Betaling af vandarealleje for badesteder i Københavns havn
Betaling af vandarealleje for badesteder i Københavns havn
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 3. juni 2003
J.nr. ØU 185/2003
9. Betaling af vandarealleje for badesteder i Københavns havn
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for
Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der
gives en driftsbevilling på 400.000 kr. (ekskl. moms) til Kultur- og Fritidsudvalgets
bevilling Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til Københavns Idrætsanlæg)
til betaling af vandarealleje til Københavns Havn A/S for de to kommunale badesteder
i Københavns havn i 2003, og
at der som tillægsbevilling i 2003 gives en udgiftsbevilling på 400.000 kr. Kassemæssig dækning anvises på kommunens kasse (8.05.5, Bevilling Finansposter), idet udgiften i 2003 dækkes af det beløb, der er afsat til Trafik og Bolig (selvbudgetteringsmidler) og som overføres fra 2002 til 2003.
"Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning
Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget har i henhold til lov om kommunernes styrelse § 22, stk. 2, på udvalgets vegne truffet beslutning om at anbefale indstillingen."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. juni 2003
Overborgmesteren og Bygge- og Teknikborgmesteren deltog ikke under behandlingen af sagen på grund af inhabilitet.
Indstillingen blev anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen
RESUME
Borgerrepræsentationen besluttede d. 20. marts 2003 (BR 118/03) at anvende 4 mio. kr. til at etablere to badesteder, idet det eksisterende badeanlæg ved Islands Brygge blev flyttet til Havneholmen, og der ved Islands Brygge opføres et nyt anlæg med betydeligt større kapacitet. Begge anlæg forudsætter en aftale med Københavns Havn A/S, der forvalter vandarealerne. Denne aftale var ikke udarbejdet på tidspunktet for Borgerrepræsentationen beslutning.
Det var dog fra Københavns Havn A/S blevet bebudet, at man
agtede at begynde at opkræve leje for det vandareal, som de to badesteder
lægger beslag på. Dette var nævnt i indstillingen, men da forhandlingerne
mellem Københavns Kommune og Københavns Havn A/S ikke var afsluttet, var en
eventuel udgift til leje af vandareal ikke medregnet i den driftsbevilling, der
var indstillet. Den hidtidige aftale om badeanlægget ved Islands Brygge indeholdt
en bestemmelse om, at vandareallejen for såvel 2002 som 2003 var fastsat til 0
kr.
De efterfølgende forhandlinger har ført til, at Københavns Kommune ved Københavns Idrætsanlæg skal betale Københavns Havn A/S 400.000 kr. plus moms i leje for vandareal for 2003. Udkast til aftale mellem Københavns Kommune og Københavns Havn A/S er vedlagt som bilag.
Det indstilles derfor, at der gives en tillægsbevilling til driften af badeanlæggene, som dækker udgiften til vandarealleje i 2003.