Mødedato: 03.02.2004, kl. 15:00

Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro (Kultur- og Fritidsudvalget)

Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro (Kultur- og Fritidsudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 3. februar 2004

 

 


J.nr. ØU 34/2004

 

10. Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro (Kultur- og Fritidsudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget anbefaler,

at Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling i 2004 på 59,29 mill. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid konto 0.30.3 til etablering af Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro ved Korsgade.

at den kassemæssige dækning for anlægsbevillingen anvises med:

-         16,73 mill. kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2004, rådighedsbevilling Kultur- og Fritid konto 0.30.3.

-         32,56 mill. kr. i form af overførsel fra budget 2003 til 2004 af uforbrugte midler fra rådighedsbevillingerne fra pulje til lokalt idrætsanlæg og idrætspuljen 2003. En forudsætning for ovenstående finansieringsplan er, at Borgerrepræsentationen beslutter at overføre de 32,56 mill. kr.

-         10,0 mill. kr. ved at Borgerrepræsentationen giver en rådighedsbevilling i 2004 på 10,0 mill. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 0.30.3.

at kassemæssig dækning for rådighedsbevillingen på 10,0 mill. kr. anvises ved at Borgerrepræsentationen giver en indtægtsbevilling på 10,0 mill. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 0.30.3, svarende til Lokale- og Anlægsfondens andel af udgifterne til realisering af Idræts- og Kulturhuset, som fonden har bevilget den 20. januar 2004

at Borgerrepræsentationen giver en tillægsbevilling på 80.000 kr. (p/l 2004) til betaling af ejendomsskatter i 2004 til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling – Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til KI) i 2004

at den kassemæssige dækning på de 80.000 kr. anvises på Økonomiudvalgets bevilling Finansposter, konto 8.05.5 kassen

at Borgerrepræsentationen træffer principbeslutning om at give en driftsbevilling på 1,4 mill. kr. (p/l 2004) som et rammeløft til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling – Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til KI) i 2005

at Borgerrepræsentationen træffer principbeslutning om at give en driftsbevilling på 4,42 mill. kr. (p/l 2004) til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling – Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til KI) som et rammeløft til KI i budgettet fra 2006 og frem.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har følgende bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form:

Det bemærkes, at der foreløbig er reserveret 2 mio. kr. til Københavns Kommunes økonomiske deltagelse i opførelsen af det i indstillingen nævnte parkeringshus. Det forudsættes, at anlægsudgifter, der overstiger 2 mio. kr. afholdes indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets eget budget.

Det bemærkes herudover, at der i indstillingen tages forbehold for at sagen, såfremt supplerende miljøundersøgelser viser at grunden er mere forurenet end først antaget, med deraf følgende forhøjede udgifter til oprensning, vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget på ny. Det forudsættes, at evt. øgede udgifter til oprensning afholdes indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets eget budget.

Afslutningsvis forudsættes, at kassemæssig dækning for tillægsbevillingen på 80.000 kr. til dækning af ejendomsskatter i 2004 anvises på Økonomiudvalgets budget 2004, bevilling Fælles anlægspuljer, konto 6.51.3, Puljen til uforudsete udgifter i stedet for den i indstillingen anviste kassemæssige dækning på Økonomiudvalgets budget 2004, bevilling Finansposter, konto 8.05.5, Kassen".

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 29. januar 2004

Følgende havde inden punktets behandling foretræde for udvalget om sagen:

Repræsentanter fra følgende foreninger:

·        Jacob Edmonds (Stevnsgade Basketball Klub)

·        Allan Guldberg (4 Kantens Floorball Klub)

 

Indstillingen blev tiltrådt.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. februar 2004

Anbefalet.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen

 

 

RESUME

På baggrund af Borgerrepræsentationens bevilling på 750.000 kr. og Lokale- og Anlægsfondens bevilling på 750.000 kr. er der i sommeren og efteråret 2003 blevet udarbejdet et projektforslag vedrørende et nyt Idræts- og Kulturhus på Indre Nørrebro. De samlede anlægsudgifter udgør 61,29 mill. kr. inkl. 2 mill. kr. som tilskud til opførelse af kommende parkeringshus. Lokale- og Anlægsfonden har den 20. januar 2004 besluttet at støtte projektet med 10 mill. kr.

