Mødedato: 04.02.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Fysiske tiltag i Folkets Park, dispositionsforslag

Se alle bilag
De konkrete forslag til fysiske tiltag for at forbedre trygheden i Folkets Park er blevet forelagt for Teknik- og Miljøudvalget til godkendelse og forelægges hermed Økonomiudvalget til efterretning.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget har godkendt,

  1. at nærværende indstillings forslag til fysiske forbedringer af Folkets Park godkendes.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

    2.    at udvalget tager nærværende indstillings forslag til fysiske forbedringer af Folkets Park til efterretning.

 

Teknik- og Miljøudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt på sit møde den 21. januar 2014, jf. Oversigt over politisk behandling.

Problemstilling

I Budget 2013 (Socialdemokraterne (A), Enhedslisten (Ø), SF (F), Det Radikale Venstre (B) og Liberal Alliance (I)) blev der afsat midler til en forbedring af de fysiske forhold i Folkets Park. Baggrunden for ønsket om at forbedre parken var blandt andet nogle voldsomme episoder med overfald i foråret 2012.

Økonomiforvaltningen ved Sikker By har via billedkunstner Kenneth A. Balfelt og Spektrum Arkitekter gennemført en omfattende borgerinddragelse med henblik på at sikre lokal opbakning til de fysiske ændringer. Dette arbejde har udmøntet sig i et forslag, som nu overdrages til Teknik- og Miljøforvaltningen til gennemførelse. Inden udførelse skal Økonomiudvalget tage forslaget til efterretning, og Teknik- og Miljøudvalget (TMU) skal godkende forslaget.

Løsning

Målet med de fysiske forandringer er at gøre parken mere attraktiv, så flere borgere vil benytte parken og dermed være med til at øge trygheden i området.

Teknik- og Miljøforvaltningen har gennem det indledende forløb bistået Økonomiforvaltningen med vejledning og input til udarbejdelsen af de konkrete kontrakter med rådgiverne, teknisk og anlægsmæssig gennemgang af forslaget og den driftsmæssige vurdering. Teknik- og Miljøforvaltningen vil stå for styringen og gennemførelsen af det fysiske anlægs etablering og den efterfølgende drift.

Nedenstående fysiske forbedringer af Folkets Park foreslås gennemført, som skitseret i vedlagte dispositionsforslag (bilag 3 og 4).

Det gennemgående tema i dispositionsforslaget er at bygge videre på det eksisterende, forsøge at skabe mere af det, der allerede fungerer, og bryde med noget af det, der skaber udfordringer. Der er således ikke tale om at skabe en helt ny park, men derimod at forsøge at imødekomme nogle af de mest centrale udfordringer, men med respekt for parken og dens historie, samt ikke mindst for den kendsgerning, at parken for ganske nyligt (2008-9) var genstand for en gennemgribende renovering som følge af en grundig dialog med borgerne.

Dispositionsforslaget beskriver en række nødvendige tiltag og en række ønskelige tiltag. Forbedret belysning har været fremhævet fra flere sider, bl.a. Københavns Politis kriminalpræventive afdeling, som et væsentligt tryghedsskabende element. Når det indgår som en mindre del af forslaget, skyldes det primært, at borgerinddragelsen viste et mindre entydigt ønske om øget belysning blandt borgerne. Af hensyn til budgettet er der således kun afsat et begrænset beløb til belysning, så øvrige, højere prioriterede tiltag også vil kunne gennemføres. Endvidere har erfaringerne med belysning i parken været, at belysning på bestemte steder bliver udsat for så omfattende hærværk, at det er forbundet med store udgifter at vedligeholde belysningen.

Derudover pegede borgerinddragelsen på et stort ønske om forbedrede toiletfaciliteter. Teknik- og Miljøfovaltningen udarbejdede i forbindelse med budget 2014 en prioriteret liste over ønsker til nye toiletter i byen og der blev i Budget 2014 afsat og frigivet midler til opførelsen af en række nye toiletter i København. I Teknik- og Miljøforvaltningens prioritering af disse midler indgår et toilet ved Folkets Park, som derfor ikke indgår i dette projekt.

