Overdragelse af transmissionsudstyr m.v. til Københavns Energi
Overdragelse af transmissionsudstyr m.v. til Københavns Energi
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 3. december 2002
J.nr. ØU 317/2002
3. Overdragelse af transmissionsudstyr m.v. til Københavns Energi
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
- ejerskabet til det i indstillingen nævnte transmissions- og tilslutningsudstyr overdrages til KE Tele A/S pr. 1. januar 2002 på de i indstillingen beskrevne vilkår og til en samlet pris på 6.591.189 kr. Indtægten for overdragelsen tilføres Økonomiudvalgets konto 8.05.5 (kassen)
- den udarbejdede driftsaftale mellem KE Tele A/S og Københavns Kommune vedrørende det fremtidige forhold mellem parterne tiltrædes, jf. de principper der fremgår af nærværende indstilling
- der til budget 2002 gives en tillægsbevilling på i alt 4.413.546 kr., der fordeles til Økonomiudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Bygge- og Teknikudvalget samt Miljø- og Forsyningsudvalget som anført i denne indstilling. Tillægsbevillingen i 2002 finansieres af Økonomiudvalgets konto 8.05.5 (kassen), med finansiering fra indtægten fra overdragelsen af transmissionsudstyret m.v.
- der til budget 2003 gives en tillægsbevilling på i alt 4.413.546 kr., der fordeles til Økonomiudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Bygge- og Teknikudvalget samt Miljø- og Forsyningsudvalget som anført i denne indstilling. Af den samlede tillægsbevilling i 2003 finansieres de 2.177.643 kr. af Økonomiudvalgets konto 8.05.5 (kassen), med finansiering fra indtægten fra overdragelsen af transmissionsudstyret m.v., mens den resterende del på 2.235.903 kr. finansieres af Økonomiudvalgets pulje til uforudsete udgifter, konto 6.51.3
RESUME
Med denne indstilling foreslås diverse tilslutnings- og transmissionsudstyr overdraget til KE Tele A/S. Den samlede værdi af de overdragne aktiver er opgjort til i alt 6.591.189 kr.
Udover overdragelsesaftalen er der ligeledes udarbejdet en driftsaftale, der regulerer forholdet mellem Københavns Kommune og KE Tele A/S som leverandør af netværksforbindelser til Kommunen. Efter den nye driftsaftale betales udgifterne til KomNettet efter hvilke ydelser den enkelte forvaltning modtager, således at de enkelte brugeres betaling står i et reelt forhold til behov og krav til ydelseskapacitet.
Endelig indeholder den nye driftsaftale en række klare kvalitetsforbedringer i forhold til tidligere, blandt andet med hensyn til at der i den foreslåede driftsaftale med Københavns Kommune er indeholdt en kvalitetsgaranti, samt en teknologisk fremtidssikring af det centrale kommunikationsnet. Således forpligter KE Tele A/S sig i den nye driftsaftale til at foretage kvalitetsmålinger og dokumentere disse i kvartalsmæssige statusrapporter, samt at sikre de aftalte kvalitetsgarantier. I tilfælde at de aftalte kvalitetsgarantier ikke overholdes, pålægges KE Tele A/S en bodsforpligtelse overfor Københavns Kommune.
Den nye driftsaftale medfører, at kommunens samlede omkostningsniveau til driften af KomNettet vil vokse med ca. 4,4 mill. kr. årligt, hvilket bl.a. skyldes de nye kvalitetskrav, der ligger i driftsaftalen. Aftalen udløber den 31. december 2004
Miljø- og Forsyningsforvaltningens og Økonomiforvaltningens oprindelige udkast til indstilling vedrørende overdragelse af transmissionsudstyr m.v. til Københavns Energi har været sendt til høring i samtlige forvaltninger og efterfølgende i samtlige udvalg, da indstillingen har budgetmæssige konsekvenser for samtlige kommunens 7 udvalg.
Udvalgenes høringssvar vedlægges som bilag 3.
På baggrund af udvalgenes høringssvar har Økonomiforvaltningen udarbejdet nærværende reviderede indstilling, der indstilles til godkendelse. Ændringerne i indstillingen vedrører den foreslåede kompensation af udvalgenes budgetter. Af sagsbeskrivelsen fremgår på hvilke områder indstillingen er revideret i forhold til høringsudgaven.
