Opfølgning på måltal for jobrotation, fleksjob, seniorjob og løntilskudspladser i Københavns Kommune i 2013
Anden kvartalsstatus på opfyldelsen af målene for de forventede jobrotationsforløb, fleksjob, seniorjob og løntilskudspladser i Københavns Kommune som arbejdsplads.
Tidligere beslutninger
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget,
- at tage opfølgningen på ”Måltal for jobrotation, fleksjob, seniorjob og løntilskudspladser i Københavns Kommune i 2013” til efterretning,
- at godkende, at måltallet for seniorjob i 2013 justeres fra de nuværende 300 til 600, da tilgangen til seniorjobordningen og dermed efterspørgslen efter seniorjob forventes at stige til dette niveau i 2013.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget godkender 2. at-punkt om øget måltal vedr. seniorjob.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget udtaler:
Økonomiudvalget bemærker, at ansættelser på særlige vilkår medfører en række udfordringer for både forvaltninger og de enkelte ledere. Teknik- og Miljøforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt Økonomiforvaltningen er derfor i fællesskab ved at afdække mulighederne for at håndtere de særlige beskæftigelsesordninger ved en mere strategisk og målrettet tilgang, jf. indstilling til ØU d. 21/8 2013.
Endvidere skal det præciseres, at Økonomiudvalget på mødet d. 23. maj 2013 anbefalede at øge måltallet på jobrotationsforløb med 75, ved at øge SUFs måltal, da SUF i overførselssagen 2012-2013 blev tildelt ekstra midler til ydereligere 75 forløb. Derudover anbefalede Økonomiudvalget, at måltallet for fleksjob ændredes fra 603 til 653 fleksjob, fordi der i overførselssagen 2012-2013 blev bevilget 1,78 mio. kr. til flere fleksjobansættelser i 2013.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Beskæftigelses- og integrationsudvalgets budgetramme.
Problemstilling
En fællesindstilling om ”Måltal for jobrotation, fleksjob, seniorjob og løntilskudspladser i KK i 2013” blev behandlet på Beskæftigelses- og Integrationsmødet (BIU) den 14. januar, Økonomiudvalgsmødet (ØU) den 29. januar og endelig vedtaget i Københavns Borgerrepræsentation (BR) den 7. februar 2013.
I indstillingen forpligtedes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) til kvartalsvis at forelægge Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget tal for fremdriften, i forhold til målopfyldelsen for de 4 ordninger. Herudover skal BIU og ØU i forbindelse med indeværende anden kvartalsvise opfølgning revurdere måltallet for seniorjob, og om nødvendigt foretage justeringer efter aktuelt behov.
De økonomiske vismænds forårsrapport har givet BIF bedre oplysninger om udfaldsgruppens indbetalinger til efterlønsordningen. Dette resulterer i et behov for en opjustering af det forventede antal seniorjobbere i 2013.
Løsning
Den anden status på fremdriften fremgår af bilag 1, der omfatter en samlet oversigt over de 4 ordningers måltal for Københavns Kommune i 2013 og de aktuelle tal for, hvor langt Københavns Kommune som arbejdsplads, samlet set, er med at etablere og oprette de ønskede forløb/ jobs/ pladser. Herefter følger en oversigt over de enkelte forvaltninger.
På seniorjobområdet har det vist sig nødvendigt, at opjustere måltallene for antallet af seniorjobansøgere i 2013. Det skyldes bl.a., at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen benyttede Finansministeriets skøn for andelen af borgere, som har indbetalt til efterlønsordningen. Dette skøn var for lavt.
Hovedpunkterne fra andet kvartal er følgende:
Jobrotation
Måltal: 400 jobrotationsforløb (heri er ikke medregnet de 75 særlige SUF-forløb på sundheds- og ældreområdet qua overførselssagen 2012/2013).
Der er primo juli etableret 163 forløb, svarende til en målopfyldelse på 41%. Tallet viser dog kun de forløb, hvor der ligger en underskrevet aftale.
Tiltag: Forvaltningen er i dialog med alle forvaltninger om etablering af forløb og planlægningen af disse. Men mange forløb er endnu ikke så langt i processen, at der direkte er etableret aftaler. Det må forventes, at antallet af forløb sidst på året stiger forholdsvis meget, idet jobrotationsforløb kræver meget planlægning og dermed tid at etablere. Med de aktuelle aktiviteter og tiltag på området, forventes måltallet at blive indfriet med udgangen af året.
Fleksjob
Måltal: 603 fleksjob
Der er i marts 2013 (nyeste tilgængelige tal) ansat 531 personer i et fleksjob i Københavns Kommune, som arbejdsplads. Antal ansatte har dermed ikke ændret sig siden sidste måling, og der er fortsat færre ansatte i fleksjob end i juli 2012, som er udgangspunktet med 553 ansatte.
