Halvårsrapport 2017 om sygefravær
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at "Halvårsrapporten 2017 om sygefravær" tages til efterretning, jf. Bilag 1,
-
at de af Økonomiforvaltningen iværksatte tiltag godkendes med henblik på at vende udviklingen med stigende sygefravær i forvaltningen, herunder en statistisk analyse, en drøftelse i enhedsMED, gennemførelse af en forvaltnings-workshop og gennemførelse af en Task Force indsats.
Problemstilling
Nedenstående tabel viser udviklingen i sygefraværet i forvaltningerne i Københavns Kommune (KK). Der vises en prognose for året baseret på sygefraværet i perioden januar-juli 2017, og ud fra prognosen vises den forventede afvigelse i forhold til årets måltal.
Faldende sygefravær i Københavns Kommune i 1. halvår af 2017
Sygefraværet i KK faldt med 0,3 dag i gennemsnit (gns.) pr. fuldtidsansat i 1. halvår 2017 sammenlignet med 1. halvår 2016, og 0,1 dag sammenlignet med 2. halvår af 2016. Sygefraværet ligger nu på 5,8 dage pr. halvår i gns. pr. fuldtidsansat.
Prognosen for KK for 2017 viser et forventet årsresultat på 11,2 dage i gns. pr. fuldtidsansat. Såfremt prognosen holder, vil det være et fald på 0,8 dag i forhold til 2016. KK vil dermed nå sit måltal for 2017 på 11,5 dage pr. fuldtidsansat.
Hermed indikerer både sygefraværet i 1. halvår 2017 og prognosen for 2017, at tendensen med svagt faldende sygefravær i KK fortsætter, men at faldet kan blive højere end de seneste år.
Fald i fem forvaltninger, fortsat stigning i to
Prognosen viser et fald i sygefraværet i fem ud af de syv forvaltninger i KK. For både Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) og Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) ser det ud til, at den stigning, der har præget forvaltningerne de seneste år, kan være vendt. Således har både BIF og KFF betydelige fald i sygefraværet i 1. halvår af 2017 sammenlignet med 1. halvår 2016. Sygefraværet i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) er også faldende efter i flere år at have ligget næsten uændret.
Sygefraværet i både Socialforvaltningen (SOF) og Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) er faldet i 1. halvår 2017 sammenlignet med 1. halvår 2016. Begge forvaltninger har dog uændret sygefravær sammenlignet med 2. halvår 2016, og faldet i BUF er kun 0,1 dag.
Sygefraværet i Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) er steget i 1. halvår 2017 sammenlignet med 1. halvår 2016, men prognosen for 2017 viser et forventet årsresultat på samme niveau som forvaltningens resultat i 2016, og dermed fortsat lavere end sygefraværet i 2015.
Sygefraværet er steget i Økonomiforvaltningen (ØKF) i 1. halvår 2017 sammenlignet med 1. halvår 2016. Tendensen med stigende sygefravær fortsætter således i ØKF.
KK i forhold til øvrige kommuner
Selvom KK havde lavere sygefravær i 2016 sammenlignet med 2015, er kommunen gået fra en plads som nummer 47 til en plads som nummer 50 på listen over kommuner med laveste sygefravær. I gennemsnit har KK eksempelvis 0,5 dag højere sygefravær end gennemsnittet af de øvrige 6-by kommuner.
Seniorjobbere og fleksjobbere ansat i KK havde betydeligt højere sygefravær end landsgennemsnittet for disse grupper. Der gøres imidlertid opmærksom på, at man i KK ikke medtager ansatte på særlige ordninger i sygefraværsopgørelser og måltalsberegninger for, at sygefraværet ikke skal give et negativt incitament i forhold til ansættelse og fastholdelse af ansatte på særlige vilkår og ordninger.
Løsning
Generelt sker opfølgningen på halvårsrapporten i de enkelte forvaltninger.
Iværksættelse af tiltag i ØKF
Der igangsættes en tværgående proces i ØKF med henblik på at vende udviklingen med stigende sygefravær. Der vil særligt blive fokuseret på de enheder, der har højest sygefravær. Forvaltningen har indledningsvist iværksat følgende overordnede tiltag, der yderligere vil generere en række konkrete aktiviteter:
Halvårsstatistikrapport: Med henblik på en nærmere analyse af sygefraværet i ØKF udarbejdes en halvårsstatistikrapport, der går i dybden med sygefraværstallene i koncernenhederne i forvaltningen. Halvårsrapporten skal medvirke til at identificere områder med potentiale for nedbringelse af sygefraværet.
Drøftelse i enhedsMED: MED-udvalgene i de enkelte koncernenheder skal inden udgangen af oktober 2017 have drøftet, hvordan kurven med stigende sygefravær kan vendes, herunder hvordan implementeringen af Sygefraværsstrategi 2020 kan understøtte nedbringelse af sygefraværet.
ØKF-workshop: På baggrund af drøftelsen i de enkelte MED-udvalg afholdes en fælles ØKF-workshop med deltagelse fra både ledelses- og medarbejdersiden med henblik på at identificere, hvilke konkrete tiltag, der skal iværksættes med henblik på nedbringelse af sygefraværet.
Task Force: Der nedsættes en særlig Task Force i Koncernservice, som gennemfører konkrete målrettede indsatser i de afdelinger, kontorer mv., der har højt sygefravær.
Økonomi
Halvårsrapporten 2017 om sygefravær har ingen direkte økonomiske konsekvenser.
Den videre proces
Den særlige halvårsstatistikrapport for ØKF fremsendes til Økonomiudvalget til orientering, når den foreligger i løbet af oktober måned 2017.
Peter Stensgaard Mørch /Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 7: Halvårsrapport 2017 om sygefravær (2017-0210866)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. oktober 2017
Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.