Mødedato: 04.02.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig vedtagelse af tillæg 2 til lokalplan Kirkegårdsvej, Amager Øst

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

En bygherre ønsker at udvide anvendelsesmulighederne på en ejendom på Kastrupvej 6 for at muliggøre en café i stueetagen. Anvendelsesændringen kræver et tillæg til lokalplanen. Der er modtaget tre høringssvar, som ikke giver ikke anledning til ændringer. Amager Øst Lokaludvalg er positive overfor muliggørelse af café i ejendommen. Borgerrepræsentationen skal beslutte, om tillæg 2 til lokalplan Kirkegårdsvej skal endeligt vedtages.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at godkende tillæg 2 til lokalplan Kirkegårdsvej (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form. Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme."

Problemstilling

En bygherre på Kastrupvej 6 ønsker at udvide anvendelsesmulighederne for stueetagen, så der lovligt kan drives café. I dag ligger der en café/butik, som sælger brugsgenstande og cafévarer. Der er givet en midlertidig dispensation frem til sommeren 2027 til cafédriften. Den gældende lokalplan fastlægger anvendelsen af stueetagen til bolig, butik og kontor. Teknik- og Miljøforvaltningen har derfor udarbejdet et forslag til tillæg til lokalplan, som foruden de eksisterende anvendelser også muliggør cafédriften i stueetagen.

Teknik- og Miljøudvalget delegerede den 24. februar 2020 kompetencen til at sende forslag til enkle lokalplaner (kategori 1) og ukomplekse lokalplaner (kategori 2) i offentlig høring til Teknik- og Miljøforvaltningen. Forslaget til lokalplantillæg har derfor ikke tidligere været politisk behandlet.

Løsning

Tillæg 2 til lokalplan Kirkegårdsvej afgrænses til Kastrupvej 6 beliggende i bydelen Amager Øst. Kastrupvej 6 er placeret i den nordlige ende af Kastrupvej og ligger helt op til Øresundsvej. Bygningen er fra 1890 og har en detaljerig karakter. Bygningen er en del af en samlet karré bestående af bygninger fra forskellige tidsperioder.

Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår at imødekomme ansøgers ønske og give mulighed for cafédrift. Derfor forslås en anvendelsesudvidelse, der muliggør cafédrift. Det indgår i forvaltningens vurdering, at der på Kastrupvej 6 var indrettet en restaurant før lokalplanens vedtagelse. Der er ikke i nærtliggende område caféer eller lignende, som påvirkes af anvendelsesudvidelsen. Der er lokalt tilkendegivet støtte til ønske om at bevare caféen i ejendommen. Anvendelsesudvidelsen vil umiddelbart ikke medføre en væsentlig ændring af ejendommens karakter.

Høring

Forslaget har været i høring fra den 10. oktober 2024 til den 14. november 2024. Forvaltningen har modtaget tre henvendelser. Høringen har ikke givet anledning til ændringer.

De tre henvendelser er fra hhv. Amager Øst Lokaludvalg, Metroselskabet og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Metroselskabet og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har ingen bemærkninger. Amager Øst Lokaludvalgs hovedsynspunkter er anført nedenfor efterfulgt af forvaltningens bemærkninger. De tre modtagne henvendelser i høringsperioden er vedlagt som bilag 3.  

Amager Øst Lokaludvalg har følgende synspunkter (bilag 3, henvendelse nr. 3):

Lokaludvalget bakker op om tillægget til lokalplanen. De har kendskab til,

at der i lokalområdet er stor opbakning til bevaring af Perlemors Kaffebar.

Forvaltningens bemærkninger

Forvaltningen tager lokaludvalgets høringssvar til efterretning.

Politisk handlerum

Det kan besluttes ikke at udvide anvendelsesmulighederne til cafédrift med lokalplantillægget. Dermed fastholdes den eksisterende anvendelse af stueetagen, og bygherres ønske om at muliggøre cafédrift imødekommes ikke.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

                                 Søren Wille

                                                             / Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende tillæg 2 til lokalplan Kirkegårdsvej (bilag 2) med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 13. januar 2025

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. februar 2025

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top