvides med 12 mio. kr. til imødegåelse af de såkaldte "yderligere besparelser", som er indarbejdet i projektet. Budgetudvidelsen afholdes inden for den anlægsramme, Uddannelses- og Ungdomsudvalget måtte få i 2004
at budgettet til solcelle og -fangeranlæg finansieres ved hjælp af midler fra "selvbudgetteringen" (pulje til trafik og nye boligområder), hvor solcelleanlæg er omtalt, og fra "Agenda 21-midler", i alt 6 mio. kr. Disse anlæg har på en skole ikke alene et energimæssigt, men også et pædagogisk sigte."
Forslaget blev tiltrådt.
Ændringsforslag til forvaltningens indstilling fra borgmester Per Bregengaard, Jesper Christensen, Anna Saakwa, Jakob Hougaard, Louise Frevert, Charlotte Wieth-Klitgaard og Trine Schaltz:
"at det anbefales over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at der bevilges yderligere 12 mio. kr. således, at de såkaldte "yderligere besparelser" i projektforslaget til indretning af en 3-sporet skole med KKFO i Ovnhallen ikke gennemføres. Anlægsbudgettet vil herefter udgøre 123,78 mio. kr.
at der under projekteringen af byggeriet tages hensyn til, at der efterfølgende bliver mulighed for at etablere solcelle og –fangeranlæg i tilknytning til byggeriet"
Forslaget fra Per Bregengaard, Jesper Christensen, Anna Saakwa, Jakob Hougaard, Louise Frevert, Charlotte Wieth-Klitgaard og Trine Schaltz blev tiltrådt.
Forvaltningens at'er bortfaldt herefter.
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger, idet der henvises til vedlagte notat"
RESUME
Borgerrepræsentationen godkendte den 5. september 2002 (BR 443/02) på baggrund af et skitseprojekt, en anlægsbevilling på i alt 7,73 mill. kr. til udarbejdelse af projektforslag inkl. endelig anlægsøkonomi for en ny skole i Ovnhallen.
Etableringen af skolen sker som led i gennemførelsen af Eksempelprojektet i Valby, der blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 4. oktober 2001 (BR 394/01). Der er i finansieringsplanen for Eksempelprojektet afsat i alt 101,64 mill. kr. til etablering af skolen (ekskl. udgifter til etablering af KKFO) og 17,01 mill. kr. til etablering af de tilhørende idrætsfaciliteter i Prøvehallen.
Anlægsøkonomien i skitseforslaget, der var udarbejdet i samarbejde med brugerne, lå ca. 14 mill. kr. over den i finansieringsplanen for Eksempelprojektet beskrevne anlægsramme. Som led i arbejdet med projektforslaget er der derfor i samarbejde med et byggeudvalg med deltagelse af Valby Skole og de 2 daginstitutioner "Gadespejlet" og "Isbjørnen" foretaget besparelser på 14,7 mill. kr.
En gennemregning af den mere præcise anlægsøkonomi i projektforslaget viser imidlertid, at anlægsøkonomien i det foreliggende projektforslag er ca. 12 mill. kr. over den skønnede anlægsøkonomi i finansieringsplanen for Eksempelprojektet.
Det har derfor i den afsluttende fase af arbejdet med projektforslaget været nødvendigt for forvaltningen at foreslå væsentlige ændringer med deraf følgende forringelser i projektet, såfremt finansieringsplanens anlægsøkonomi skal overholdes. Besparelserne omfatter ændringer, der bl.a. medfører forringelse af dagslysforholdene, en mindre fleksibel indretning af skolen, samt en dårligere sammenhæng mellem skolens hovedfunktioner i Ovnhallen og fagområder og kantine i nabobygningen (Maskinhuset).
Ifølge tidsplanen for Eksempelprojektet skal skolen stå færdig til indflytning i august 2004. På den baggrund ansøges om en anlægsbevilling på i alt 111,78 mill. kr. til projektering, byggeri og anskaffelse af inventar mm. til den nye skole i Ovnhallen. Udgifterne fordeler sig med 57, 17 mill. kr. i 2003 og 54,61 mill. kr. i 2004.
