Mødedato: 03.11.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Lejekontrakt mellem Christiania-Fonden og Københavns Kommune

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til kommunens indgåelse af en areallejekontrakt med Christiania-Fonden. Areallejekontrakten er en del af et større aftalekompleks mellem kommunen og Christiania-Fonden om affaldshåndteringen på Christiania.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,  

  1. at Københavns Ejendomme bemyndiges til at underskrive areallejekontrakt for areal til genbrugsstation på Christiania (jf. bilag 1). Københavns Ejendomme indgår herefter almindelig fremlejekontrakt med Teknik- og Miljøforvaltningen,
  2. at lejekontrakten ophører uden opsigelse 1. april 2019, men kan opsiges på et tidligere tidspunkt, hvis begge parter er enige herom, og at areallejeudgiften på kr. 66.000 finansieres på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Affaldsområdet fra 2015 til og med 2019,   
  3. at der i forbindelse med indgåelse af lejearealet betales et deponeringsbeløb på kr. 545.000 finansieret på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Affaldsområdet i 2015. Se også Økonomiafsnittet for de bevillingsmæssige konsekvenser.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Som følge af normaliseringen af Christiania har Christianias affaldshåndtering skulle tilpasses, så den svarer til affaldshåndteringen i resten af byen, og lever op til affaldslovgivningen, samtidig med at der tages højde for de særlige fysiske forhold, der er på Christiania.

Teknik- og Miljøforvaltningen og Christiania-Fonden har forhandlet sig frem til et samlet aftalekompleks om den fremtidige håndtering af affald på Christiania. Aftalekompleks indebærer bl.a., at kommunen lejer det areal af Christiania, hvor genbrugsstationen ligger. Sidste udestående i forhold til at få det samlede aftalekompleks på plads er, at Teknik- og Miljøforvaltningen indgår en lejekontrakt med Christiania.

Løsning

Genbrugsstationen på Christiania udgør en central del af det samlede affaldssystem på Christiania, og er med til at gøre det muligt for christianitterne, at sortere deres affald i de affaldsfraktioner, som byens øvrige borgere sorterer i.

Samtidig indgår genbrugsstationen i kommunens net af nærgenbrugs- og genbrugsstationer. Ligesom for kommunens øvrige genbrugsstationer er det tilladt for alle byens borgere at benytte Christianias genbrugsstation.

Generelt gælder det for kommunens genbrugsstationer, at kommunen betaler eventuelle lejeudgifter for de arealer, hvorpå genbrugsstationerne er beliggende.

Genbrugsstationen på Christiania blev etableret i 2003, og der har ikke tidligere været betalt leje af arealet – heller ikke da arealet var Statens. I 2012 blev arealet, hvor genbrugsstationen ligger, overdraget fra Staten til Christiania-Fonden.

I forbindelse med kommunens forhandlinger med Christiania-Fonden om en samlet aftale om Christianias affaldssystem blev spørgsmålet om en areallejeaftale for genbrugsstationen aktuelt. Christiania-Fonden ønsker, at Københavns Kommune betaler en arealleje for det 550 m2 store areal, hvor genbrugsstationen ligger. Arealet ligger på matrikel nr. 571 Christianshavns Kvarter og ses af lejekontrakten (bilag 1).

Teknik- og Miljøforvaltningen og Christiania-Fonden har i samarbejde udarbejdet udkast til lejekontrakt. Københavns Ejendomme har været inddraget i udarbejdelsen af forslaget til lejeaftale, herunder prisfastsættelsen, og har i den forbindelse lavet en ejendomsfaglig udtalelse (bilag 2).

Lejeaftalen udgør som nævnt en del af det samlede aftalekompleks for håndteringen af affald på Christiania. Aftalekomplekset består af fire dokumenter: 1) Samarbejdsaftale, 2) Aftale om indsamling og transport af affald, 3) Afgørelse om håndtering af affald på Christiania og 4) Lejeaftale for arealet, hvor genbrugsstationen ligger.

De tre første dokumenter er underskrevet med forbehold for, at lejekontrakten bliver politisk godkendt. Eneste udestående, i forhold til at få det samlede aftalekompleks på plads, er lejekontrakten for genbrugsstationen.

