Mødedato: 04.02.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Opdatering af cirkulære for jubilæumsgratiale

Se alle bilag

Resumé

Økonomiforvaltningen indstiller, at Københavns Kommunes cirkulære for jubilæumsgratiale opdateres for at imødekomme et ønske fra ledere om at kunne honorere 60-års jubilarer på lige fod med 25-, 40- og 50-års jubilarer. Opdateringen er samtidig en samskrivning og præcisering af indhold fra de to eksisterende cirkulærer fra henholdsvis 1964 og 2009 med henblik på at anvende ét samlet cirkulære fremover.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at det nye cirkulære for jubilæumsgratiale (bilag 1) godkendes og derved erstatter de to tidligere gældende cirkulærer (bilag 2 og 3),
  2. at det godkendes, at beslutningskompetencen for fremtidige ændringer af cirkulæret ligger hos Økonomiudvalget.

Problemstilling

I dag anviser Økonomiforvaltningen (ØKF) til jubilæumsgratiale på baggrund af to cirkulærer – det oprindelige cirkulære fra 1964 (bilag 2) og den seneste opdatering fra 2009 (bilag 3). Dette skyldes, at ikke alle nødvendige oplysninger om, hvem der er berettiget til jubilæumsanciennitet fremgår af cirkulæret fra 2009. Begge cirkulærer er præget af forældet sprogbrug, som ofte giver anledning til misforståelser af, hvornår og hvilke medarbejdere der er berettiget til et jubilæumsgratiale.

Dertil kommer, at ØKF i de seneste år har modtaget henvendelser fra ledere, der ønsker at honorere medarbejdere, som har tjent i Københavns Kommune i 60 år. Dette er ikke muligt ifølge de eksisterende cirkulærer, hvor det fremgår, at kun 25-, 40- og 50-års jubilæum giver ret til gratiale, fridag og indbydelse til jubilarfejring på Københavns Rådhus

Løsning

ØKF foreslår, at der implementeres ét opdateret cirkulære (bilag 1), som erstatter de eksisterende cirkulærer og samtidig sikrer, at medarbejdere med en jubilæumsanciennitet på 60 år fremadrettet er omfattet af gratialet og fejring på lige fod med 25-, 40- og 50-års jubilarer.

Økonomi

Der er alene tale om et gennemsnit på én 60 års jubilar om året, og det er de enkelte enheder, der afholder omkostningerne for jubilæumsgratialet og fridagen. Sagen har derfor ingen væsentlige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Økonomiudvalget godkender opdateringen, vil sagen blive forelagt Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse af opdatering og ny beslutningsproces for efterfølgende opdateringer.

ØKF vil herefter ophæve de eksisterende cirkulærer og sende det nye cirkulære ud pr. mail til relevante modtagere i Københavns Kommune, hvor ikrafttrædelsesdato og cirkulærenummer også vil fremgå.

 

Søren Hartmann Hede          /Nicolai Kragh Petersen 

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. februar 2025

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top