Lokaludvalgenes bydelsplaner 2017 - 2020
De 12 lokaludvalg i København har udarbejdet nye bydelsplaner for 2017 – 2020. Borgerrepræsentationen skal nu tage stilling til bydelsplanerne.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at lokaludvalgenes bydelsplaner godkendes som udtryk for lokaludvalgenes visioner for de respektive bydele (bilag 1 – 12),
- at det tages til efterretning, at bydelsplanernes visioner og forslag eventuelt kan inddrages i forvaltningernes videre arbejde,
- at Økonomiforvaltningen senest primo 2019 gennemfører en evaluering af bydelsplanerne med henblik på Borgerrepræsentationens beslutning om fremtidig bydelsplanlægning.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen godkendte den 26. maj 2016 et nyt koncept for bydelsplaner i København. Det nye koncept for bydelsplaner er udarbejdet i dialog mellem alle forvaltninger, lokaludvalg og lokaludvalgssekretariater.
Lokaludvalgene har nu via bredt funderet borgerdialog og bistand fra lokaludvalgssekretariaterne udarbejdet bydelsplaner for de enkelte bydele. Forvaltningerne har stået til rådighed for sparring vedrørende visioner og projektforslag undervejs.
Løsning
Formålet med bydelsplaner i det nye koncept
Bydelsplanerne er lokaludvalgenes eget visionspapir og arbejdsprogram, samt en anledning til at få borgerne til at tage aktiv stilling til deres bydel. Bydelsplanerne kan fungere som lokale inspirationskataloger for Borgerrepræsentationen og forvaltningerne, samt give indblik i, hvilke lokale udfordringer, der optager borgerne i de forskellige bydele. Den lokale viden og de forskellige visioner kan inddrages i forvaltningernes videre arbejde både med kommunens overordnede politikker og med konkrete lokale løsninger og på den måde styrke sammenhængen mellem kommunens politikker og den lokale forankring. Samtidig arbejder lokaludvalgene gennem arbejdet med bydelsplanerne også med den lokale implementering af de målsætninger og politikker, som er centrale for Borgerrepræsentationen.
Hovedpunkterne i det nye koncept
- Indholdet i bydelsplanerne er sat fri, så de i højere grad bliver et retningsgivende arbejdsredskab for lokaludvalgenes arbejde.
- Bydelsplanerne gøres mere lokale og forankrede i bydelen, idet de fokuserer på lokaludvalgets egen vision samt bud på lokale udfordringer og potentialer.
- For at understøtte bydelsplanernes funktion som bindeled til centrale politikker og målsætninger i kommunen stilles krav om, at hver bydelsplan skal indeholde en beskrivelse af, hvordan man lokalt arbejder med at omsætte minimum to af kommunens aktuelle politikker eller målsætninger.
- Kataloget med budgetnotater fra den tidligere version af bydelsplaner er udgået, men forvaltningerne har fortsat haft afsat ressourcer til at sparre med lokaludvalgene om ideer til indsatser og konkrete forslag.
- Borgerrepræsentationen godkender bydelsplanerne som udtryk for lokaludvalgenes visioner for de respektive bydele samt godkender, at bydelsplanernes visioner og forslag eventuelt kan inddrages i forvaltningernes videre arbejde.
- Formen på de nye bydelsplaner er sat mere fri i forhold til den tidligere ramme, idet vægtning af indhold, formidling, visuelt udtryk mv. er besluttet i de enkelte lokaludvalg. For at sikre en vis genkendelighed i planerne er anvendt en fælles overordnet disposition samt kommunens designmanual.
Der er således stor variation i lokaludvalgenes bydelsplaner. En række tematikker går dog igen i flere af de 12 bydelsplaner, herunder temaer vedr. kommunal service (børnehaver, skoler mv.), almene boliger, balanceret beboersammensætning, bopælspligt, forslag til nye byudviklingsområder og kreative zoner, ønsker om bedre cykelstier, rekreative områder, parkeringsforhold, kollektiv transport samt forslag til forbedring af tryghed mv.
Forvaltningernes høringssvar i bydelsplanerne
Forvaltningernes høringssvar skal understøtte formålet med bydelsplanerne, og det har derfor været opdraget til forvaltningerne, at høringssvar skal fokusere på at fremhæve de visioner og tanker, der allerede arbejdes med inden for forvaltningens område, samt på at fremhæve visioner og forslag, der understøtter vedtagne planer og politikker, som forvaltningen derfor finder det oplagt at arbejde videre med. Desuden skal påpeges, hvis forslag og ønsker fra lokaludvalgene er i modstrid med kommunens politikker og planer.
Bydelsplanerne har været i forvaltningshøring i foråret, og forvaltningernes konkrete bemærkninger til de respektive bydelsplaner er indarbejdet til sidst i hver enkelt bydelsplan. Forvaltningernes eventuelle generelle bemærkninger til bydelsplanerne er vedlagt indstillingen (bilag 13). Forvaltningerne har, medmindre andet er angivet i forvaltningernes høringssvar, generelt ikke planlægningsmidler til at kvalificere økonomi i konkrete projektforslag i bydelsplanerne. Der vil derfor først ske en økonomisk kvalificering af forslaget, hvis Borgerrepræsentationen beslutter at afsætte midler hertil. Der er endvidere ikke afsat midler til realisering af bydelsplanernes ideer og forslag i forvaltningernes budgetter, medmindre forvaltningerne angiver andet i deres respektive høringssvar.
Forvaltningerne udtrykker generelt opbakning til det arbejde, der er lagt i bydelsplanerne og er positive over for at lade sig inspirere af de visioner og konkrete forslag, der præsenteres i bydelsplanerne.
Lokaludvalgene har mulighed for på deres hjemmeside at vedlægge supplerende bilag til bydelsplanen. Disse bilag indgår ikke som en del af selve bydelsplanen og har ikke været i forvaltningshøring.
Økonomi
Indstillingen indeholder ingen økonomiske konsekvenser. Realisering af bydelsplanernes indhold afhænger af vedtagelse i de årlige budgetforhandlinger. Borgerrepræsentationen er ikke forpligtet til at afsætte midler til forslagene.
Videre proces
Bydelsplanernes indhold kan indgå i forvaltningernes videre arbejde med overordnet planlægning og konkrete løsninger på lokale udfordringer.
Inden udløbet af fireårsperioden vil Borgerrepræsentationen blive forelagt en evaluering af dette koncept for bydelsplaner med henblik på beslutning og den fremtidige bydelsplanlægning.
Hvis indstillingen godkendes, afholder Økonomiforvaltningen den 25. oktober 2017 en lanceringsreception for medlemmer af Borgerrepræsentationen, lokaludvalg og lokaludvalgssekretariater for at markere de nye bydelsplaner.
Peter Stensgaard Mørch /Søren Tegen Pedersen
Beslutning
Dagsordenspunkt 12: Lokaludvalgenes bydelsplaner 2017 - 2020 (2017-0312501)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. oktober 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.