Tiltag: Der mangler i øjeblikket 72 fleksjob, for at nå det ønskede niveau med udgangen af 2013 (553 + 50 ekstra vedtaget af BR i februar 2013). Der er blevet udarbejdet en handlingsplan for fleksjob- og ledighedsydelsesmodtagere, og som en del af denne, er de enkelte forvaltninger blevet kontaktet pr. brev og gjort særligt opmærksomme på de manglende fleksjob og nye økonomiske midler, herunder fået beskrevet hvilke konkrete personer der mangler et fleksjob (kompetencer m.v.), vedlagt klar information om hvordan Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen konkret kan hjælpe og ønske om, at hver forvaltning får en kontaktperson på området.
Seniorjob
Behov for opjustering af antal seniorjobbere:
Tilgangen til seniorjobordningen i de første 5 måneder af 2013 har været på mere end 330 personer. Dette er mere end hvad Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen oprindeligt skønnede, at tilgangen til seniorjobordningen ville blive i hele 2013. Der er især to faktorer, som har gjort at skønet er fastsat for lavt:
- Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vurderede på baggrund af Finansministeriets tal, at 50% af målgruppen har indbetalt til efterlønsordningen. Vismandsrapporten fra foråret 2013 (28. maj 2013) angiver i midlertidigt, at 75% af de 55-59 årige i akutgruppen har indbetalt til seniorjobordningen.
- En undervurdering af det faktiske antal ledige som opbrugte dagpengeretten.
Vismandsrapporten angiver, at op mod 7.000 personer vil være berettigede til et seniorjob i 1. halvår af 2013 på landsplan. Idet ca. 9% af de akutledige i aldersgruppen 55-59 år bor i København, vil det svare til ca. 600 i København. Vismandsrapportens skøn for 1. halvår af 2013 er dog noget for højt i forhold til det faktiske antal ansøgere. Derfor vurderes det, at skønnet i højere grad vil være dækkende for hele 2013.
På baggrund heraf anbefaler Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, at tilgangen til seniorjobordningen opjusteres fra 300 til 600 i hele 2013.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen udarbejdede en seniorjobstrategi, som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tog til efterretning på sit møde d. 6. maj 2013. Denne vil fortsat danne grundlag for seniorjobansættelserne i Københavns Kommune.
Regeringens aftale om "Bedre indfasning af dagpengereformen" betyder, at tilgangen til seniorjobordningen midlertidigt suspenderes i 2014 og dele af 2015. Efterfølgende må det formodes, at tilgangen reduceres kraftigt.
Måltal: 300 seniorjobs (fremadrettet 600)
Der er primo juli ansat 169 personer i et seniorjob i Københavns Kommune som arbejdsplads. Yderligere 8 personer har været ansat tidligere på året, men er ophørt bl.a. på grund af forkert match eller da de har fundet andet arbejde. Primo juli er der ca. 240 personer på kompensationsydelse, som dermed venter på et seniorjob (de er faldet for dagpengegrænsen og har søgt om et seniorjob).
Tiltag: BIU er på mødet d. 6. maj 2013 blevet forelagt en strategi for seniorjobområdet og hvorledes kommunen sikrer, at alle ønskede seniorjob imødekommes. Strategien består overordnet af 3 ben:
Forvaltningsspecifikke kvoter
Hurtig og digitalt match til det selvhjulpne ansøgerfelt (hjemmeside, seniorjobbank og nyhedsbreve)
Håndholdt indsats til det ansøgerfelt, som har svært ved selv at finde et seniorjob i form af en formidlingsindsats.
Herudover er Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i øjeblikket ved:
at undervise personalemedarbejdere i Koncernservice om seniorjobordningen, så vejledning om ordningen også kan foregå her;
at distribuere informationsmateriale om seniorjobordningen mere direkte ud til de kommunale chefer med ansættelsesansvar, hvilket bl.a. skal ske med hjælp fra 7-direktør-kredsen;
at informere forvaltningerne om at Arbejdsmarkedsstyrelsen nu har givet tilladelse til at personer, der er berettiget til seniorjob, kan ansættes i selvejende institutioner, hvilket ligeledes bl.a. skal ske med hjælp fra 7-direktør-kredsen.
Efter sommerferien vil de enkelte forvaltninger i øvrigt, som på fleksjobområdet, blive kontaktet og gjort særligt opmærksomme på den store efterspørgsel efter seniorjob, med henblik på bl.a. en fast kontaktperson i hver forvaltning og tilbud om hjælp og vejledning på området.
Løntilskud
Måltal: 2.150 løntilskudspladser
Der er primo juli oprettet 1751 løntilskudspladser, svarende til en målopfyldelse på 81%.
Tiltag: Retningslinjer for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune er blevet revideret og vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation d. 23. maj 2013.