Hovedformålet med at overdrage kommunens tilslutnings- og transmissionsudstyr til KE Tele A/S, samt at indgå en driftsaftale der regulerer det fremtidige forhold mellem KE Tele A/S og Kommunen, er at sikre en samlet og koordineret drift og vedligeholdelse af IT-infrastrukturen i KomNettet.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
I forbindelse med selskabsdannelsen og den regnskabsmæssige udskillelse af Københavns Energi (KE), er en række kommunale aktiver blevet overdraget til KE. Det drejer sig fx om grunde, bygninger og materiel.
Af indstillingen om udskillelse af Københavns Energi fra maj 2000 (BR 218/2000) fremgår, at der i forlængelse af udskillelsen vil blive indgået en aftale mellem Københavns Kommune og KE omkring overdragelse af forskelligt transmissions- og tilslutningsudstyr, der anvendes i forbindelse med brugen af Københavns Kommunes interne kommunikationsnet - det såkaldte KomNet.
Selve KomNettet udgøres dels af fiberkabler, der siden 1985 er nedgravet samtidig med udbygningen af energiforsyningen og i forbindelse med KE's lægning af elkabler og varmeledninger, dels på tilslutnings- og transmissionsudstyr, som kommunen har anskaffet for at kunne anvende KomNettet til datatransmission.
Fiberkablerne er nødvendige for en sikker drift af energiforsyningen og er finansieret af el- og varmeforbrugerne over el- og varmepriserne. Ejerskabet til fiberkablerne berøres ikke af denne indstilling, idet ejerskabet forbliver hos KE Forsyning, der fortsat er en del af den kommunale forvaltning.
I "enderne" på fiberkablerne er installeret diverse tilslutnings- og transmissionsudstyr, for at kommunens forvaltninger og institutioner har kunnet anvende KomNettet til tale- og datatransmission. I forbindelse med anvendelsen af KomNettet til transport af taletelefoni mellem kommunens omstillingsborde og den af kommunen valgte teleoperatør Orange skal det bemærkes, at nærværende indstilling udelukkende vedrører datatransmission og derfor ikke har konsekvenser for principperne for den interne telefoni i kommunen, der fortsat vil være dækket af forvaltningernes betaling.
En del af tilslutnings- og transmissionsudstyret er finansieret af kommunens skattefinansierede forvaltninger og blevet drevet og vedligeholdt af KE gennem en årlig aftale med den såkaldte "KomNet brugergruppe", hvor alle forvaltninger har været repræsenteret sammen med Hovedstadens Sygehusfællesskab, Elkraft Transmission og Energi E2.
Det er dette tilslutnings- og transmissionsudstyr, der med denne indstilling mod betaling foreslås overdraget til KE Tele A/S. I den forbindelse er der udarbejdet en overdragelsesaftale (vedlagt som Bilag 1), hvori de præcise betingelser for overdragelsen fastlægges.
Der er herudover udarbejdet en driftsaftale (vedlagt som Bilag 2) vedrørende netværksforbindelser mellem Københavns Kommune og KE Tele A/S. Driftsaftalen regulerer forholdet mellem Københavns Kommune og KE Tele A/S som leverandør af netværksforbindelser til Kommunen.
I denne indstilling redegøres for indholdet i de to aftaler, som Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens godkendelse, ligesom der redegøres for aftalernes budgetmæssige konsekvenser for udvalgene.
Formål med overdragelsen af KomNet til KE Tele A/S
Københavns Energi skal foretage en opdeling af eksisterende aktiviteter i henhold til gældende lovgivning. Elforsyningsloven pålægger Københavns Energi at udskille sideordnede aktiviteter i en separat juridisk enhed, og på den baggrund besluttede Borgerrepræsentationen i maj 2000 (BR 218/2000) at placere teleaktiviteterne i selskabet KE Partner A/S.
I forbindelse med sammenlægningen mellem Københavns Energi og Københavns Vand (BR 84/01) besluttede Borgerrepræsentationen den 1. marts 2001 at opdele KE Partner i to selskaber med en opdeling af teleydelser og entreprenøraktiviteter. Den 1. september 2001 stiftedes selskabet KE Tele A/S med følgende formål:
"Selskabets formål er på kommercielle vilkår at drive virksomhed, herunder telekommunikationsvirksomhed, i tilknytning til produktion, transport, handel og levering af energi."
