Overenskomst- og aftalefornyelsen pr. 1.4.2005

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 3. februar 2004

 

 

 

J.nr.             ØU 26/2004

 

 

1.                   Overenskomst- og aftalefornyelsen pr. 1.4.2005

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget tager den i sagsbeskrivelsen generelle orientering og beskrivelse af status for overenskomst- og aftalefornyelsen pr. 1. april 2005 (O.05) til efterretning.

 

 

RESUME

Overenskomster og aftaler på det offentlige arbejdsmarked skal fornys pr. 1. april 2005.  Denne indstilling indeholder en beskrivelse af dels de generelle forhold, der vedrører overenskomst- og aftalefornyelser, dels den særlige situation for O.05, herunder navnlig et ændret forhandlingsforløb.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Generelt om overenskomst- og aftalefornyelsen.

Overenskomster og aftaler på det offentlige arbejdsmarked skal fornys pr. 1. april 2005.

Københavns Kommune er selvstændig arbejdsgiverpart og indgår i de forestående forhandlinger i samarbejde med de øvrige arbejdsgiverparter, KL (Kommunernes Landsforening), Amtsrådsforeningen (ARF) og Frederiksberg Kommune.

Samarbejdet på politisk niveau sker i en fælleskommunal forhandlingsdelegation på 5 medlemmer, med formanden for KL's Løn- og Personaleudvalg som formand og med deltagelse af Københavns Kommune ved overborgmesteren.

Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) forhandler selvstændigt, men med koordinering med de øvrige arbejdsgiverområder.

Forhandlingerne på det (amts)kommunale område vedrører ca. 550.000 ansatte (omregnet til fuldtidsbeskæftigede) med en samlet lønsum på ca. 156 mia.kr. Heraf udgør Københavns Kommunes område ca. 43.000 ansatte med en lønsum på ca. 12 mia.kr.

Det er målet at opnå et resultat, hvis indhold kan godkendes af både arbejdsgiversiden og lønmodtagersiden, og dermed skabe ro på arbejdsmarkedet i overenskomstperioden.

Når en kollektiv overenskomst er indgået, er der fredspligt, så længe overenskomsten er gældende. Det betyder, at parterne i denne periode er forpligtet til at overholde overenskomstens bestemmelser, og til at hindre overenskomststridige arbejdsstandsninger.

Begge parter har en interesse i at indgå overenskomster og aftaler, der understøtter målet om at skabe attraktive arbejdspladser. Særligt for arbejdsgiversiden er det vigtigt, at resultatet giver den fornødne rummelighed til det decentrale niveau, så der lokalt kan findes løsninger, der understøtter den enkelte virksomheds mål.

Forberedelserne til de kommende forhandlinger er allerede i gang såvel på arbejdsgiverside som på arbejdstagerside.

 

Parterne og forhandlingsforløbet.

Forhandlingstilrettelæggelsen.

Siden dannelsen af Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) i 1985 har overenskomst- og aftaleforhandlingerne været opdelt i to led: Generelle og specielle forhandlinger. Opdelingen er sket på grundlag af "køreplanaftaler" med KTO.

Typisk er de generelle forhandlinger med KTO indledt først med afsættelse af en ramme for de specielle forhandlinger. Herudover har de generelle forhandlinger omfattet bl.a. den samlede ramme, generel lønstigning, overenskomstperiodens længde, reguleringsordning og rammeaftaler for alle ansatte (ex. ferie og barsel).

Herefter er de specielle forhandlinger sat i gang sideløbende med de generelle. Kravene inden for de enkelte overenskomstområder er her afhandlet med de enkelte personaleorganisationer inden for den ramme til specielle forhandlinger, der er aftalt med KTO.

KTO har i forhandlingerne på politisk niveau hidtil været repræsenteret af et forhandlingsudvalg på 8 sammensat af 4 LO-repræsentanter, 2 fra FTF, 1 fra AC og 1 fra øvrige KTO-tilsluttede organisationer.

Hvis der ikke denne gang, jf. neden for, kan opnås enighed med KTO/organisationerne om en "køreplanaftale", er grundlaget for tilrettelæggelsen af forhandlingerne de hovedaftaler, der er indgået med de enkelte organisationer. For tjenestemændene gælder dog en særlig procedure.