Lejemålets ikrafttræden og opsigelse
Lejemålets ikrafttræden er en følge af det samlede aftalekompleks bestemmelser. Inden forhandlingerne om det samlede aftalekompleks gik i gang for et par år siden, var det hensigten, at aftalerne skulle træde i kraft den 1. januar 2015. Men forhandlingerne om de øvrige aftaler (jf. bilag 3a-c) har trukket ud, og parterne er først blevet enige medio 2015. Det har været en forudsætning for at indgå lejeaftalen, at der var enighed om de øvrige aftaler, så derfor har den politiske behandling af lejekontrakten ikke være mulig før nu. Lejeaftalen er gældende med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2015.

Lejemålets opsigelse er ligeledes en følge af de øvrige aftalers bestemmelser. Det vil sige, at aftalen ophører uden opsigelse den 1. april 2019. Aftaleudløbet følger de terminer der er for normale udbudsperioder på affaldsområdet (4-5 år). Aftalen kan dog opsiges tidligere end 1. april 2019, hvis begge parter er enige herom. Senest i september 2018 skal der indledes forhandlinger om forlængelse af det samlede aftalekompleks.

Økonomi

Den årlige leje er fastsat til følgende: 550 m2 á 120,00 kr./m2 årlig = 66.000,00 kr. og reguleres hvert år pr. 1. januar, første gang pr. 1. januar 2016.

De 66.000 kr. finansieres på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Affaldsområdet, funktion 1.38.65.1 fra 2015 til og med 2019.

I forbindelse med indgåelse af lejemålet skal der, jf. kommunes bevillingsregler, deponeres et beløb, der svarer til lejemålets ejendomsværdi. Deponeringsbeløbet, som skal overføres til Økonomiudvalget, er på 545.227 kr. og finansieres på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Affaldsområdet, funktion 1.38.65.1. Se også tabellen nedenfor for de bevillingsmæssige ændringer:

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

Varig?
ja/nej

2015

3.

TMU

Affaldsområdet

1.38.65.1

U

-545

Nej

3.

ØU

Finansposter

8.32.27.5

U

545

Nej

I alt

-

-

-

-

0

-

TMU = Teknik- og Miljøudvalget, ØU = Økonomiudvalget

Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

Videre proces

Når lejekontrakten tiltrædes af Borgerrepræsentationen, vil den blive sendt til underskrift hos Christiania-Fonden og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Lejekontrakten vil fremover blive administreret i sammenhæng med det øvrige aftalekompleks af Teknik- og Miljøforvaltningen.


Pernille Andersen                            
 /Jakob Møller Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,  

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at underskrive areallejekontrakt for areal til genbrugsstation på Christiania (jf. bilag 1),  
  2. at lejekontrakten ophører uden opsigelse 1. april 2019, men kan opsiges på et tidligere tidspunkt, hvis begge parter er enige herom, og at areallejeudgiften på kr. 66.000 finansieres på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Affaldsområdet fra 2015 til og med 2019,   
  3. at der i forbindelse med indgåelse af lejearealet betales et deponeringsbeløb på kr. 545.000 finansieret på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Affaldsområdet i 2015. Se også Økonomiafsnittet for de bevillingsmæssige konsekvenser.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 5. oktober 2015


Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med seks stemmer mod tre. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B og Ø.
Imod stemte: C, I og V.

Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi finder det overflødigt at leje jord til en kommunal genbrugsstation på Christiania, når der få hundrede meter væk på Vermlandsgade ligger en kommunal genbrusstation i forvejen”.

Beslutning

Dagsordenspunkt 24: Lejekontrakt mellem Christiania-Fonden og Københavns Kommune (2015-0212585)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. november 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 7 stemmer mod 4. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø og B.

Imod stemte: V, O, C og I.

 

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 5. oktober 2015:

”Vi finder det overflødigt at leje jord til en kommunal genbrugsstation på Christiania, når der få hundrede meter væk på Vermlandsgade ligger en kommunal genbrusstation i forvejen.”

 



Til top