KE Partner A/S fokuserer på entreprenørvirksomhed, mens KE Tele A/S fokuserer på telekommunikationsvirksomhed og fortsætte den fremtidige drift og vedligeholdelse af KomNettet, samt varetage de anlægsprojekter, som måtte blive iværksat. Grundet overdragelsen af Telekommunikationsaktiviteterne fra KE Partner A/S til KE Tele A/S vil overdragelses- og driftsaftalen blive indgået med KE Tele A/S som endelig aftaleholder.
KE's advokat har ydet juridisk bistand i forbindelse med etableringen af KE Tele A/S og har i den forbindelse vurderet hjemmelsgrundlaget og de konkurrenceretlige aspekter. Konklusionen i den juridiske vurdering er, at der er hjemmel til aktiviteterne, og at aktiviteterne ikke strider mod konkurrenceloven.
KE Tele A/S' største kunde er Københavns Kommune, idet selskabet driver det kommunale net KomNet, der har ca. 1.300 tilslutninger og over 40.000 brugere. Ved at overdrage transmissionsudstyret m.v. til KE Tele A/S er det målet at skabe betingelserne for, at KE Tele A/S gennem en fokuseret indsats kan tilbyde de eksisterende kunder af KomNettet en tidssvarende IT-infrastruktur på markedslignende vilkår.
Hovedformålet med at overdrage kommunens tilslutnings- og transmissionsudstyr til KE Tele A/S, samt at indgå en driftsaftale der regulerer det fremtidige forhold mellem KE Tele A/S og Kommunen, er således at sikre en samlet og koordineret drift og vedligeholdelse af IT-infrastrukturen i KomNettet.
Hertil kommer, at det har været et ønske blandt KomNettets brugere om at etablere et mere formelt aftalegrundlag for modernisering og udbygning af IT-infrastruktur og netværk.
Overdragelsen af aktiverne samt etableringen af et formelt kunde-leverandør-forhold vil sikre følgende for brugerne af KomNet:
- en klar opgave-, ansvars- og kompetencefordeling mellem leverandør og kunde
- en samlet og koordineret drift og vedligeholdelse af IT-infrastrukturen
- at ydelserne leveres til markedsmæssige priser
- at betalingen overgår til at blive ydelsesbaseret og dermed nemmere at sammenligne med markedsprisen
- at få adgang til at anskaffe ydelser i takt med det aktuelle behov
- at få adgang til en service- og kvalitetsgaranti for de efterspurgte ydelser
I forbindelse med aftaleindgåelsen har det endvidere været et ønske at ændre afregningsopgørelsen, således at betalingen for den enkelte bruger i langt højere grad bliver bestemt af de modtagne ydelser, og hvor brugernes betaling står i et reelt forhold til behov og krav til ydelseskapacitet. Det samlede omkostningsniveau for Kommunens anvendelse af KomNettet er med den nye aftale reguleret for det højere kvalitetsniveau i den nye driftsaftale.
Den fremtidige betaling for ydelserne i KomNettets kommunikationslinier er ifølge driftsaftalen prissat til en samlet betaling på 10.738.810 kr. for 2002. Priserne er baseret på Holm & Bertrams markedspriser fratrukket 70%, hvilket sikrer Københavns Kommune en markedsrigtig pris, der også efterfølgende vil kunne anvendes som grundlag for eksempelvis et udbud eller lignende.
Den for Københavns Kommune angivne merbetaling kan opgøres som en betaling for:
1. at en kvalitetsgaranti indføres.
2. at KE Tele A/S overtager en mængde transmissionsudstyr m.v. og dermed også omkostningen til udfasning af forældet udstyr.
3. at der kan ske en teknologisk fremtidssikring af det centrale kommunikationsnet.
Værdien af de overdragne aktiver
Med den udarbejdede aftale overdrages ovennævnte transmissions- og tilslutningsudstyr som Københavns Kommune har finansieret for at forbinde kommunale lokationer til KomNettet til KE Tele A/S. Hovedelementerne i aftalen er:
- Alt udstyr overtages per 1/1 2002 til en fast aftalt pris på 6.591.189 kr.
- Der følger ingen garantier eller forpligtigelser med ved overdragelsen.
- Der indgås en samlet aftale.
I forbindelse med udarbejdelsen af overdragelsesaftalen er det opgjort hvilke dele af transmissions- og tilslutningsudstyret (det såkaldte Backbone og Access udstyr) i KomNettet, der er finansieret af Københavns Kommune.
