Mødedato: 03.10.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig vedtagelse af tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 205 ”Snorresgade”, Amager Vest

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg til lokalplan ”Snorresgade”. Lokalplanen vil muliggøre, at der i eksisterende bebyggelse kan indrettes publikumsorienterede serviceerhverv og hotel, samt at ejendommen på Gullfossgade 4 kan anvendes til beboelse.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at tillæg 2 til lokalplan lokalplan nr. 205 ”Snorresgade” (bilag 1) godkendes.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Flere grundejere i lokalplanområdet ønsker at udnytte stueetager og høje kældre i eksisterende bebyggelse til publikumsorienterede serviceerhverv som fx caféer, restauranter og mindre butikker. Der er endvidere et ønske om, at eksisterende bebyggelse kan anvendes til hoteldrift, samt at den bevaringsværdige ejendom på Gullfossgade 4 kan anvendes til beboelse. De ønskede anvendelsesændringer er ikke mulige inden for anvendelsesbestemmelsen i den eksisterende lokalplan nr. 205 ”Snorresgade” med tillæg 1 og forudsætter derfor et nyt tillæg til lokalplanen.

Lokalplanforslaget blev godkendt i Teknik- og Miljøudvalget den 24. april 2017 og har været i høring fra 2. maj 2017 til 30. juni 2017. Forvaltningen har modtaget 10 henvendelser. Høringen har ikke givet anledning til ændringsforslag. Planforslaget er i overensstemmelse med Kommuneplan 2015.

Løsning

Tillægget udvider anvendelsesmulighederne i to underområderne, nr. I og II, så der kan etableres mindre butikker, caféer, restauranter og hotelvirksomhed. Endvidere fastlægges bestemmelser for de i Kommuneplan 2015 udpegede bevaringsværdige ejendomme på henholdsvis Gullfossgade 4 i underområde II og Islands Brygge 35 i underområde I, som begge har en høj bevaringsværdi (SAVE 3). Det fastlægges herunder, at ejendommen på Gullfossgade 4 kan anvendes til beboelse. Med ændringerne er der overensstemmelse med kommuneplanens rammebestemmelser for området (C1). Der henvises i øvrigt til bilag 2 faktaark.

Høring

Modtagne henvendelser i høringsperioden
De 10 modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 3. I bilag 4 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Hovedsynspunkterne i henvendelserne er anført nedenfor med forvaltningens bemærkninger. 

Bemærkninger fra Amager Vest Lokaludvalg – bilag 3, henvendelse nr. 8.

  1. Lokaludvalget er positive over for intentionen om at understøtte udvikling af området, men mener, at det er vigtigt, at en øget tilstrømning af hotelgæster og andre gæster til området kan håndteres på en sådan måde, at det bliver til mindst mulig gene for beboerne.
  2. Lokaludvalget er af den opfattelse, at forslaget fortrinsvis er drevet af planlægningen af hoteletablering i området.
  3. Lokaludvalget mener, at det bør tydeliggøres i lokalplantillægget, at hele pladsen ved Kigkurren er en særdeles central del af området.
  4. Lokaludvalget erindrer om, at der mangler at blive etableret en tværsti mellem Snorresgade og det gamle jernbanetracé og videre til Sturlasgade.
  5. Lokaludvalget finder, at det omhandlede planområde er en så central del af Islands Brygge, og ønsker et møde om udviklingen i området.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Forvaltningen vurderer, at en eventuelt lille stigning i trafikken i området, som følge af lokalplantillægget, ikke vil have mærkbar betydning for området. Forvaltningen er opmærksom på, nogle beboeres bekymring vedrørende risiko for øget affald og støjgener. Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet Københavns Kommunes Restaurations- og Nattelivsplan med indsatser, der kan nedbringe antallet af udstedte bevillinger samt gener af især støj og affald i de mest udsatte områder i byen. Planen indeholder bl.a. et forslag målrettet Islands Brygge og Indre by om et samarbejde med politiet om, hvordan fest og høj aktivitet på gaden kan begrænses, så generne for de omkringliggende beboere begrænses. Borgerrepræsentationen har ved møde den 24. august 2017 godkendt planen. Caféer, restauranter, butikker m.m. skal derudover leve op til kommunens generelle støjkrav.
  2. Udvidelsen af anvendelsesbestemmelsen med mulighed for hotelbyggeri giver mulighed for, at lokalplanen bliver i overensstemmelse med Kommuneplan 2015, hvor hoteller er inkluderet i rammebestemmelserne for området.
  3. Forvaltningen er enig med lokaludvalget i, at Kigkurren har et stort potentiale for at skabe byliv i området. Årsagen til, at Kigkurren ikke er medtaget i lokalplanforslaget er, at forvaltningen påtænker at udvikle Kigkurren som en del af en samlet skybrudsløsning for området med start tidligst i 2020, jf. Københavns Kommunes skybrudsplan. De nuværende bestemmelser i lokalplan nr. 205 ’Snorresgade’ med tillæg nr. 1 vedrørende Kigkurren, fastholdes derfor, indtil der er større viden om, hvordan en fremtidig skybrudsløsning kan etableres.
  4. Tværstien mellem Snorresgade og det gamle jernbanetracé er muliggjort i tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 205. Det skal dog bemærkes, at en lokalplan giver handleret, men ikke handlepligt. Etablering af tværstien kræver finansiering, som ikke er bevilliget.
  5. Forvaltningen fortsætter dialogen med lokaludvalget om udviklingen af Islands Brygge, herunder af lokalplanområdet, og vil invitere lokaludvalget til et møde herom.

