Udmøntning af aftale om infrastruktur i tilknytning til Amerika Plads
Udmøntning af aftale om infrastruktur i tilknytning til Amerika Plads
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 3. juni 2008
J.nr. ØU 241/2008
6. Udmøntning af aftale om infrastruktur i tilknytning til Amerika Plads
Københavns Kommune indgik i 2001 en aftale om finansiering af infrastrukturprojekter til og fra Amerika Plads. Der er nu behov for en realisering af projekterne hvorfor der skal ske en udmøntning af aftalen om infrastrukturen til Amerika Plads.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, 1. at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at indgå en detaljeret aftale, der udmønter den oprindelige aftale og realiserer infrastrukturprojekterne, med henholdsvis DanLink-Udvikling og Arealudviklingsselskabet på baggrund af de her skitserede principper. |
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den
3. juni 2008 Indstillingen blev anbefalet. |
Problemstilling
I forbindelse med udvikling af DanLink-arealet (se kortbilag 1) indgik Københavns Kommune i 2001 en aftale med Kommanditselskabet DanLink - Udvikling (DLU) om hovedprincipperne for finansiering af infrastrukturprojekter til og fra Amerika Plads (bilag 2).
Ifølge aftalen, skal DLU svare et beløb pr. etagemeter byggeret til en pulje, hvilket ved en fuld udnyttelse af lokalplanens byggemuligheder svarer til en samlet sum på ca. 50 (2001 pl.) mio. kr., der skal anvendes til finansiering af infrastrukturprojekter til og fra Amerika Plads. Det fremgår endvidere af aftalen, at Københavns Kommune som bygherre skal forestå etableringen af infrastrukturprojekterne.
Puljens midler skal finansiere:
1) en bro over Kalkbrænderihavnsgade og baneterrænet til Østerbro,
2) en cykel- og stiforbindelse langs Kalkbrænderihavnsgades østside mellem Nordhavn Station og Amerika Plads, og
3) en fysisk forbedring af adgangsforholdene til Nordhavn Station fra vandsiden.
Der er nu behov for en realisering af projekterne. Derfor har Økonomiforvaltningen indledt drøftelser med DLU og Arealudviklingsselskabet der har overtaget Københavns Havns part i aftalen om den konkrete implementering af aftalen. Der er enighed mellem parterne om i fællesskab at udmønte aftalens bestemmelser og igangsætte aftalens infrastrukturprojekter.
Det fremgår af § 1.2. i den oprindelige aftale at parterne skal indgå en mere detaljeret aftale.
Løsning
Parterne har udarbejdet en teknisk overslagsmæssig prissætning af de tre infrastrukturprojekter.
Ad 1: Bro over Kalkbrænderihavnsgade og baneterrænet til Østerbro
Gangbroen vil kunne etableres for ca. 22-30 mio. kr. (2008 pl.) afhængigt af det konkrete valg af brotype (plus/minus 15% + bygherreomkostninger). Det skal desuden bemærkes, at en vurdering af pladsforholdene på Amerika Plads (der hvor broen skal lande) viser, at det ikke på en funktionel og æstetisk forsvarlig måde kan etableres cykelramper, hvorfor broen alene bør betjenes med trapper og elevatorer. Det vil dog være muligt at få sin cykel med over broen via ramper på trapperne.
Ad 2. Cykel- og stiforbindelse
Cykel- og stiforbindelsen vil kunne etableres for ca. 4 mio. kr. (2008 pl.)
Ad 3. Fysisk forbedring af adgangsforholdene til Nordhavn
Station
Det er parternes vurdering, at dette projekt med fordel kan afvente henholdsvis den kommende byudvikling i Nordhavn og på Marmormolen. I begge disse projekter er der indtænkt en forbedret adgang til Nordhavn Station, hvorfor realiseringen heraf med fordel kan afvente disse projekter.
I forhold til den samlede pulje på ca. 50. mio. kr. (2001 pl.) vil der efter etablering af projekt 1 og 2 være ca. 15. – 20. mio. kr. tilbage i puljen, der kan reserveres til en senere realisering af projekt 3 i forbindelse med dels den kommende byudvikling i Nordhavn, dels Marmormole projektet.
Økonomiforvaltningen anbefaler, at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at indgå en detaljeret aftale, der udmønter den oprindelige aftale og realiserer infrastrukturprojekterne med henholdsvis DLU og Arealudviklingsselskabet på baggrund af ovenstående principper.
Økonomi
Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at en udmøntning af aftalen og en realisering af de i aftalen fastlagte infrastrukturprojekter ikke medfører økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre
proces
Økonomiforvaltningen vil umiddelbart efter den politiske behandling af nærværende sag tage initiativ til indgåelse af en detaljeret aftale på baggr und af de skitserede principper. Denne forventes at forelægge senest medio juni 2008.
I august 2008 vil Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen, med udgangspunkt i den detaljerede aftale, fremlægge en sag med dels en indtægtsbevilling på i alt 3. mio. kr. i 2008 (således at Københavns Kommune kan modtage midlerne fra puljen til realisering) og en anlægsbevilling på 400.000 kr. i 2008 og 2,6 mio. kr. i 2009 til konkret projektudvikling. Det vil i den forbindelse blive indstillet at, den centrale bufferpulje til anlæg under Økonomiudvalget nedskrives med et beløb svarende til anlægsudgiften i 2008.
Broen (projekt 1) og cykel- og stiforbindelsen (projekt 2) forventes at kunne tages i brug i 2011.
Bilag
1. Kortbilag
2. Aftale med Kommanditselskabet DanLink - Udvikling (DLU) om hovedprincipperne for finansiering af infrastrukturprojekter til og fra Amerika Plads
Claus Juhl /Henrik Plougmann Olsen