Følgende aktiver er finansieret af Københavns Kommune og foreslås overdraget til Københavns Energi:
- 24 stk. IBM 2220
- 24 stk. Nokia SDH
- 104 stk. DiaMux 10
- 85 stk. DiaMux 20
- 33 stk. DiaMux 500
- 370 stk. RAD tabeltop
- 387 stk. RAD ASMI-50
- 49 stk. RAD LRS-rack
- 31 stk. RAD HTU
- 2 stk. parabol
I forbindelse med værdiansættelsen af udstyret er følgende principper anvendt:
- Backbone aktiver afskrives lineært over 5 år ud fra anskaffelsespris.
- Access aktiver afskrives lineært over 3 år ud fra anskaffelsespris.
- Fiber brugsret afskrives lineært over 15 år ud fra anskaffelsespris.
- Aktiver opgøres med anskaffelsespris per år i backbone og access udstyr og fiberkabler.
- Udstyr i drift har mindst en værdi svarende til 5% af anskaffelsesprisen.
Ud over ovenstående principper, har KE Tele A/S tillagt goodwill og viden opnået i KomNettet samarbejdet en vis værdi. På baggrund af disse principper er den samlede værdi af de overdragne aktiver opgjort til i alt 6.591.189 kr.
Samlet muliggør overdragelsesaftalen, at de årlige kommunale merudgifter som følge af den nye driftsaftale delvist kan finansieres gennem indtægten fra overdragelsen
Indtægten fra overdragelsen af Københavns Kommunes tilslutnings- og transmissionsudstyr anbefales placeret i Kommunens kasse. Indtægten vil kunne finansiere de merudgifter til KomNettet, som forvaltningerne vil have i 2002, ligesom de vil kunne finansiere ca. halvdelen af forvaltningernes merudgifter i 2003.
Merudgifterne skyldes dels at den nye driftsaftale medfører en række kvalitetsforbedringer i forhold til tidligere, herunder blandt andet en kvalitetsgaranti samt en forpligtelse for KE Tele A/S til at følge op på den garanti ved at foretage kvalitetsmålinger og dokumentere disse i kvartalsmæssige statusrapporter. I tilfælde at de aftalte kvalitetsgarantier ikke overholdes, er KE Tele A/S pålagt en bodforpligtelse overfor Københavns Kommune.
Cirka halvdelen kommunens samlede merudgift til KomNettet kan henføres til de nye kvalitetsgarantier. Den resterende del af kommunens merudgift til Komnettet skyldes bl.a., at KE Tele A/S foretager afskrivninger på det udstyr, der overtages fra Kommunen, samt at KE Tele A/S fremover bærer omkostningen til at udfase og erstatte utidssvarende udstyr. Herudover sikres med aftalen, at der sker en teknologisk fremtidssikring af det centrale kommunikationsnet.
Med den foreslåede budgetmæssige regulering af udvalgenes budgetter vil forvaltningernes merudgifter som følge af KE Tele A/S' afskrivninger blive fuldt ud kompenseret, mens det som udgangspunkt er det enkelte udvalg, der finansierer det højere kvalitetsniveau, der følger af den nye driftsaftale.
Da udvalgene imidlertid ikke har haft mulighed for at indarbejde merudgifterne i 2003 i budgettet for 2003, indstiller Økonomiforvaltningen, at samtlige udvalgenes merudgifter til KomNettet i 2003 kompenseres.
Ved aftalens udløb den 31. december 2004 vil aftalen med KE Tele A/S skulle genforhandles. Alternativt kan brugerne af KomNettet efter en udbudsforretning vælge en anden leverandør af netværksforbindelser. Af den grund – samt det forhold at de enkelte brugere af KomNettet kan efterspørge nye eller flere netværksydelser - er det ikke muligt præcist at estimere udgifterne i 2005 og frem. Med den teknologiske udvikling på telekommunikationsmarkedet må det dog forventes, at prisen for den samme ydelse i 2005 vil være lavere end prisen i dag.
Driftsaftalens principper for fremtidige benyttelse af KomNettet mellem KE Tele A/S og Københavns Kommune
De af brugerne anvendte ydelser i KomNettet er fordelt på mere end 1.300 linier som bl.a. dækker over kapacitet og lejede linietjenester. Desuden indgår en 24 timers vagtordning for drift og vedligehold, statusmøder, anlægsmøder, fejlretningsmøder med tilhørende rapportering og kvalitetsgaranti.