Projektforslaget inkl. forslag om yderligere besparelser har været i høring hos de berørte parter (institutioner, skole, Valby Lokaludvalg) – der er meget positiv opbakning til projektforslaget, men også meget stor utilfredshed med de foreslåede besparelser, som vil forringe projektet væsentligt, og som man derfor foreslår trækkes tilbage.
Skolen idrætsfaciliteter placeres i Prøvehallen. Der vil senere blive fremlagt en særskilt anlægsbevilling for dette projekt, der gennemføres i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen godkendte den 5. september 2002 (BR 443/02) på baggrund af et skitseprojekt en anlægsbevilling på i alt 7,73 mill. kr. til udarbejdelse af et projektforslag inkl. endelig anlægsøkonomi for en ny skole i Ovnhallen. Etableringen af skolen sker som led i gennemførelsen af Eksempleprojektet i Valby, der blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 4. oktober 2001 (BR 394/01).
Der er i finansieringsplanen for Eksempelprojektet afsat i alt 101,64 mill. kr. til etablering af skolen (ekskl. udgifter til etablering af KKFO) og 17,01 mill. kr. (Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens andel af udgifterne) til etablering af de tilhørende idrætsfaciliteter i Prøvehallen.
De skønnede anlægsudgifter i finansieringsplanen for Eksempelprojektet er fastlagt af Økonomiforvaltningen ud fra en vurdering af udgiftsniveauet, som RIA har udført for Valby Bydel. Vurderingen, der primært er baseret på en opdatering af tidligere beregninger, er udført uden tilstandsvurdering af bygninger eller konkret vurdering af indretningsmuligheder eller –problemer, ligesom hverken Uddannelses- og Ungdomsudvalget eller uddannelses- og ungdomsforvaltningen har været inddraget i en fastlæggelse af kvalitetsniveau, pædagogisk målsætning og –profil eller evt. særlige ønsker for den nye skole.
Projektforslag
Økonomi
Uddannelses- og Ungdomsudvalget behandlede på mødet den 26. juni 2002 skitseforslaget til indretning af Ovnhallen mm. inkl. forslag om anlægsbevilling til udarbejdelse af det nu foreliggende projektforslag.
Skitseforslaget, der var udarbejdet i tæt samarbejde med brugerne, var baseret på de generelle principper for udbygning, indretning og modernisering af skoler kombineret med brugernes ønsker for en ny skole. I skitseforslaget lå den beregnede anlægsøkonomi ca. 14 mill. kr. over det i finansieringsplanen skønnede grundlag på i alt 101,64 mill. kr.
I forbindelse med udvalgsbehandlingen tilkendegav udvalget, at det var væsentligt, at den fastlagte budgetramme blev overholdt.
Det har derfor været et mål for udarbejdelsen af projektforslaget for Ovnhallen, at den samlede anlægsøkonomi skulle overholde det i finansieringsplanen fastlagte budget. Der er derfor som led i arbejdet med projektforslaget efter aftale og i samarbejde med brugerne foretaget følgende besparelser:
Bygningsbesparelser
- Bindingsværksvillaen nord for Ovnhallen indrettes ikke som planlagt til sundhedsfaciliteter, der i stedet flyttes ind i Ovnhallen. Villaen indgår ikke længere i projektet.
- Der er fjernet to karnapper på henholdsvis Ovnhallen og Maskinhuset.
- Ændret indretning af byggeplads.
Samlet besparelse i alt 4,73 mill. kr.
Besparelser på tekniske installationer
- Etablering af kældergang til installationer og naturlig ventilation er erstattet er
synlige installationer i bygningerne samt hybrid ventilation.
- Karmkontakter til vinduer er fjernet. Følere til automatisk tænd/sluk af lys og
ventilation er erstattet af kontakter.
Samlet besparelse i alt 2,74 mill. kr.
Besparelse på solceller mm.
- Solfangeranlæg udgår.
- Solcelleanlæg til undervisningsbrug, herunder mulighed for CTS-opkobling udgår.
- Solcelleanlæg som led i projektet "Sol i Valby" udgår.
Samlet besparelse 5,98 mill. kr.
