Mødedato: 03.11.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Udviklingsselskabet By & Havn I/S - halvårsrapport 2015

Se alle bilag
Udviklingsselskabet By & Havn I/S har fremsendt selskabets halvårsrapport 2015 til interessentskabets (ejernes) orientering.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
  1. at halvårsrapporten for 2015 for Udviklingsselskabet By & Havn I/S tages til efterretning.

Problemstilling

Udviklingsselskabet By & Havn I/S (herefter benævnt By & Havn) ejes af Københavns Kommune med 95 % og staten med 5 %.

Selskabets formål er på et forretningsmæssigt grundlag at udvikle arealerne i Ørestad og Københavns Havn samt forestå havnedriften i Københavns Havn med henblik på størst mulig værdiskabelse og afvikling af de i selskabet placerede gældsforpligtelser.

I forbindelse med selskabets igangværende arbejde med udarbejdelse af forretningsstrategi for 2016-2019 er selskabets ejendomsportefølje blevet eksternt vurderet, og værdireguleringerne er indarbejdet i halvårsrapporten for 2015.

Løsning

Halvårsrapporten, jf. bilag 1, blev godkendt af By & Havns bestyrelse den 26. august 2015.

En uddybende afrapportering til selskabets ejere er vedlagt som bilag 2. 

Halvårsrapporten forelægges Økonomiudvalget, idet følgende bemærkes:

Halvårsregnskabet indeholder ikke væsentlige overraskelser.

Resultat 1. halvår 2015
Det samlede resultat efter værdireguleringer af gæld og ejendomme blev for 1. halvår 2015 et overskud på ca. 650 mio. kr. mod et budgetteret overskud på 93 mio. kr.

Selskabets primære driftsresultat på 87 mio. kr. er positivt i forhold til budgettet på 60 mio. kr., hvilket primært skyldes øgede aktiviteter og indtægter fra jordmodtagelse i Nordhavn.

Nettorenteudgifterne har udgjort ca. 150 mio. kr., hvilket er mindre end budgettet på 172 mio. kr. I forhold til samme periode sidste år er den samlede nettorenteudgift dog forøget, hvilket skyldes stigende markedsrenter samt låneoptag til ejerbidraget til Sydhavnsmetroen.

Det samlede resultat af By & Havns kapitalandele i datterselskaber og joint ventures udgjorde et overskud på ca. 44 mio. kr.

Den stigende rente har medvirket væsentligt til at reducere den markedsmæssige værdi af selskabets gæld med ca. 418 mio. kr.

Selskabet har på baggrund af en ekstern mæglervurdering foretaget markedsværdiregulering af investeringsejendommene på ca. +251 mio. kr. Den mest markante forskel mellem den eksterne vurdering og selskabets egen vurdering er, at værdierne i Ydre Nordhavn nedskrives til 0 kr., idet den kapitaliserede værdi af byggerettighederne ikke kan dække selskabets bidrag til etablering af Nordhavnstunnel.

I forbindelse med Principaftalen om metro til Sydhavn mv. blev det forudsat, at byggerettighederne i Nordhavn bidrager med 2,1 mia. kr. (pl 2014) til anlæggelsen af Nordhavnstunnelen ud fra en betragtning om, at etableringen af tunnelen ville forøge værdien af byggerettighederne i Ydre Nordhavn. Den eksterne mæglervurdering benytter imidlertid ud fra et forsigtighedssynspunkt en højere diskonteringsfaktor end den, som parterne lagde til grund i Principaftalen. Dette medfører, at den eksterne vurdering af byggerettighederne i Ydre Nordhavn er væsentligt lavere, hvorfor By & Havn regnskabsmæssigt har nedskrevet værdierne til 0 kr. Dette mere end opvejes imidlertid af den eksterne vurdering af værdierne i Indre Nordhavn. Der forventes yderligere værdiregulering i 2015 på ca. +118 mio. kr.  

Ovenstående giver et samlet resultat inkl. værdireguleringer af gæld og ejendomme for 1. halvår 2015 på 650 mio. kr.

Gæld og egenkapital

Den langsigtede gæld (inkl. kortfristede dele af langfristede gældsforpligtelser) udgør pr. 30. juni 2015 19,47 mia. kr., og er steget med ca. 2,6 mia. kr. i 1. halvår 2015, hvilket i det væsentligste kan henregnes til udbetaling af bidrag til Sydhavnsmetro på 1,7 mia. kr. og køb af tyske statsobligationer (til sikkerhed for swapaftaler) på ca. 1,4 mia. kr. samt markedsværdiregulering af gælden med -0,4 mia. kr.  

Egenkapitalen er faldet med ca. 1 mia. kr. til -4,4 mia. kr., hvilket skyldes selskabets betaling til Metroselskabet til Sydhavnsmetroen samt periodens positive resultat på 650 mio. kr. Egenkapitalen forventes, som følge af principaftalen og forudsat korrektionsreserven kommer til udbetaling, først retableret i år 2042 (mod tidligere år 2021).

Investeringsbudget 2015
Det samlede budget for selskabets investeringer for 2015 er på 797 mio. kr. Beløbet består dels af 690 mio. kr., der er overført fra tidligere år, og dels af 107 mio. kr., der er budgettet for 2015 (inkl. tillægsbevillinger i løbet af året). Af disse 797 mio. kr. har selskabet i 1. halvår forbrugt 179 mio. kr.

Det samlede budget, hvori ovennævnte 797 mio. kr. indgår, for alle aktive projekter i 2015 udgør i alt 2.257 mio. kr. Det er selskabets aktuelle forventning, at det samlede forbrug vil ende på 2.179 mio. kr. Der forventes således en afvigelse på 86 mio. kr., når alle projekterne er afsluttet. Det skal bemærkes, at dette beløb dækker over dels projekter, der kommer under budget, og dels projekter der bliver dyrere end budgetteret.

Status for salg 2015
Der forventes samlet set indtægter fra salg i 2015 på 664 mio. kr., hvilket er 90 mio. kr. lavere end efter 1. kvartal, hvilket skyldes forventet senere indregning i en konkret sag. Efter 1. halvår er 419 mio. kr. realiseret og indregnet, mens der forventes afsluttet yderligere salgssager for ca. 145 mio. kr. Der er på den baggrund forventning om et tilfredsstillende resultat for salg af byggerettigheder i 2015.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser for Københavns Kommune.




Mikkel Hemmingsen                                        /Bjarne Winge

Beslutning

Dagsordenspunkt 6: Udviklingsselskabet By & Havn I/S - halvårsrapport 2015 (2015-0220094)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. november 2015

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

 


Til top