- Der indgås en drifts- og vedligeholdelsesaftale for 3 år startende per 1/1 2002
- Aftalen indeholder ydelser, priser, serviceniveau (SLA), samarbejdsform m.v. Der angives vilkår for opgradering, nyanlæg og projekter.
- Der indgås en separat aftale med hver kunde type gruppe som har fælles kvalitetskrav, dvs. Københavns Kommune, Hovedstadens Sygehusfællesskab, E2 og Københavns Energi.
I aftalen angives bl.a. KE Tele A/S forpligtelse til at stille de angivne netværksforbindelser til rådighed for Københavns Kommune på nærmere bestemte vilkår.
Oversigt over ydelser indeholdt i driftsaftalen:
- Transmissionskapacitet 2M, 34M, 45M, 155M og 622M
- Accesslinier, lejede linier med 128K til 1948K.
- Vagtordning og overvågning
- Vedligehold og opgraderinger
- Serviceydelser
- Projektarbejde
KE Tele A/S er forpligtet til at levere de nærmere specificerede båndbredder, svartider og driftseffektivitet samt forpligtede til at overholde Københavns Kommunes til enhver tid gældende IT-sikkerhedsbestemmelser samt at tilse at netværksforbindelserne til enhver tid er på tilfredsstillende niveau, herunder opstille det udstyr, som måtte være nødvendigt for at levere de aftalte ydelser samt rapportere på det ydede serviceniveau.
Københavns Kommunes forpligtelser vedrører bl.a. fremskaffelse af relevant materiale og dokumentation, indrapportering af konstaterede driftsproblemer m.v.
Herudover indeholder aftalen forhold vedrørende kvalitet, samarbejde, priser m.v. samt misligholdelsesbeføjelser, håndtering af tvister m.v.
Aftaleparternes gensidige forpligtelser samt øvrige forhold vedrørende priser, kvalitet, serviceniveau osv. fremgår af den i bilag 2 vedlagte driftsaftale. Driftsaftalen mellem Københavns Kommune og KE Tele A/S starter per 1/1 2002 og løber i 3 år, hvor aftalen er uopsigelig fra begge parter.
Herefter fortsætter aftalen med en opsigelsesperiode, indtil den opsiges af en af parterne. Der kan i aftalens løbetid reguleres på antal af ydelser, ligesom der kan substitueres med andre produkter fra KE Tele A/S.
I driftsaftalens bilag 1, er angivet en oversigt over antallet af forbindelser til de enkelte institutioner, ligesom der er angivet en detaljeret oversigt over de enkelte forbindelser. Detaljeringsgraden i bilag 1, kan udviddes, idet alle oplysninger er indeholdt i en kredsløbsdatabase hos KE Tele A/S. I denne database er bl.a. oplysninger omkring, hvilke adresser som forbindes. KE Tele A/S vil løbende opdatere bilag 1 på de aftalte statusmøder, såfremt der måtte være relevante oplysninger som ikke som udgangspunkt er indeholdt, men til stede i kredsløbsdatabasen.
I driftsaftalens Bilag 2 angives de enkelte ydelser som produkter med tilhørende specifikationer og grunddata. I driftsaftalens Bilag 3 angives den aftalte kvalitetsgaranti, med tilhørende specifikation af forpligtelser, service mål, rapportering, support, fakturering og bod. Der er i dette bilag også beskrevet den samarbejdsform som skal anvendes, samt de prioriteringer som skal foretages.
I driftsaftalens Bilag 4 angives specifikation på lokaler hos Kommunen.
Overdragelsesaftalen mellem Københavns Kommune og KE Tele A/S fastsætter overdragelsesdagen til 1/1 2002. I overdragelsesaftalens Bilag 1 angives transmissionsudstyret og i aftalens Bilag 2 angives fiberstrækningerne.
Det skal bemærkes at transmissionsudstyret og fiberstrækningerne anvendes til at producere de ydelser som er angivet i driftaftalen, og at sammenhængen mellem udstyr, fiber og ydelser er angivet i kredsløbsdatabasen.
Budgetmæssige konsekvenser af overdragelsen samt den nye driftsaftale
Indgåelse af den nye driftsaftale har betydning for den ydelse de kommunale brugere af KomNettet vil skulle betale i 2002, 2003 og 2004. I forbindelse med aftaleindgåelsen har det været et mål at ændre den afregningsopgørelse, der har ligget til grund for forvaltningernes hidtidige bidrag til KomNettet. Med den nye aftale betales udgifterne til Komnettet efter hvilke ydelser den enkelte forvaltning modtager.