Det betyder bl.a.:
- at der bliver øget fokus på jobsøgning under løntilskudsansættelsen
- at forløbene som udgangspunkt bliver af kortere varighed (4 måneder frem for 6 måneder)
- at en mentor knyttes til den løntilskudsansatte
- at der vil blive afholdt en evalueringssamtale med den nærmeste leder efter 1 måned, bl.a. med henblik på afklaring af kompetenceudviklingsbehov.
Arbejdet med løntilskud i Københavns Kommune som arbejdsplads, har i en årrække haft fokus på at få oprettet tilstrækkeligt med løntilskudspladser. Dette mål skal der fortsat være fokus på. Tiden er dog nu også kommet til at rette et ekstra fokus på kvaliteten og effekterne af løntilskudsforløbene. Med de vedtagne nye retningslinjer ønskes fokus på bedst mulig effekt af ordningen for de løntilskudsansatte. Fokus vil derfor fremadrettet være rettet mod særlige målgrupper, hvor løntilskud har vist gode effekter, på relevante og kvalificerende løntilskudsstillinger, samt på sammenligning af forvaltningernes resultater.
Med henblik på at sikre en høj kvalitet er forvaltningen i dialog med de andre forvaltninger omkring de pladser, der er oprettet, herunder en kortlægning af udnyttelsesgraden mv. Formålet er at få afdækket hvor mange pladser, og hvilke typer pladser, som de ledige har behov for. Denne afklaring forventes afsluttet i 3. kvartal d.å.
Fra 2014 vil indførelsen af arbejdsmarkedsydelsen give en øget efterspørgsel efter løntilskud, da det er en af de aktiveringsformer, som kan benyttes. Forvaltningen forventer også, at man som et led i det fortsatte fokus på effekten af og kvaliteten i aktiveringen i jobcentrene, vil øge antallet af personer i offentligt løntilskud.
Omvendt vil beslutningen om forkortelsen af varigheden af løntilskudsforløbene fra 6 til 4 måneder betyde, at flere personer skal i løntilskud for at opnå samme antal helårspladser. Dette vil isoleret set give et faldende aktivitetsniveau målt i helårspladser.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Første kvartalsstatus blev forelagt BIU d. 6. maj og ØU d. 14. maj. Indeværende anden kvartalsstatus forelægges BIU d. 19. august og ØU d. 3. september. Efterfølgende vil BIU og ØU blive forelagt en status 2 gange mere i år, henholdsvis BIU-møderne d. 7. oktober og 9. december, samt ØU-møderne d. 22. oktober og 10. december.
Løntilskudskvotens størrelse skal genovervejes til efteråret, når de nævnte forhold på løntilskudsområdet er yderligere afklaret, og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil få forelagt en sag herom på udvalgets møde den 7. oktober 2013 i forbindelse med den 3. kvartalsstatus på opfyldelsen af målene for de forventede jobrotationsforløb, fleksjob, seniorjob og løntilskudspladser i Københavns Kommune i 2013.
Morten Binder Kaj Ove Christiansen
Oversigt over politisk behandling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget tager opfølgningen på ”Måltal for jobrotation, fleksjob, seniorjob og løntilskudspladser i Københavns Kommune i 2013” til efterretning.
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget godkender, at måltallet for seniorjob i 2013 justeres fra de nuværende 300 til 600, da tilgangen til seniorjobordningen og dermed efterspørgslen efter seniorjob forventes at stige til dette niveau i 2013.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 19. august 2013
1. at blev taget til efterretning og 2. at blev godkendt, idet BIU efterlyste en strategi for de 2 største faggrupper.
Beslutning
Dagsordenspunkt 14: Opfølgning på måltal for jobrotation, fleksjob, seniorjob og løntilskudspladser i Københavns Kommune i 2013
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. september 2013
B fremsatte ændringsforslag til et nyt 3. at-punkt:
”Det foreslås,
at Økonomiudvalget godkender, at alle forvaltninger fra og med juli 2013 modtager en præmie på 35.600 kr. pr. fleksjobber de ansætter. Ordningen gælder ud fra først-til-mølle-princippet, indtil puljen er udtømt.”
Ændringsforslaget blev vedtaget med 8 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, F, Ø, O og B.
Imod stemte: C.
Den således ændrede indstilling blev herefter henholdsvis taget til efterretning og godkendt med 8 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, F, Ø, O og B.
Imod stemte: C.
C afgav følgende protokolbemærkning:
”Måltallene udstikker ambitioner om at ansætte et højt antal mennesker på disse jobordninger. Med undtagelse af fleksjob deler vi ikke denne ambition, hvorfor vi opfordrer til at droppe måltallene. Særligt seniorjobordningen er asocial og uhensigtsmæssig.”