Sorteringsanlæg til restaffald på Amager Ressourcecenter
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til en justeret fordeling af lånerammen til etablering af et sorteringsanlæg til restaffald og et tillæg til Amager Ressourcecenters (ARCs) vedtægt. Justeringen sker efter en beslutning i Dragør Kommune om ikke at benytte sorteringsanlægget til restaffald, og kommunen vil dermed ikke hæfte for lånerammen. Hvis de fire øvrige kommuner, der indgår i anlægget, kan godkende sagen, skal Ankestyrelsen som tilsynsmyndighed endeligt godkende tillægget til ARCs vedtægt.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende, at Dragør Kommunes del af hæftelsen for lån på 4,2 mio. kr. til sorteringsanlæg til restaffald fordeles mellem Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune og Tårnby Kommune, sådan som det fremgår af skemaet i økonomiafsnittet,
- at godkende tillægget om sorteringsanlæg til restaffald til ARCs vedtægt jf. bilag 2.
Teknik- og Miljøudvalget anbefalede indstillingen på sit møde den 18. september 2023.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen godkendte den 1. juni 2023 at udvide lånerammen til etablering af et sorteringsanlæg til restaffald fra 188 mio. kr. til 300 mio. kr. med pro rata hæftelse mellem ARCs ejerkommuner. Dragør Kommune besluttede den 27. april 2023 at stå uden for anlægget og dermed hæftelsen, hvilket ændrer forudsætningen for fordelingen af hæftelsen mellem kommunerne. Indstillingen blev alligevel overfor Borgerrepræsentationen den 1. juni 2023 fremlagt i sin oprindelige form, med de fem ejerkommuner, for at ARC kunne genoptage arbejdet med etablering af sorteringsanlægget, som er udsat med tre år. Det fremgik af indstillingens bilag 4 fra 1. juni 2023, at sagen i medfør af Dragør Kommunes beslutning igen ville blive fremlagt til politisk behandling, når ARCs bestyrelse havde behandlet sagen, hvilket nu er sket.
Løsning
Sorteringsanlægget til restaffald etableres af ARC som et supplement til kildesortering, og anlægget forventes at udsortere omkring 11.000 ton plast, metal, papir, pap og mad- og drikkekarton fra Københavns Kommune, når det er i fuld drift og sorterer alt restaffald fra København.
Alle fem ejerkommuner har i første halvår 2023 godkendt, at ARC stifter et selskab, der skal eje og drive sorteringsanlægget.
I henhold til ARCs vedtægters § 6, stk. 1, er det muligt at optage lån med anpartsvis hæftelse for en eller flere, men ikke alle, kommuner. Det forudsætter en aftale efter § 3, stk. 2. Aftalen skal indgå som et bilag til ARCs vedtægter.
ARCs bestyrelse har den 21. juni 2023 besluttet at sende en anmodning til kommunerne om at godkende en ændret fordeling af hæftelsen for lånerammen uden deltagelse af Dragør Kommune. Samtidig blev et udkast til § 3, stk. 2-aftalen godkendt. Aftalen er vedlagt anmodningen fra ARC om stillingtagen i Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Hvidovre Kommuner, jf. bilag 2. Aftalen skal desuden godkendes i Ankestyrelsen.
Politisk
handlerum
Hvis indstillingen om den
indbyrdes fordeling af hæftelsen og/eller tillægget til ARCs
vedtægt ikke godkendes, skal sagen sendes tilbage til ARCs
ejerkreds til drøftelse af den videre proces.
Økonomi
Som følge af ændring i deltagerkommunerne i sorteringsanlægget er der behov for at justere fordelingen af hæftelsen mellem kommunerne. Lånerammen er uændret på i alt 300 mio. kr. Det er Dragør Kommunes oprindelige andel af hæftelsen på 4,2 mio. kr., der nu skal fordeles mellem de deltagende kommuner, hvilket indebærer en udvidelse af lånerammen for Københavns Kommune med 3,2 mio. kr., Frederiksberg Kommune med 0,7 mio. kr. og Tårnby Kommune med 0,3 mio. kr.
Oversigt over den samlede hæftelsesfordeling fremgår af nedenstående skema.
Kommune |
Godkendt i 2020 (mio. kr.) |
Godkendt i 2023 (mio. kr.) |
Denne indstilling (mio. kr.) |
I alt (mio. kr.) |
København (ARC-opland) |
125,2 |
84,1 |
3,2 |
212,5 |
Frederiksberg |
30,4 |
19,8 |
0,7 |
50,9 |
Tårnby |
12,5 |
8,2 |
0,3 |
21,0 |
Hvidovre |
15,6 |
0 |
0 |
15,6 |
Dragør |
4,2 |
0 |
-4,2 |
0 |
I alt |
188 |
112 |
- |
300 |
Da det er indbyggertallet ved det faktiske tidspunkt for låneoptagelsen, som afgør hæftelsen, kan der forekomme mindre ændringer, idet lånet først forventes optaget i 2024. Det er tidligere besluttet, at Hvidovre Kommunes restaffald skal sorteres på anlægget, hvis genanvendelsen af kommunens affald ikke lever op til nationale genanvendelsesmålsætninger. I dette tilfælde indtræder Hvidovre Kommune i hæftelsen efter indbyggertal og de øvrige kommuners hæftelse justeres herefter.
Den ændrede hæftelse påvirker ikke driftsøkonomien på sorteringsanlægget og har derfor ingen økonomiske konsekvenser for København Kommunes økonomi. Affaldsgebyrerne ændres derfor ikke i medfør af denne indstilling.
ARC har bekræftet, at optagelse af lån ikke påvirker kommunens låneramme. Lånene optages i KommuneKredit, der har givet tilsagn herom på baggrund af, at ARC har opnået dispensation fra Energistyrelsen til at etablere og drive sorteringsanlægget. For god ordens skyld nævnes, at kommunen ikke skal stille lånegaranti, idet lånet garanteres af ARC, der er et I/S, hvor der hæftes solidarisk. Det nyoprettede selskab skal betale garantiprovision for lånet til I/S ARC, hvilket indgår i businesscasen.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, giver Teknik og Miljøforvaltningen besked til ARC. § 3, stk. 2-aftalen sendes herefter til endelig godkendelse i Ankestyrelsen. Sorteringsanlægget skal herefter udbydes og bygges på Kraftværksvej 31, 2300 København S. Anlægget forventes at stå klar til drift i andet halvår 2025.
Søren Hartmann Hede Søren Wille
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende, at Dragør Kommunes del af hæftelsen for lån på 4,2 mio. kr. til sorteringsanlæg til restaffald fordeles mellem Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune og Tårnby Kommune, sådan som det fremgår af skemaet i økonomiafsnittet.
- at godkende tillægget om sorteringsanlæg til restaffald til ARCs vedtægt jf. bilag 2.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 18. september 2023
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti har stemt imod sorteringsanlægget; vi er fortsat imod sorteringsanlægget, men anerkender at Dragør står uden for aftalen om anlægget og derfor naturligvis ikke skal belastes finansielt af anlægget.”
Beslutning
Dagsordenspunkt 11: Sorteringsanlæg til restaffald på Amager Ressourcecenter (2023-0286930)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. oktober 2023
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 18. september 2023:
”Det Konservative Folkeparti har stemt imod sorteringsanlægget; vi er fortsat imod sorteringsanlægget, men anerkender at Dragør står uden for aftalen om anlægget og derfor naturligvis ikke skal belastes finansielt af anlægget.”