Fremover vil de enkelte brugeres betaling stå i et reelt forhold til behov og krav til ydelseskapacitet. For samtlige udvalg vil den nye afregningsnøgle medføre merudgifter til driften ifht. betalingen i 2001.
Kommunens samlede omkostningsniveau til driften af KomNettet vil vokse med ca. 4,4 mill. kr., hvilket bl.a. skyldes de nye kvalitetskrav, der ligger i driftsaftalen.
Således indeholder den nye driftsaftale en række klare kvalitetsforbedringer i forhold til tidligere, blandt andet i form af en kvalitetsgaranti. Således forpligter KE Tele A/S sig i den nye driftsaftale til at foretage kvalitetsmålinger og dokumentere disse i kvartalsmæssige statusrapporter, samt at sikre de aftalte kvalitetsgarantier. I tilfælde at de aftalte kvalitetsgarantier ikke overholdes, er KE Tele A/S pålagt en bodforpligtelse overfor Københavns Kommune.
Cirka halvdelen kommunens samlede merudgift til KomNettet kan henføres til de nye kvalitetsgarantier. Den resterende del af kommunens merudgift til Komnettet skyldes bl.a., at KE Tele A/S foretager afskrivninger på det udstyr som overtages fra Kommunen, samt at KE Tele A/S fremover bærer omkostningen til at udfase og erstatte utidssvarende udstyr. Herudover sikres med aftalen, at der sker en teknologisk fremtidssikring af det centrale kommunikationsnet.
Med den foreslåede budgetmæssige regulering af budgetter vil forvaltningernes merudgifter som følge af KE Tele A/S' afskrivninger blive fuldt ud kompenseret.
Miljø- og Forsyningsforvaltningens og Økonomiforvaltningens oprindelige udkast til indstilling vedrørende overdragelse af transmissionsudstyr m.v. til Københavns Energi har været sendt til høring i samtlige forvaltninger og efterfølgende i samtlige udvalg, da indstillingen har budgetmæssige konsekvenser for samtlige kommunens 7 udvalg.
Udvalgenes høringssvar vedlægges som bilag 3
Som eneste forvaltning har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anbefalet overfor Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at det i høringssvaret tilkendegives, at udvalget på det foreliggende grundlag ikke kan anbefale en overdragelse af transmissionsudstyret til KE Tele A/S. Baggrunden er, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er af den opfattelse, at de spørgsmål forvaltningen stillede i forbindelse med den administrative høring af indstillingen ikke er besvaret. Spørgsmålene vedrørte bl.a. en præcisering af kabelforbindelser og –numre. Som svar herpå kan anføres, at der som tidligere nævnt i driftsaftalens bilag 1 er angivet en oversigt over antallet af forbindelser til de enkelte institutioner, ligesom der er angivet en detaljeret oversigt over de enkelte forbindelser. Detaljeringsgraden i bilag 1, kan udviddes, idet alle oplysninger er indeholdt i en kredsløbsdatabase hos KE Tele A/S. I denne database er bl.a. opl ysninger omkring, hvilke adresser som forbindes. KE Tele A/S vil løbende opdatere bilag 1 på de aftalte statusmøder.
I høringssvarene fra de øvrige udvalg er det overvejende den oprindeligt foreslåede kompensationsmodel der kommenteres. På baggrund af udvalgenes høringssvar har Økonomiforvaltningen udarbejdet nærværende reviderede indstilling, der indstilles til godkendelse.
I forbindelse med udvalgshøringen af det oprindelige udkast til indstilling vedr. overdragelse af transmissionsudstyr, har flere forvaltninger tilkendegivet, at det oprindelige beregningsgrundlag, der lå til grund for fordelingen af udgifterne i 2002-2004 var misvisende, idet forvaltningernes udgifter til direkte anskaffelser var indregnet i de opgjorte betalinger fra forvaltningerne i 2001, mens den foreslåede kompensation alene dækkede merudgifterne til drift, jf. den indgåede driftsaftale.
Økonomiforvaltningen er enige i, at både forvaltningernes drifts- investeringsudgifter til KomNettet lå til grund for den oprindeligt foreslåede kompensation. På den baggrund foreslår Økonomiforvaltningen nu, at der i stedet anvendes følgende model for kompensering af forvaltningernes merudgifter til KomNettet:
- Ved sammenligning af forvaltningernes bidrag til KomNettet i henholdsvis 2001(under den gamle kontrakt) og 2002-2004 (under den nye kontrakt) er det alene forvaltningernes driftsudgifter der anvendes. Således holdes alle anskaffelser/investeringer aftalt bilateralt mellem den enkelte forvaltning og KE Tele A/S ude af beregningerne.
