Mødedato: 03.12.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Genberegnede gravstedsydelser for 2020

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 19. august 2019 takstbilaget for 2020. På det tidspunkt udestod genberegningen af ”Diverse gravstedsydelser”, som forelægges udvalget i denne indstilling.

Tidligere beslutninger

 

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at de genberegnede takster for diverse gravstedsydelser godkendes og indarbejdes i takstbilaget for 2020, idet de ikke var klar, da takstbilaget for 2020 blev behandlet den 19. august 2019.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring: 

Økonomiudvalget præciserer, at det samlede indtægtsniveau vedrørende takster for gravstedsydelser fastholdes som vedtaget i 2020 af Borgerrepræsentationen den 31. oktober 2019, og at sagen ikke har økonomiske konsekvenser for Københavns kommune.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme. 

Problemstilling

Borgerne har mulighed for at erhverve og få vedligeholdt forskellige former for kiste- og urnegrave på Københavns Kirkegårde. Takstområdet ”Kirkegårdsarealer Erhvervelse/vedligeholdelse af gravsteder” indeholder dels ti forskellige monopoliserede takster og dels ”Diverse gravstedsydelser”.

Historisk har disse ydelser ikke indgået enkeltvis i takstbilaget, men har blot været opsummeret som en samlet kategori. Som en del af arbejdet med det nye takstbilag for 2020 og den nye governance for takstområdet blev det besluttet at disse ydelser også enkeltvis burde indgå i takstbilaget. Derfor blev et arbejde igangsat med henblik på en genberegning samt forenkling af udbuddet af diverse gravstedsydelser. Dette arbejde kunne ikke færdiggøres inden Teknik- og Miljøudvalget blev forelagt indstillingen ”Godkendelse af takstbilag for 2020” den 19. august 2019, og forvaltningen lovede derfor udvalget, at disse ydelser ville blive forelagt i en særskilt sag i efteråret 2019.    

Løsning

”Diverse gravstedsydelser” er en samlet kategori for gravstedsydelser (ikke monopolydelser), som kan tilkøbes. Ydelserne tilbydes på markedsvilkår og med hjemmel i lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde § 12, stk. 1 og 2, hvor det fremgår, at kirkegårdens vedtægt skal indeholde takstbestemmelser vedrørende erhvervelse, fornyelse og vedligeholdelse af gravsteder.

Taksterne som prissætter ydelserne, er beregnet med udgangspunkt i den seneste overheadberegning, som også er anvendt på forvaltningens øvrige takster, samt på baggrund af anbefalingerne fra takstanalysen. Ydelserne er fastsat ud fra totalomkostningsprincippet, da der er tale om ydelser, som er, eller kan være, i konkurrence med private leverandører. Kommunen må ikke være konkurrence­forvridende i sin prissætning af sådanne ydelser, hvorfor alle omkostninger inkl. overhead skal indregnes i taksten. 

Prisen for en ydelse består dels af en takst og dels af det materiel og de materialer, der indgår i ydelsen. De genberegnede takster og et overblik over materialepriserne fremgår af tabel 1 nedenfor. I ydelserne indgår takster for renholdelse af forskellig karakter, og derudover forskellige typer af henholdsvis blomster- og granydelser.

Samlet set stiger flertallet af priserne på diverse gravstedsydelser en anelse i 2020. Det skyldes primært ændrede forudsætninger for takstberegningen på kirkegårdsområdet herunder indregningen af de fulde overheadomkostninger. For renholdelse af et urnegravsted betyder det en takststigning på 24 kr. (9,4 pct.), mens det for renholdelse af et kistegravsted betyder en takststigning på 31 kr. (5,3 pct.).  

Tabel 1. Takster 2020 – diverse gravstedsydelser

Takst

Kr.

Renholdelse af urnegravsted gældende for størrelse 0-2,9 m2

255

Renholdelse af kistegravsted 3,0 m2

585

Renholdelse tillæg pr ekstra m2 fra 3-12 m2

195

Renholdelse tillæg pr ekstra m2 fra 12 m2 og opad

97

Grundtakst Hækklipning kistegravsted 3 m2

138

Familiens eget træ (leje af træ på gravsted)

786

Blomsterydelser

11 - 306

Granydelser

86 – 1.506

Note: Blomsterydelser dækker over prisen for de enkelte blomster. Granydelser dækker over en række af forskellige granydelser såsom grandækning og granpyntning af varierende pris

Genberegningen af taksterne vil ikke have økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. De genberegnede takster vises som forventede indtægter i tabel 2 nedenfor. Der er tale om mange forskelligartede indtægter, som for overblikkets skyld er samlet i fire hovedkategorier i 2020 (1.a-1.d). Den største indtægtspost er ”Renholdelse af gravsteder” på forventede 5,6 mio. kr. Ydelserne under den sidste kategori ”Anlæg, beplantning og istandsættelse af gravsteder mm.” kan variere afhængigt af den konkrete opgave, som altid afregnes efter medgået tid og det materiel og de materialer, som er anvendt.

Indtægtsskønnet på dette område er forbundet med en vis usikkerhed. Dertil kommer at ydelserne i posten 1.b i tabel 2 afhænger af den tid og materiel, som indgår i den konkrete opgave, og derfor ikke kendes på forhånd.

Samlet set forventer vi færre indtægter i 2020 end i 2019 på 0,1 mio. kr. Det skyldes bl.a. at flere gravstedsydelser fremadrettet udgår, da forvaltningen vurderer at skulle anvende for store ressourcer på indkøb og administration. De udgåede ydelser består blandt andet af særlige gran- og juledekorationer, særlige perlesten og granitmix på gravpladsen, diverse blomsterbuketter samt granydelser på en bestemt dato. De samlede indtægter i 2020 vurderes således reduceret til 9,3 mio. kr. på trods af stigende takster svarende til den forventede indtægt i det takstbilag, som blev forelagt Teknik- og Miljøudvalget den 19. august 2019.

Tabel 2. Takstbilag 2020 - diverse gravstedsydelser

 

Forventede indtægter (mio. kr.)

2018

2019

2020

1.

Renholdelse, årstidens blomster, granpålægning, beplantning, anlæg*

9,2

9,4

 

1.a

Renholdelse af gravsteder*

-

-

5,6

1.b

Anlæg, beplantning og istandsættelse af gravsteder mm.*

-

-

1,6

1.c

Granydelser *

-

-

1,6

1.d

Blomster (Forår, sommer og efterår) *

-

-

0,5

Total

Samlet indtægt fra ovenstående takster

9,2

9,4

9,3

*Taksterne tillægges 25 pct. moms.

Note: Anlæg, beplantning og istandsættelse af gravsteder mm. afregnes efter medgået tid samt materiel og materiale som indgår i den konkrete opgave.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil gravstedsydelserne blive indarbejdet i takstbilaget for 2020.

 

Søren Wille

                                            /Anna Schou Johansen

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at de genberegnede takster for diverse gravstedsydelser godkendes og indarbejdes i takstbilaget for 2020, idet de ikke var klar, da takstbilaget for 2020 blev behandlet den 19. august 2019.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 18. november 2019

 

Indstillingen med det tekniske ændringsforslag blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Se det tekniske ændringsforslag i bilag 2.

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 03. december 2019

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top