Besparelse på inventar og udstyr
- Der etableres udelukkende udtag til sceneudstyr i Maskinhuset, selve udstyret
indgår ikke i projektet, Infoskærme ved indgange udgår.
Samlet besparelse 1,20 mill. kr.
Der er ved disse reduktioner i projektet sparet i alt 14,65 mill. kr. i forhold til det oprindelige skitseforslag.
Det vil fortsat være muligt at etablere solfangere som led i projektet "Sol i Valby", såfremt de nødvendige midler – evt. ved ekstern finansiering – kan skaffes, ligesom det i givet fald vil være muligt at indarbejde nogle af de øvrige besparelser. Af hensyn til projektets stramme tidsplan er det dog nødvendigt med en hurtig afklaring – ikke mindst vedr. de besparelser, der indgår som mere integrerede dele af byggeriet.
Efter indarbejdelse af besparelserne og en gennembearbejdning af projektforslaget er der foretaget en fornyet beregning af anlægsøkonomien baseret på det mere præcise grundlag som det foreliggende projektforslag udgør. Beregningen viser, at den samlede anlægsøkonomi i projektforslaget udgør i alt 134,85 mill. kr. inkl. 21,05 mill. kr. til KKFO - svarende til en overskridelse af finansieringsplanens anlægsøkonomi på i alt ca. 12 mill. kr.
Det er derfor nødvendigt med yderligere besparelser for at overholde Uddannelses- og Ungdomsudvalgets tidligere tilkendegivelse om, at den i finansieringsplanen for Eksempelprojektet skønnede anlægsramme ønskes overholdt.
Med baggrund i de besparelser, der tidligere er indarbejdet i projektforslaget, er det ikke muligt at spare et så relativt stort beløb ved mindre justeringer i projektet, men det er nødvendigt at foreslå få gennemgribende ændringer i projektet, der ikke kan undgå at medføre væsentlige forringelser i det færdige byggeri.
På den baggrund har forvaltningen foreslået følgende yderligere besparelser i det foreliggende projektforslag:
- Skolen udgøres af to selvstændige bygninger Ovnhallen (basislokaler, KKFO, administrat ion, pædagogisk servicecenter mm.) og Maskinhuset (fagområder og kantine). Bygningerne er i projektforslaget forbundet af en mellembygning, der sikrer niveaufri adgang til fagområderne i Maskinhuset, mulighed for at bevæge sig frit mellem de to bygninger på hvert etageniveau samt fungere som fordelingsgang for områder i Maskinhuset.
- Ovnhallen er en meget dyb bygning (ca. 28 m). I projektforslaget er der for at trække lys ned i bygningen og for at skabe bedre både visuel og funktionsmæssig sammenhæng mellem etagerne etableret nye huller i etagedækkene i Ovnhallen .
- Med henblik på at sikre så stor en fleksibilitet i basisområderne som muligt er basisområderne i overensstemmelse med de pædagogiske målsætninger opdelt med foldevægge, der giver mulighed for en meget varieret opdeling af basisområderne.
Som led i besparelsen foreslås mellembygningen fjernet og erstattet af en overdækket gangbro i 1. sals højde. Ændringen vil forringe skolens indre sammenhæng væsentligt og vanskeliggøre trafik mellem fagområder og hovedbygning. Besparelse 3,85 mill. kr.
Som led i besparelsen genetableres i stedet de tidl. huller (efter ovnene) i etagedækkene. Ændringen vil give mindre åbenhed mellem etagerne, mindre anvendelige fællesarealer i midten af bygningen og en forringelse af lysforholdene. Det kan evt. blive nødvendigt at lave supplerende udsparinger i dæk for at sikre et acceptabelt dagslysniveau. Besparelse 6,88 mill. kr.
Som led i besparelsen foreslås en del af foldevæggene erstattet af faste vægge – med en deraf følgende forringelse af fleksibiliteten. Besparelse 1,27 mill. kr.
De foreslåede yderligere besparelser vil medføre en reduktion af de samlede udgifter med i alt 12,0 mill. kr., hvorved finansieringsplanens anlægsøkonomi kan overholdes. Det har af tidsmæssige grunde ikke været hverken teknisk eller økonomisk muligt at gennemarbejde de yderligere besparelser fuldt ud, hvorfor det i givet fald kan være nødvendigt i samarbejde med brugerne at foretage yderligere begrænsede besparelser eller justeringer i projektet.