Det betyder, at hele overenskomststoffet – altså også det der hidtil har været håndteret under de generelle forhandlinger – skal forhandles med den enkelte organisation typisk efter følgende kort beskrevne procedure: Når en overenskomst er opsagt, aftales der snarest, og senest 1 måned efter begæring om forhandlinger er fremsat, forhandlinger om indgåelse af en ny overenskomst.

Alternativet i forhold til den traditionelle situation er beskrevet, fordi der denne gang foreligger særlige forhold og udmeldinger fra organisationsside med ønske om et ændret forhandlingsforløb:

 

KTO's "vende på hovedet" udspil.

For de kommende overenskomstforhandlinger har KTO vedtaget, at de enkelte medlemsorganisationer selv skal starte deres forhandlinger direkte med arbejdsgiverne i løbet af efteråret 2004 uden forudgående aftale med KTO om den økonomiske ramme. Det skal herefter være muligt at forhandle et selvstændigt resultat hjem, der er målrettet de enkelte medlemsgrupper. Det skal fx være muligt at forhandle en lønmodel, der passer til de enkelte medlemsgrupper.

I begyndelsen af 2005 skal fællesskabet KTO derefter forhandle enkelte udvalgte tværgående krav. Det vil først og fremmest dreje sig om generelle lønstigninger og reguleringsordningen.  Men det kan også vedrøre andre vitale tværgående krav. Idéen med disse forhandlinger er at fastholde den fælles styrke gennem fælles optræden, som det hedder i vedtagelsen.

Ud over de problemer, der knytter sig til denne meget løse forhandlingsaftale mellem organisationerne, har DSR og en række andre organisationer (Sundhedskartellet) som bekendt meldt sig helt ud af fællesskabet. Sundhedskartellet omfatter Dansk Sygeplejeråd, Dansk Tandplejerforening, Danske Bioanalytikere, Danske Fysioterapeuter, Jordemoderforeningen, Ergoterapeutforeningen, Farmakonomforeningen og Økonomaforeningen med tilsammen ca. 71.800 medlemmer, heraf ca. 1.700 i Københavns Kommune).

Københavns Kommune må – som de øvrige (amts)kommunale arbejdsgiverparter - som udgangspunkt tage dette til efterretning, da organisationerne ikke kan tvinges ind i et forhandlingsfællesskab lige så lidt, som de kan dikteres en særlig afvikling af overenskomstforhandlingerne. Til gengæld behøver arbejdsgiversiden heller ikke, hverken helt eller delvist, acceptere deres udspil, da hovedaftalernes forhandlingsbestemmelser gælder, hvis ikke andet aftales.

 

Indholdet af KTO's forhandlingsmodel:

Modellen bygger på:

·        Kravsudveksling mellem de enkelte organisationer og arbejdsgiverne den 23. august

·        Forhandlingsstart mellem samme parter den 8. september

·        En forhandlingsfrist frem til 15. november, hvorefter der er en pause i forhandlingerne frem til 1. januar. På dette tidspunkt starter kravsudveksling og forhandlinger mellem arbejdsgiverne og KTO.

I modellen ligger, at de enkelte organisationer "beholder" det, der måtte være opnået enighed om ved fristens udløb den 15. november. Pausen i forhandlingerne fra 15. november til 1. januar skal bruges til at gøre status i KTO og formulere KTO-krav.

Nogle krav kan kun forhandles af KTO. Foreløbig er nævnt generelle lønstigninger og reguleringsordning og eventuelle andre, men p.t. ikke udspecificerede, "vitale tværgående krav".

Forhandlingsfællesskabet er imidlertid meget løst, idet den enkelte organisation kan forlade forhandlingsfællesskabet på et hvilket som helst tidspunkt i forhandlingsforløbet. Men har en organisation én gang forladt forhandlingsfællesskabet, kan den ikke vende tilbage i dette overenskomstforløb. Organisationen er dog fortsat medlem af KTO.

Ved stillingtagen til et eventuelt resultat må et flertal ikke kunne "majorisere" et mindretal, og et mindretal må ikke kunne blokere et flertals vedtagelse.

KTO har udadtil begrundet modellen med, at man vil undgå Forligsinstitutionen.

 

Vurdering af KTO's forhandlingsmodel

Da det endelige indhold af modellen ikke er kendt, er det for tidligt at foretage endelige konklusioner. Sagen drøftes på politisk niveau på et møde mellem forhandling sdelegationerne den 20. februar 2004.

