Mødedato: 04.02.2003, kl. 15:00

Styrkelse af Sundhedsforvaltningens Organisation

Styrkelse af Sundhedsforvaltningens Organisation

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 4. februar 2003


J.nr. ØU 32/2003

1. Styrkelse af Sundhedsforvaltningens Organisation

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler:

at forslaget til ny organisering af Sundhedsforvaltningen godkendes, jf. bilag 1 og 2.

at ændringerne i antallet af borgerindgange i Sundhedsforvaltningen, herunder SundBy-butikkerne, afventer nærmere analyse (jf. s. 5-6)

at samtlige udgifter til etablering af den nye organisation afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

at Sundhedsforvaltningen løbende orienterer Sundheds- og Omsorgsudvalget om gennemførelsen af den nye organisation og ved udgangen af 2003 afgiver en redegørelse herom til Borgerrepræsentationen.

Økonomiudvalgets beslutning den 4. februar 2003

F stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 1. og 2. at:

"1. og 2. at i indstillingen erstattes af

At der som udgangspunkt bør være den samme geografiske afgrænsning af underområder i alle forvaltninger i kommunen med henblik på at skabe de bedste muligheder for tværgående og helhedsorienteret koordinering af kommunens service over for den enkelte borger og hendes familie. Den geografiske afgrænsning bør ske ud fra en samlet vurdering af kommunens opgaver, ikke ud fra den enkelte forvaltnings aktuelle belastning med opgaver i de forskellige dele af kommunen.

At den endelige fastlæggelse af antal og afgrænsning af sundhedsforvaltningens underområder, herunder antallet af borgerindgange i Sundhedsforvaltningen, afventer nærmere analyse (jf. s. 5-6)".

Ø stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 3. at:

"Der tilføjes: , dog således at det ikke påvirker den direkte borgerrettede service".

Der blev stemt om ændringsforslaget fra F:

For stemte 4 medlemmer: F og Ø

Imod stemte 8 medlemmer: D, V, C, A, O og B

Ændringsforslaget blev således forkastet.

Der blev stemt om ændringsforslaget fra Ø:

For stemte 4 medlemmer: F og Ø

Imod stemte 8 medlemmer: D, V, C, A, O og B

Ændringsforslaget blev således forkastet.

Indstillingen blev herefter anbefalet.

 

Behandling: Til Borgerrepræsentationen.

RESUME

Sundhedsforvaltningens direktion har på baggrund af bl.a. lovgivning om frit valg, nuværende erfaringer samt borgernes og brugernes forventninger til Sundhedsforvaltningen udarbejdet et oplæg til gennemførelse af en organisationsændring.

Der foreslås etableret en koncernstruktur, hvor den borgerrettede drift på ældreområdet samles og forankres i 7 selvbærende lokalområder, og hvor hvert lokalområde organiseres efter bestiller-udførermodellen (BUM-modellen). Hvert lokalområde vil således bestå af et pensions-og omsorgskontor (P/O-kontor) og et ældrekontor med tilhørende udførerenheder.

De samlede udgifter i forbindelse med organisationsændringerne i Sundhedsforvaltningen forventes at være ca. 20 mio. kr. og afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

Forslaget til ny organisation af Sundhedsforvaltningen har været sendt i høring hos eksterne og interne interessenter. Der er modtaget i alt 42 høringssvar som er overvejende positive.

Forslaget til ny organisation af Sundhedsforvaltningen blev endvidere drøftet på mødet den 20. januar 2003 i Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling. Udvalget udtaler, at der for at sikre den bedste koordinering af kommunens borgerservice som udgangspunkt bør være den samme geografiske afgrænsning af underområder i alle forvaltninger. På den baggrund anbefaler udvalget, at den endelige fastlæggelse af antal og afgrænsning af Sundhedsforvaltningens underområder bør afvente den tværgående analyse af de enkelte forvaltningers borgerrettede funktioner, som er iværksat på baggrund af indkaldelsescirkulæret vedr. budget 2004.

På baggrund af udtalelsen fra Udvalget for Demokrati og Serviceudvikling anbefaler Økonomiforvaltningen, at forslaget til ny organisation af Sundhedsforvaltningen gennemføres for de dele, der vedrører administration.

 

Til top