Beskrivelse af projektforslag
Beskrivelsen af projektet er baseret på projektforslaget udarbejdet med byggeudvalget – dvs. uden de yderligere besparelser, der er nødvendige såfremt anlægsøkonomien i Eksempelprojektets finansieringsplan skal overholdes. Projektforslaget fremgår endvidere af det vedlagte bilag.
Ovnhallen
Ovnhallen danner ramme om undervisningsrum, værk- og væresteder, hvor Maskinhuset indeholder skolens fagområder og kantine.
Indskoling og KKFO placeres i Ovnhallens stueetage sammen med modtageklasser for de yngste.
På anden sal findes mellemtrinnet, administration, personalerum samt pædagogisk servicecenter. Udskolingen er placeret på 2. sal sammen med av-/mediecenter og IT-værksted, studievejleder, info-, sprog- og specialcenter, studieceller samt sundhedsfunktioner.
For en mere detaljeret beskrivelse af skolens indretning henvises til beskrivelsen af skitseforslaget i den indstilling, der blev behandlet i Borgerrepræsentationen den 5. september 2002 (BR 443/02).
Indretning af Maskinhuset
Maskinhuset er indrettet med det praktisk/æstetiske område i stuetage, musik- og bevægelse på 1. sal, og kantine/skolekøkken, natur/teknik og fysik/kemi på 2. sal. Herudover er der indrette kontor og værksted for skolebetjent samt omklædningsfaciliteter.
Bygningerne forbindes af en glasmellembygning, som giver direkte adgang mellem bygningernes etager.
Udearealer
Skolens hovedindgang er placeret midt på bygningens østfacade, derudover er der sekundære indgange fra de øvrige sider.
Adgang til Ovnhallen og Maskinhuset for bilister, cyklister og gående sker primært via vejen øst for Ovnhallen. Derudover anlægges en gang- og cykelsti langs banen fra Gåsebæksstien op til Maskinhuset.
Der bliver cykelparkering både nord og syd for Ovnhallen. Korttidsparkering for besøgende etableres øst for Maskinhuset, hvorimod der til alm. parkering lejes pladser på parkeringsdæk ved det kommende indkøbscenter.
Nord for Ovnhallen bliver der rum til fysisk leg såsom klatring og rulleskøjter. Langs Ovnhallens vestfacade, ud for KKFO'en etableres haver, hvor der er plads til mere stille leg samt fælles aktiviteter. Udfor Maskinhusets fagområder gøres der plads til udendørs undervisning. Herudover placeres skure til udendørsdeponi syd for maskinhuset. På det store areal mod Hoffmanns Minde skabes plads til den mere frie leg i form af bl.a. to multibaner til f.eks. boldspil og kørsel med mooncars samt et område med naturleg.
Der vil være adgang til det store areal udenfor institutionens åbningstider for beboerne på Optionsarealet. Arealet udformes så det fremtræder lukket mod banesiden, men åbner sig op mod Optionsarealet.
Der vil blive sikret en sammenhæng mellem friarealerne på Hoffmanns Minde og Ovnhallen.
Facader
Ovnhallens og den ældre del af Maskinhusets facader renoveres i henhold til den oprindelige stil.
I enkelte facadepartier og tagkonstruktioner vil der blive tilføjet nye konstruktioner og materialer som afspejler nutiden.
Tekniske installationer
Princippet for de tekniske installationer og de dertil hørende styresystemer er, at de skal være brugervenlige og simple at betjene. Derudover skal der ved valg af installationer og komponenter tages hensyn til levetid og vedligeholdelsesgrad.
Tidsplan
Som følge af byggeriets økonomiske størrelse har det været nødvendigt at opstarte udbudsprocessen i form af prækvalifikation af entreprenører for at kunne sikre, at skolen kan stå klar til skolestart august 2004.