Idræts- og Kulturhuset placeres på Indre Nørrebro tæt ved Blågårds Plads. En væsentlig målsætning med huset er at medvirke som et konkret bud på en forebyggende indsats af de sociale og kulturelle problemer, der er på Indre Nørrebro. Da bydelen er relativt underforsynet med idræts- og kulturfaciliteter, har etableringen af et idrætsanlæg haft høj prioritering.

For at inddrage så mange lokale interessenter som muligt i processen vedrørende udviklingen af Idræts- og Kulturhuset er der etableret en interessentgruppe, hvor naboer, idrætsklubber, organisationer og andre har deltaget.

Projektforslaget omfatter et anlæg med et bebygget areal på 2.490 m2 samt en kælder på 1.005 m2. Idræts- og Kulturhuset indeholder bl.a. en foyer, caféområde, fitnessbalkon, hovedrum med plads til afvikling af håndboldkampe, dansesal, niche til boldareal med boldmur samt niche til kampsport. Bygningen er delvis nedgravet, og udefra set vil anlægget fremstå som en græsbelagt jordhøj, så naboer og andre kan færdes på jordhøjen. Tanken er så vidt muligt at fastholde et i forvejen grønt område.

Idræts- og Kulturhuset placeres på Indre Nørrebro i det område i Korsgade-karéen, som er omfattet af Lokalplan nr. 32. Ifølge lokalplanen er en del af matr. nr. 6002 Udenbys Klædebo kvarter forbeholdt opførelsen af et kollektivt anlæg, herunder en idrætshal. Der er en aftale mellem Københavns Kommune og matriklens ejer Boligselskabet FSB, som giver kommunen ret til vederlagsfrit at overtage et ubebygget areal på indtil 4.000 m2, som i dag er en del af matr.nr. 6002. Retten til at overtage grunden bygger på en aftale, der blev indgået, da Byfornyelsesselskabet København solgte ejendomme til FSB i 1983. Den endelige overtagelse og udmatrikulering vil ske i forlængelse af Borgerrepræsentationens behandling af nærværende indstilling.

Ifølge miljøundersøgelser skønnes det, at det vil koste 4,1 mill. kr. at oprense byggegrunden. Såfremt Borgerrepræsentationen beslutter at realisere projektet, vil der blive igangsat yderligere undersøgelser. Hvis disse undersøgelser mod forventning viser, at byggegrunden er mere forurenet end først antaget, vil sagen blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget på ny.

I forbindelse med Idræts- og Kulturhuset på Indre Nørrebro skal der opføres 30 parkeringspladser. 5 af disse vil blive opført i en parkeringskælder, der etableres i tilknytning til Idræts- og Kulturhuset. De øvrige 25 parkeringspladser reserveres i det parkeringshus, som boligselskabet FSB opfører ved Åboulevarden. Der er foreløbig afsat 2 mill. kr. til Københavns Kommunes økonomiske deltagelse i opførelsen af det kommende parkeringshus. Udover de 2 mill. kr. skal der påregnes en årlig markedsleje for pladserne på ca. 150.000 kr. eksl. moms (p/l 2004). Der vil senere blive udarbejdet en selvstændig indstilling om en aftale mellem Københavns Kommune og FSB om kommunens økonomiske deltagelse i opførelsen af parkeringshuset samt betaling af leje for 25 parkeringspladser.

Projektet har været i høring i interessentgruppen. Der er generel tilfredshed med projektet. Dog har Gårdlauget den grønne firkant igennem hele forløbet været imod placeringen af Idræts- og Kulturhuset, som gårdlauget finder uhensigtsmæssig. Gårdlauget peger på en alternativ placering. Kultur- og Fritidsforvaltningen kan ikke anbefale denne placering.

KI's bestyrelse tiltrådte den 20. januar 2004 en indstilling om at varetage bygherrerollen på projektet.

 


 


Til top