Principper for overførsler i forbindelse med regnskab 2015
I forbindelse med vedtagelsen af budget 2016 blev det besluttet, at der skal ske en samlet prioritering af udvalgenes overførselsanmodninger på serviceområdet i regnskabet for 2015.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at nedenstående principper og tidsplan for overførsler i forbindelse med regnskabet for 2015 godkendes.
Problemstilling
Af kommunens bevillingsregler fremgår det, at Økonomiforvaltningen hvert år forelægger forslag til overførselsregler for Økonomiudvalget til godkendelse. I denne sag besluttes derfor principper og tidsplan for overførsler i forbindelse med regnskabet for 2015.
Med aftalen om kommunernes økonomi for 2016 er det besluttet, at kommunernes serviceudgifter for 2016 samlet set fastsættes til 237.381 mio. kr. Heraf udgør Københavns Kommunes andel 24.211 mio. kr. Hvis kommunernes serviceudgifter i budget 2016 overstiger det aftalte niveau, vil regeringen i henhold til budgetloven foretage en modregning af kommunernes bloktilskud. Der er enighed om, at en eventuel regnskabssanktion vedrørende 2016 tager afsæt i det aftalte udgiftsniveau. Dette danner en ramme for udvalgenes serviceoverførsler fra 2015 til 2016, hvor der således kun kan overføres uforbrugte servicemidler fra regnskab 2015 til 2016, såfremt der tildeles servicemåltal hertil.
Kommunerne er i 2016 ikke underlagt ekstraordinære sanktioner på anlægsområdet. Dog skal der forsat ske en gensidig koordinering af anlægsbudgetterne kommunerne imellem med henblik på at sikre, at kommunernes budgetter i 2016 er i overensstemmelse med aftaleniveauet for anlæg på 16,6 mia. kr. Københavns Kommunes vedtagne budget på bruttoanlæg er på den baggrund fastsat til 3.287 mio. kr.
Løsning
Overførselsadgang på serviceområdet
En central del af kommunens økonomistyring er muligheden for at overføre midler over årsskiftet. Denne overførselsmulighed sikrer udvalgene en fleksibilitet og giver incitament til, at der i forvaltningerne og enkeltinstitutioner kan træffes hensigtsmæssige økonomiske beslutninger.
Med henblik på at kunne overføre uforbrugte servicemidler i regnskab 2015 til budget 2016 vedtog Borgerrepræsentationen den 1. oktober 2015 at afsætte en servicebufferpulje på 73,4 mio. kr., der hermed giver ledigt servicemåltal i 2016 på et tilsvarende beløb. Det bemærkes, at servicebufferpuljen ikke indeholder finansiering, men alene måltal.
I det følgende beskrives en række principper, som gælder på serviceområdet med henblik på at sikre en samlet prioritering af udvalgenes overførselsanmodninger.
Der er grundlæggende 3 områder, hvor mindreforbrug kan forventes overført:
- Decentrale institutioners opsparing
- Eksternt finansierede projekter (tilskudsmidler)
- Lov- eller kontraktmæssigt bundne midler
Med decentral institution menes institutioner, hvori der indgår en brugerbestyrelse samt bosteder for handicappede og psykisk syge. Dette omfatter blandt andet dagsinstitutioner, skoler, fritidshjem og medborgerhuse.
Hvad angår decentrale institutioners opsparing, vil der blive stillet krav om, at forvaltningerne kan henføre opsparingen til forvaltningens decentrale institutioner. Økonomiforvaltningen vil tage kontakt til forvaltningerne med henblik på at få udarbejdet en opdateret liste over decentrale institutioner med overførselsadgang. Listen vil i november/december 2015 blive valideret således, at forvaltningerne ved, hvilke institutioner der kan forvente at få overført et eventuelt mer- eller mindreforbrug i forbindelse med regnskab 2015. Såfremt et udvalg ønsker at overføre decentrale mer- eller mindreforbrug, vil opgørelsen ske på baggrund af budgettet i KØR for alle institutioner, som fremgår af listen, medmindre andet er aftalt. I denne situation er der således ikke mulighed for at udelade institutioner, som fremgår af den validerede liste over decentrale institutioner.
Det bemærkes yderligere, at Økonomiudvalget i den forbindelse den 30. april 2013 besluttede indstillingen ”Fælles regler for overførsel af decentral opsparing mellem årene”. Heraf fremgår det, at mindreforbrug på op til 4 pct. af den enkelte institutions årsbudget vil kunne overføres på service, mens mindreforbrug udover 4 pct. vil kunne anmodes overført på anlægsområdet. Merforbrug overføres fuldt ud. Overførselsadgangen beregnes på institutionsniveau, men gælder udvalget som helhed.
Hvad angår eksternt finansierede projekter (tilskudsmidler), vil der blive stillet krav om, at forvaltningerne mod forlangende kan fremvise tilsagnsskrivelser mv. fra tilskudsgiver, og at mindreforbruget kan henføres til konkrete projekter.
Hvad angår lov- eller kontraktmæssigt bundne midler, kan det bemærkes, at indtægter/udgifter som udgangspunkt skal bogføres i korrekt periode/regnskabsår, hvor rettigheden til indtægten er optjent, eller ydelsen/varen er leveret. Er kravet for bogføring ikke opfyldt, vil der ske en vurdering af, om aktiviteten er bindende og medfører en økonomisk gevinst/tab for kommunen, hvorfor beløbet skal medtages i overførselssagen. Der vil blive stillet krav om, at forvaltningerne mod forlangende kan fremvise kontrakter mv., og at kontrakterne er indgået senest den 31. december 2015 samt at mindreforbruget kan henføres til den pågældende aktivitet.