På grund af den pressede tidsplan og projektets kompleksitet og størrelse er det valgt at indgå en samarbejdsaftale med entreprenørerne i stedet for en traditionel entreprisekontrakt. Formålet med samarbejdsaftalen er sikre at et samarbejde med entreprenører eller disses leverandører og rådgivere under projektering, og at entreprenørerne kan planlægge byggeprocessen tidligt således selve, at byggetiden minimeres.
Byggeriet forventes igangsat i februar 2003.
Den samlede oprindelige skønnede anlægsøkonomi i finansieringsplanen for Eksempelprojektet for den nye skole i Ovnhallen udgør i alt 122,697 mill. kr. inkl. 21,053 mill. kr. til 264 KKFO-pladser, der ikke er indeholdt i finansieringsplanen.
Alle tal i indstillingen er angivet i indeks 173, svarende til forventet prisindeks medio 2003
I forbindelse med lokalplanen for Eksempelprojektet er Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen blevet pålagt udgifter til anlæg af cykelsti og fortove for i alt 0,496 mill. kr., som ikke er indeholdt i grundlaget for finansieringsplanen. Endvidere har det været en forudsætning for Kommunens køb af Ovnhallen mm. at alt drifts-/produktionsudstyr blev fjernet. Det er imidlertid langt fra tilfældet – Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har anmodet Økonomiforvaltningen om, at der rejses krav overfor sælger om dækning af deraf følgende merudgifter til nedrivning, der foreløbig er opgjort til 1,751 mill. kr.
Disse poster - i alt 2,247 mill. kr. - er indtil videre holdt ude af den samlede projekt- økonomi. Det kan blive nødvendigt at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen i første omgang selv må afholde ekstraudgiften til nedrivning for ikke at blokere for hele projektet.
På baggrund af det fremlagte projektforslag kombineret med de yderligere besparelser, der er nødvendige for at overholde den skønnede budgetramme for skoleprojektet i Eksempelprojektets finansieringsplan kan den samlede anlægsøkonomi opgøres til:
2001 | 2002 | 2003 | 2004 | Status | ||||
Skole | KKFO | Skole | KKFO | Skole | KKFO | * | ||
Skitseprojekt | 3,19 | A | ||||||
Projektforslag | 3,81 | 0,85 | A | |||||
Projektering | 0,56 | 0,11 | A | |||||
Projektering | 4,15 | 1,10 | 2,14 | 0,57 | N | |||
Indledende arbejder | 1,97 | 0,43 | A | |||||
Udførelse | 42,91 | 9,00 | 42,91 | 9,00 | N | |||
Samlet v/indeks 173 | 3,19 | 7,73 | 57,16 | 54,62 | 122,70 |
* A = anlægsbevilling er givet tidligere
N = bevilling som søges nu
I ovenstående anlægsøkonomi er indeholdt de besparelser i forhold til det tidligere fremlagte skitseforslag, der er indarbejdet i projektforslaget efter aftale med brugerne. Det drejer sig om besparelser for i alt 14,655 mill. kr. der bl.a. omfatter, at sundhedfaciliteterne ikke indrettes i villaen nord for Ovnhallen, men flyttes ind i hallen, at Solcelleprojektet som led i "Sol i Valby" udgår, og at de tekniske installationer ændres mm.
Derudover er der i ovenstående anlægsøkonomi indeholdt følgende yderligere besparelser foreslået af forvaltningen med henblik på at overholde anlægsøkonomien i Eksempelprojektets finansieringsplan:
Glasmellembygning mellem Ovnhallen og Maskinhuset 3,85 mill. kr.
Konstruktionsændringer for åbninger i etagedæk iht. projektforslag 6.88 mill. kr.
Foldedøre i basisområder 1.27 mill. kr.
I alt yderligere besparelser 12,00 mill. kr.
På baggrund af ovenstående ansøges om en anlægsbevilling for 2003 og 2004 til projektering, byggeri, indkøb af inventar og undervisningsmidler på i alt 111,78 mill. kr. Udgifterne fordeler sig jf. ovenstående med 57,16 mill. kr. i 2003 og 54,62 mill. kr. i 2004.
Der anvises dækning for udgifterne til skoledelen i 2003 på 47,06 mill. kr. under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens konto 3.01.3 afsatte rådighedsbeløb til folkeskoler.