Hovedsynspunkter i borgernes og bygherres henvendelser

  1. Bygherre spørger om eventuel etablering af skure til affaldssortering, cykler, rygning eller lignende inkluderes i bebyggelsesprocenten.
  2. Fem henvendelser har fokus på, at etablering af caféer, restauranter og mindre butikker vil bidrage til at skabe øget liv på Islands Brygge. Fire henvendelser bekymrer sig om, hvordan ændringerne vil påvirke området i forhold til øget støj og affaldsproblemer. Derudover ønsker tre henvendelser ikke, at der kommer barer med natbevillinger på grund af støjgener for de nærliggende beboelsesejendomme.
  3. En henvendelse vedrører de trafikale forhold på Snorresgade, hvor indsiger mener, at der kommer uhensigtsmæssigt meget trafik igennem gaden med for høj fart.
  4. To henvendelser anser det for positivt, at der muliggøres beboelse i bygningen i Gullfossgade, og gerne lejeboliger, således at prisniveauet holdes på et rimeligt niveau. Indsigerne ønsker heller ikke flere boliger herude uden bopælspligt.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Det vil være en konkret vurdering i byggesagsbehandlingen om ekstra skure indgår i bebyggelsesprocenten.
  2. For at understøtte et trygt og funktionelt byrum i overensstemmelse med visionerne i Fællesskab København, skal stueetager og høje kældre bringes i anvendelse til fx restauranter og caféer. Det er ikke erfaringen, at caféer og restauranter medfører affald på gaderne, der indebærer betydelige gener. Der henvises derudover til forvaltningens bemærkninger til lokaludvalgets høringssvar om øget tilstrømning af gæster til området.
  3. Forvaltningen er opmærksom på området og har på den baggrund forbedret nogle af krydsningerne på vejen samt indsnævret vejen i forbindelse med omlægning af parkeringspladser i 2014. Forvaltningen er fortsat opmærksom på forholdene og eventuel ændret brug af Snorresgade. Der henvises derudover til forvaltningens bemærkninger til lokaludvalgets høringssvar om øget tilstrømning af gæster til området.
  4. Lokalplanen muliggør hotel i eksisterende bebyggelse samt mulighed for helårsboliger i den bevaringsværdige ejendom på Gullfossgade 4. Helårsboliger betyder, at det vil være i strid med lokalplanen at anvende boliger til ferieboliger og lignende. Begrebet ”bopælspligt” findes ikke i planloven, og da en lokalplan ikke medfører handlepligt, kan kommunen ikke påbyde, at der bor personer i boligen.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

Pernille Andersen                                     /Jakob Møller Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at tillæg 2 til lokalplan lokalplan nr. 205 ”Snorresgade” (bilag 1) godkendes.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 18. september 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Dagsordenspunkt 25: Endelig vedtagelse af tillæg nr. 2 til lokalplan nr. 205 ”Snorresgade”, Amager Vest (2017-0253476)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. oktober 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top