- Indtægten fra overdragelsesaftalen på 6.591.189 kr. anvendes fortsat til at kompensere udvalgenes merudgifter. Herudover indstiller Økonomiforvaltningen, at yderligere 2.235.903 kr. af udvalgenes merudgifter i 2003 kompenseres, med finansiering fra Økonomiudvalgets pulje til uforudsete udgifter, konto 6.51.3.
Kompensationen foreslås fordelt til udvalgene efter følgende model:
- I 2002 kompenseres forskellen mellem forvaltningernes driftsudgifter i 2001 og 2002 med 100% - en samlet kompensation til forvaltningerne på ca. 4,4 mill. kr.
- I 2003 kompenseres forskellen mellem forvaltningernes driftsudgifter i 2001 og 2003 ligeledes med 100% - en samlet kompensation til forvaltningerne på ca. 4,4 mill. kr.
- I 2004 kompenseres forskellen mellem forvaltningernes driftsudgifter i 2001 og 2004 ikke.
Baggrunden for den foreslåede model er, at der på den måde tages højde for de i høringsrunden rejste argumenter om, at der i den tidligere foreslåede kompensationsmodel blev taget udgangspunkt i forvaltningernes samlede betaling til KE Tele (drift + anskaffelser), men at kompensationen udelukkende var beregnet i forhold til den nye aftale, der af flere forvaltninger alene betragtes som en driftsaftale, om end der implicit også er indeholdt investeringer til bl.a. opgradering fra KE Tele A/S i det samlede netværk.
I den oprindelige foreslåede model blev forvaltningernes merudgifter som følge af den nye driftsaftale kompenseret fuldt ud i de tre år kontrakten gælder, idet der som tidligere nævnt dog kunne rejses tvivl om beregningsgrundlaget. I den kompensationsmodel der nu indstilles til godkendelse, vil forvaltningerne få fuld kompensation for merudgifterne i 2002 og 2003 mens der ikke gives kompensation for merudgifterne i 2004.
Tanken bag den nye kompensationsmodel er, udvalgenes budgetter kompenseres fuldt ud for den effekt det har, at KE Tele A/S i den nye aftale har indregnet afskrivninger på det overdragede transmissionsudstyr i prisfastsættelsen, mens udvalgene som udgangspunkt ikke kompenseres for den del af merudgifterne der skyldes, at forvaltningerne med den nye aftale vil sikres et kvalitativt bedre produkt.
Når Økonomiforvaltningen alligevel indstiller, at forvaltningernes merudgifter til driften af KomNettet også i 2003 kompenseres fuldt ud, skyldes det, at forvaltningerne ikke har haft mulighed at tage højde for merudgifterne i budgetlægningen for 2003.
Oversigt over den enkelte forvaltnings udgifter i 2001 og 2002
Driftsudgifter til KomNettet i 2001 |
Betaling tilKomNet i 2002 |
Merudgift i 2002 ifht. 2001 |
|
Økonomiforvaltningen |
3.636.368 |
5.921.750 |
2.285.382 |
Kultur- og Fritidsforvaltningen |
495.616 |
921.580 |
465.964 |
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen |
610.960 |
1.119.790 |
508.830 |
Sundhedsforvaltningen |
272.976 |
686.610 |
413.634 |
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen |
721.056 |
1.033.830 |
335.286 |
Bygge- og Teknikforvaltningen |
100.736 |
144.420 |
43.684 |
Miljø- og Forsyningsforvaltningen |
487.552 |
910.830 |
423.278 |
I alt |
6.325.264 |
10.738.810 |
4.413.546 |
Note 1) : De udgifter der i 2001 blev afholdt af bydelene er fordelt på de forvaltninger, der har overtaget de adresser, hvor det pågældende udstyr er placeret.
Det indstilles, at de enkelte udvalgs budgetter i 2002 reguleres for forskellen mellem betalingen efter den hidtidige fordelingsnøgle i 2001 og den nye ydelsesbaserede nøgle, idet den enkelte forvaltnings ydelser fra KomNettet som udgangspunkt vil blive uændrede. Dog kan der i forbindelse med indgåelse af driftsaftalen forventes et generelt løft i kvaliteten af netværksydelserne, ligesom den nye betaling inkluderer modernisering og højere båndbredde i netværket.