Der anvises dækning for udgifterne til KKFO-delen i 2003 på 10,10 mill. kr. under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens konto 3.15.3 afsatte rådighedsbeløb til fritidshjem.
Der anvises dækning for udgifterne i 2004 på i alt 54,62 mill. kr. på de forventede anlægsbudgetter i 2004 for folkeskoler og fritidshjem.
Miljøvurdering
De væsentligste miljømæssige konsekvenser er efter miljøvurderingen i indstillingen til Borgerrepræsentationen (BR 443/02) knyttet til den fremtidige drift og anvendelse af bygningen, herunder indeklima og energiforbruget til opvarmning, ventilation og belysning af den nye skole.
Der har under projektforslaget været en mere detaljeret bearbejdning af mulighederne af disse miljømæssige konsekvenser, og der er fundet følgende løsninger og principper:
- Der anvendes hybridventilation, som er en kombination af naturlig og mekanisk ventilation. Metoden medfører energibesparelser og indeklimaforbedringer. Derudover er ventilationsanlægget behovsstyret, hvilket giver yderligere el-besparelser.
- Der tilføres dagslys via et ovenlysbånd i hele Ovnhallens længde, derudover anvendes der HF-belysningsarmaturer med lysdæmper og tidsstyring. Dermed opnås en el-besparelse og ovenlysbåndet giver derudover passiv solvarme.
- Der anvendes regnvandsopsamling, som skal benyttes til vanding af udearealer. Dette medfører en besparelse på vandforbruget.
Derudover er der følgende muligheder for miljømæssige effekter, hvor de væsentligste i forbindelse med de oplyste ekstraarbejder, jfr. økonomiafsnit, er knyttet til:
Der har tidligere i projektet været arbejdet med etablering af et større solcelleanlæg som led i projektet "Sol i Valby". Projektet er imidlertid udgået af besparelsesgrunde, ligesom det ikke indtil nu har været muligt at skaffe ekstern støtte til projektet. Solcellerne ville i givet fald have medført en reduktion i det samlede elforbrug.
Valby Skole, de to daginstitutioner "Isbjørnen" og "Gadespejlet" samt Valby Lokaludvalg har deltaget i byggeudvalget vedr ørende Ovnhallen. Der er i det følgende redegjort for hovedsynspunkterne i høringssvarene:
Proces
Generelt gælder, at høringssvarene viser, at der er stor opbakning til projektforslaget, at arbejdet med projektforslaget har været positivt, visionært og båret af dialog, stor kreativitet, nytænkning og engagement – men at der er stor skuffelse over de foreslåede yderligere besparelser, der anses for at være helt i strid med det idegrundlag og den ånd, der hidtil har båret "Eksempelprojektet", ligesom besparelserne ødelægger det hidtidige samarbejde og på afgørende punkter vil forringe projektet væsentligt.
På baggrund heraf opfordres der kraftigt til, at besparelserne ikke gennemføres.
Mellembygning
I høringssvarene peges på, at en fjernelse af mellembygningen er helt uacceptabel, at den vil besværliggøre adgangen til Maskinhuset og brugen af kantinen væsentligt, og i det hele taget begrænse sammenhængen i dagligdagen.
Valby Lokaludvalg betegner fjernelsen af mellembygningen som en "katastrofe" for skolens struktur og funktionelle sammenhæng. Lokaludvalget opfatter endvidere besparelsen på den måde, at fjernelsen af mellembygningen også går ud over den planlagte forbindelse (gangbro) til Prøvehallen. Dette er imidlertid ikke tilfældet, idet forbindelsen ikke er en del af skoleprojektet, men indgår som en del af projektet vedrørende Prøvehallen.
Fleksible vægge (blokvægge)
Ifølge høringssvarene er den fleksible opbygning af især basisområderne fundamental for den fleksibilitet og arbejdsform, der har været enighed om fremover skulle præge skolen. Besparelsen, som vil medføre en væsentlig begrænsning i antallet af fleksible vægge, vil betyde en tilsvarende mindre fleksibilitet, som vil begrænse mulighederne for holddannelser på tværs af klasser, andre undervisningsformer mm.