Såfremt det samlede mindreforbrug på decentral opsparing, eksternt finansierede projekter og aktiviteter samt lov- eller kontraktmæssigt bundne midler overstiger servicebufferen, skal der ske en udskydelse af serviceaktiviteter i budget 2016 svarende til det mindreforbrug i 2015, som det overstiger servicebufferen med.
Udover de tre nævnte kategorier skal der udarbejdes en oversigt over midler fra 2015 på serviceområdet (øvrige overførsler), som enten ønskes overført eller alternativt ikke ønskes overført. Oversigten skal således omfatte udvalgenes mindreforbrug på serviceområdet eksklusiv decentrale opsparinger, eksternt finansierede projekter og aktiviteter, samt lov- eller kontraktmæssigt bundne midler. Denne oversigt udarbejdes med henblik på, at Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen får mulighed for at foretage en samlet prioritering af overførslerne på serviceområdet.
Herudover skal følgende præciseres i forbindelse med udvalgenes overførselsanmodninger 2015-2016:
- Mindreforbrug på drift kan som udgangspunkt ikke overføres til anlæg og omvendt.
- Mindreforbrug på service, som prioriteres i forbindelse med overførselssagen, overføres som udgangspunkt til 2016.
- Et merforbrug i regnskabet på service skal tilbagebetales i det efterfølgende år af udvalget, medmindre andet er aftalt.
Intern revision validerer udvalgenes anmodninger om serviceoverførsler
I lighed med tidligere år vil udvalgenes anmodninger om overførsler på serviceområdet blive valideret af kommunens Intern Revision. Udvalgene skal senest den 17. februar 2016, kl. 12, indsende anmodninger om overførsler til Intern Revision, som herefter vil gennemgå udvalgenes ansøgninger med henblik på at vurdere, hvorvidt de opfylder de opstillede krav, samt at den fornødne dokumentation er til stede.
Overførselsadgang på anlæg og finansposter
Mer- og mindreforbrug på anlægsområdet vil i overførselssagen blive overført til 2016. Dette skal dog ses i sammenhæng med, at anlægsområdet styres inden for en anlægsramme, der i budget 2016 samlet set udgør 3.287 mio. kr., som er fordelt på udvalgene.
Et merforbrug i regnskabet på anlæg skal tilbagebetales i efterfølgende år af udvalget.
Mer- og mindreforbrug på rammestyret finansposter kan anmodes overført i lighed med tidligere år. Her menes afdrag på lån, deponeringsmidler og indskud i Landsbyggefonden.
Overførselsadgang på overførsler mv.
Der er ikke overførselsadgang for mer- og mindreforbrug på styringsområdet overførsler mv., idet merforbrug på dette område i udgangspunktet finansieres af kassen, mens mindreforbrug tilsvarende tilgår kommunekassen ved regnskabsafslutningen.
Reglerne vedrørende det takstfinansierede område blev præciseret med principperne for overførsler for 2014, således at de beskrives i overensstemmelse med den faktiske praksis på området fra tidligere overførselssager. Det gælder således, at mer- eller mindreforbrug på det takstfinansierede område som udgangspunkt ikke overføres, da hvile-i-sig-selv-området reguleres over mellemregningskontoen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
På baggrund af ovenstående principper er der udarbejdet en indkaldelse til overførsler i forbindelse med regnskab 2015. Indkaldelsen er vedlagt som bilag.
Der forventes som udgangspunkt politiske forhandlinger om overførselssagen i 2016 i uge 13. Såfremt der opstår behov for at tilpasse tidsplanen, vil Økonomiforvaltningen informere forvaltningerne om dette. Den samlede tidsplan for overførselssagen fremgår af tabel 1 nedenfor.
Tabel 1 – Tidsplan for overførsler i forbindelse med regnskabet
2015-2016 |
Aktivitet |
Primo november 2015 |
Økonomiforvaltningen udsender indkaldelse til overførsler i forbindelse med regnskabet for 2015. |
Fredag den 20. november 2015 |
Forvaltningerne afleverer liste over decentrale institutioner, som bør have overførselsadgang. |
November/december 2015 |
Økonomiforvaltningen validerer lister over decentrale institutioner, som bør have overførselsadgang i samarbejde med forvaltningerne. |
Mandag den 1. februar 2016 |
Økonomiforvaltningen udsender opgørelse af mulig overførsel af decentral opsparing til forvaltningerne. |
Februar 2016 |
Intern Revision er i dialog med forvaltningerne om udarbejdelsen af overførselsanmodninger. |
Onsdag den 17. februar 2016, kl. 12.00 |
Forvaltningerne afleverer overførselsanmodninger til Intern Revision. |
17. februar – 26. februar 2016 |
Intern Revision validerer serviceoverførselsanmodninger. |
Fredag den 26. februar 2016, kl. 12.00 |
Intern Revision videresender validerede overførselsanmodninger samt erklæringer herom til Økonomiforvaltningen. |
Torsdag den 17. marts 2016 |
Sidste frist for udvalgsgodkendelse af overførselsanmodninger. |
29. marts - 1. april 2016 |
Reserveret til politiske forhandlinger om overførselssagen. |
Tirsdag den 26. april 2016 |
Økonomiudvalget behandler overførselssagen. |
Torsdag den 28. april 2016 |
Borgerrepræsentationen behandler overførselssagen. |
Mikkel Hemmingsen /Bjarne Winge
Beslutning
Dagsordenspunkt 3: Principper for overførsler i forbindelse med regnskab 2015 (2015-0191447)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. november 2015
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.