Med den indgåede aftale er forvaltningerne forpligtet til at betale det aftalte beløb i aftalens løbetid. Dog er det således, at den indgåede aftale åbner mulighed for en justering af beløbet såfremt der sker en væsentlig op- eller nedskalering af den efterspurgte ydelse.
Udover de betalinger der fremgår af ovenstående skema, er der fortsat afsat en pulje i Økonomiforvaltningen til fælles kommunikations- og netværksaktiviteter. I henhold til Borgerrepræsentationens vedtagelse af en ny intern betalingsmodel for IT-ydelser i Københavns Kommune (BR 336/2000) finansieres disse puljemidler via den tilslutningsafgift, som opkræves på alle opkoblede pc'ere.
Formålet med puljen er at finansiere netværksaktiviteter af fælles karakter såsom opgradering af kommunens højhastighedsnetværk, implementering af fælles sikkerhedsløsninger på netværket, samt andre afledte krav til netværket m.v.
ØKONOMI
Indtægten på 6.591.189 kr. fra overdragelsen af Kommunens tilslutnings- og transmissionsudstyr til KE Tele A/S anbefales placeret under Økonomiudvalget, Konto 8.05.5 (kassen).
Nærværende indstilling giver anledning til følgende reguleringer af udvalgenes budgetter:
Tillægsbevillinger til budget 2002 og 2003 samt rammekorrektioner 2004-2005:
(Alle ændringer er i forhold til det vedtagne budget for 2002) |
Tillægsbevilling i 2002 (100% kompensation) |
Tillægsbevilling i 2003 (1000% kompensation) |
Budget-ændring i 2004 (0% kompensation) |
Økonomiudvalget (konto 6.51.1) |
2.285.382 |
2.285.382 |
0 |
Kultur- og Fritidsudvalget (konto 6.51.1) |
425.964 |
425.964 |
0 |
Uddannelses- og Ungdomsudvalget (konto 6.51.1) |
508.830 |
508.830 |
0 |
Sundheds- og Omsorgsudvalget (konto 6.51.1) |
413.634 |
413.634 |
0 |
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget (konto 6.51.1) |
312.774 |
312.774 |
0 |
Bygge- og Teknikudvalget (konto 6.51.1) |
43.684 |
43.684 |
0 |
Miljø- og Forsyningsudvalget (konto 1.02.1.) |
423.278 |
423.278 |
0 |
I alt |
4.413.546 |
4.413.546 |
0 |
For de samlede tillægsbevillinger i 2002 og 2003 på i alt 8.827.092 kr. anvises der dækning for de 6.591.189 kr. på Økonomiudvalgets konto 8.05.5 (kassen), med finansiering fra indtægten fra overdragelsen af transmissionsudstyret m.v., samt for de resterende 2.235.903 kr. på Økonomiudvalgets pulje til uforudsete udgifter, konto 6.51.3
Overdragelsen af KomNettet samt indgåelse af den nye driftsaftale medfører, at der sker en fuld kompensation af forvaltningernes merudgifter til driften af KomNettet i 2002 og 2003. Den fulde kompensation af forvaltningernes merudgifter til driften af KomNettet i 2003 skyldes, at der forvaltningerne ikke har haft mulighed at tage højde for merudgifterne i budgetlægningen for 2003.
MILJØVURDERING
Det vurderes, at der ikke er væsentlige miljømæssige konsekvenser forbundet med forslaget.
HØRING
Nærværende indstilling har været til høring i samtlige forvaltninger og udvalg. Enkelte forvaltninger påviste i den administrative høring uoverensstemmelser i forhold til de opgjorte betalinger til KomNettet i 2001 og de i indstillingen oprindeligt angivne beløb. På baggrund af en nærmere gennemgang af forvaltningernes tilkendegivelser er der i indstillingen efterfølgende blevet foretaget enkelte rettelser.
Udvalgenes høringssvar vedlægges som bilag 3. Høringssvarene har givet anledning til, at Økonomiforvaltningen foreslår at principperne for kompensation af forvaltningerne ændres, jf. ovenfor beskrevne model
BILAG
Bilag 1: Overdragelsesaftale
Bilag 2: Driftsaftale inkl. bilag 0 - 4
Bilag 3: Høringssvar fra udvalgene (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning eftersendes)
Erik Jacobsen
/Bjarne Winge