Etablering af nye firkantede huller i etagedækkene udgår
Høringssvarene udtrykker alle bekymring for, at ændringen vil medføre en forringelse af lysforholdene, og at genetableringen af de tidligere runde ovnhuller vil betyde, at rumdybden i de dagslysbelyste rum i begge sider af, Ovnhallen må mindskes for at skabe tilstrækkelig plads rundt om "ovnhullerne".
Udearealer
Valby Skole beklager, at det ikke har været muligt for skolen at overtage så meget areal fra Optionsarealet som oprindelig antydet – bortset herfra giver skolen udtryk for, at forslaget til indretning af udearealerne rummer mange gode udfordringer og funktioner. Isbjørnen peger på behovet for, at udearealerne hegnes, så tilsynsforpligtelsen kan opfyldes.
KKFO-arealer
Der er fra begge daginstitutioner udtrykt bekymring for, hvorvidt KKFO-lokalerne opfylder lovens krav til dagslys, akustik, kvadratmeter mm.
Solceller
Såvel Valby Skole, som Valby Lokaludvalg beklager, at det planlagte solcelleanlæg er sparet væk. Valby Lokaludvalg opfordrer i den forbindelse til, at der arbejdes videre med planerne om solenergi "som et bæredygtigt og pædagogisk element", og at mulighederne for eksterne tilskud undersøges yderligere.
Øvrige forhold
Der er i høringssvarene fra skolen og de 2 institutioner anmodet om at få belyst en række primært driftsmæssige forhold (normering, vedligeholdelsesansvar mm.). Disse forhold vil blive afklaret i det videre forløb. Derudover er der anført enkelte forslag til justeringer i projektforslaget, som ligeledes vil indgå i det videre arbejde.
Forvaltningens bemærkninger til høringssvarene
Forvaltningen er grundlæggende enig i, at de foreslåede yderligere besparelser vil medføre ikke ubetydelige forringelser i projektet, men at besparelserne er nødvendige hvis forudsætningen om anlægsrammen i finansieringsplanen for Eksempelprojektet skal overholdes.
Der vil fortsat være mulighed for – såfremt det ønskes - at gennemføre projektet uden besparelser i overensstemmelse med det oprindelige skitseforslag eller det fremlagte projektforslag – men af hensyn til den meget stramme tidsplan for byggeriet, er det nødvendigt, at der snarest træffes beslutning herom.
Specielt vedrørende de 2 daginstitutioners bekymring for KKFO-arealerne kan det oplyses, at projektforslaget har været gennemdrøftet med byggemyndighederne, der på det foreliggende grundlag ikke har haft bemærkninger til forslaget f.s.v. angår areal til KKFO, dagslys, akustiske forhold mm.
Opbygningen og funktionsfordelingen mellem indskoling og KKFO i stueetagen bygger på en relativt åben struktur med "flydende" overgang mellem områder til skole og områder til KKFO – en indretning der har været fuld enighed om i byggeudvalget.
I Borgerrepræsentationens vedtagelse af de grundlæggende principper for KKFO'er er indeholdt et krav om et basisareal på 2 m2 pr. barn – svarende til reglerne for fritidshjem.
Med baggrund heri har de 2 daginstitutioner ønsket dokumentation for, at kvadratmeterkrav, dagslysforhold mm. (i forhold til en "traditionel" fritidshjemsopfattelse) er opfyldt, hvilket kun kan ske ved "teoretisk" at trække streger på gulvet og fordele det samlede areal i KKFO-areal og skoleareal – uanset, at stueetagen ikke indrettes og er planlagt til at fungere på denne måde.
Der vil ved behandlingen af sagen i Uddannelses- og Ungdomsudvalget blive fremlagt et notat, der dokumenterer, at de af Borgerrepræsentationen vedtagne principper om areal i basislokaler er overholdt.
BILAG VEDLAGT
- Bilag 1: Høringssvar: Fra Valby Lokaludvalg, Valby Skole, Gadespejlet og Isbjørnen (Udsendt til mødet den 4. december 2002)
- Bilag 2: Tegningsmateriale: Plantegninger, snit, situationsplan, oversigt over besparelser (Udsendt til mødet den 4. december 2002)
Peter Rasmussen
Jørn Larsen