I forhold til at øge trygheden i parken, er den overordnede hensigt at gøre parken mere attraktiv at bruge, og derigennem at få flere og nye brugere ind i parken. Det skal blandt andet ske ved at bryde den nuværende cirkelform, som af mange opleves som en hindring for at tage ophold i parken. Ved at anlægge en ny sti gennem cirklen, kombineret med en ekstra bakke samt flere siddepladser, er det forventningen, at flere vil begive sig igennem parken, samt benytte den til ophold. Hertil kommer dræning af græsplænen, flere flytbare siddepladser, samt omdannelse af broen til et aktivitets-/motionsmøbel, hvilket skal bidrage til at gøre parken mere brugervenlig.

Oversigt over fysiske tiltag, der foreslås gennemført:

  • Etablering af ny bakke
  • Udvidelse af eksisterende bakker
  • Etablering af ny grussti
  • Opsætning af belysning langs ny grussti
  • Dræning af græsareal
  • Transformation af broen til aktivitetsmøbel
  • Etablering af faste bænke
  • Flytning af borde/bænke sæt

Økonomi

Der er afsat 3 mio. kr. i anlægsmidler på Teknik- og Miljøudvalgets ramme til brug for projektet. Hele beløbet er stjernemarkeret som en del af Budget 2013 og er dermed frigivet. Heraf afsættes 2,15 mio. kr. til totalentreprisen, som skal rumme ovenstående tiltag. Der er afsat 800.000 kr. til projekt- og byggeledelse i Teknik- og Miljøforvaltningen, byggetilladelser, tryk og kommunikation, indvielse, samt uforudsete administrative udgifter. De resterende 50.000 kr. er afsat til supplerende ekstern rådgivning.

De interne udgifter andrager en relativt høj andel af det samlede budget. Projektets særegne karakter, hvor der har været lagt stor vægt på borgerinddragelsen og tværgående koordinering mellem involverede aktører, har haft betydning i denne sammenhæng Derudover er projektet et mindre projekt, hvor de interne udgifter typisk udgør en større andel end ved større projekter.

Det forventes, at projektet vil påvirke Teknik- og Miljøforvaltningens driftsøkonomi marginalt.

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling (nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr. (2013 pl)

År 2013

År 2014

TMU

Folkets Park

2.28.23.3

290

2.710

I alt

-

-

-

290

2.710

 

1.000 kr.

(2013 p/l)

2013   

2014   

Ialt

Ekstern rådgivning

 50

 

 50

Interne udgifter

 240

560 

800

Anlæg

 

2150

2150

I alt

 290

2.710 

3.000

 

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes i TMU og tages til efterretning i Økonomiudvalget, vil opgaven blive udbudt, og der vil blive indgået aftale med entreprenør. Anlægsarbejdet forventes afsluttet til efteråret 2014.



Claus Juhl                        Pernille Andersen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller overfor Teknik- og Miljøudvalget,

  1. at nærværende indstillings forslag til fysiske forbedringer af Folkets Park godkendes.


Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

    2.    at udvalget tager nærværende indstillings forslag til fysiske forbedringer af Folkets Park til efterretning.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 21. januar 2014

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Beslutning

Dagsordenspunkt 5: Fysiske tiltag i Folkets Park, dispositionsforslag

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. februar 2014

Indstillingen blev taget til efterretning med 11 stemmer imod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, V, F, O og I.

Imod stemte: C.

 


Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Radikale Venstre stemmer for med bemærkningen om, at Radikale Venstre håber, at de forelagte ændringer er tilstrækkelige til at gøre Folkets Park tryg og sikker igen. Den nuværende situation er langt fra bæredygtig og tilfredsstillende.”

Venstre og Dansk Folkeparti tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Til top