Der kan dog umiddelbart opridses en række ulemper ved den foreslåede model. Problemerne knytter sig navnlig til

·        Den gældende lønmodel, der er fælles for alle personalegrupper, "står for skud",

·        "Tomrummet" mellem den 15. november og 31. december vil gøre det svært at afslutte forhandlingerne inden den 15. november.

·        Indholdet og karakteren af forhandlingsstoffet på KTO-bordet er uklart. Det fremgår således ikke, om alle krav, der henstår fra forhandlingerne med de enkelte organisationer, nu skal på KTO-bordet.

·        Den enkelte organisation kan forlade fællesskabet.

Samtidig er begrundelsen for modellen – at man vil undgå Forligsinstitutionen – ikke umiddelbart forståelig, da forhandlingsmodellens indbyggede kaotiske struktur efter Økonomiforvaltningens opfattelse med stor sandsynlighed vil kunne bringe forhandlingerne i Forligsinstitutionen.

Omvendt kan et løsere forhandlingsfællesskab måske gøre det nemmere at gennemføre en skævdeling til fordel for prioriterede personalegrupper, hvis der er arbejdsgiverønsker herom.

 

Sundhedskartellet

Tilbage står hvordan sundhedskartellet skal håndteres, – men under hensyn til den i hvert fald i øjeblikket meget løse struktur i KTO-modellen er situationen for sundhedskartellet måske ikke meget anderledes, end den bliver for de store forhandlingsfællesskaber i KTO.

Det videre forløb.

Som nævnt behøver arbejdsgiversiden ikke, hverken helt eller delvist, acceptere KTO's udspil, da man har hovedaftalernes forhandlingsbestemmelser at falde tilbage på. En sådan situation synes dog heller ikke hensigtsmæssig.

Økonomiforvaltningen vil derfor arbejde for en forhandlingsmodel og indgåelse af en "køreplanaftale", der i videst muligt omfang løser de problemer, KTO's forslag indebærer, men som også i videst muligt omfang imødekommer organisationernes behov for ændring. Økonomiforvaltningen vil således arbejde for:

• At forhandlingerne starter på et tidligere tidspunkt end før, men således at der ikke holdes den foreslåede "pause" fra 15. november til 1. januar. Et stop i forløbet anses (som nævnt oven for) ikke for gavnligt.

• At det, før forhandlingerne går i gang, er afklaret, hvilke emner der skal behandles ved forhandlingerne med organisationerne, og hvilke med KTO. Herved sikres større seriøsitet i forhandlingerne.
• At de enkelte organisationers mulighed for at forlade forhandlingerne "bindes op" på forud fastlagte datoer, så arbejdsgiversiden har en chance for at vide, hvem "den anden part" i forhandlingerne er.

Økonomiforvaltningen vil, når situationen fremstår mere afklaret, forelægge indstilling for Økonomiudvalget med henblik på indhentning af udvalgets mandat til de forestående forhandlinger.

 

Kommunernes Lønningsnævn.

Den kommunale styrelseslov fastsætter, at bestemmelser om løn- og ansættelsesforhold for kommunalt personale skal godkendes af et særligt organ, Kommunernes Lønningsnævn.

Lønningsnævnet består af 8 medlemmer, som udpeges af indenrigsministeren efter indstilling fra Københavns og Frederiksberg Kommuner, KL og Amtsrådsforeningen.

De nærmere regler om nævnets virksomhed er fastsat ved en bekendtgørelse fra Indenrigsministeriet. Lønningsnævnet skal forud for forhandlingerne godkende retningslinier for overenskomst- og aftalefornyelsen. Efter afslutningen af forhandlingerne forelægges forhandlingsresultatet for Lønningsnævnet til godkendelse.

Først når resultatet er godkendt af Lønningsnævnet, kan de nye overenskomster og aftaler træde i kraft.

 

Kollektive kampskridt og Forligsinstitutionen.

Der kan opstå tilfælde, hvor det ikke er muligt at opnå enighed om en ny overenskomst, eller hvor et indgået forlig ikke får den nødvendige tilslutning.

Der er her mulighed for efter et varsel at iværksætte arbejdsstandsning i for m af strejke, lockout, blokade og/eller boykot. Bestemmelser herom findes typisk i de indgåede hovedaftaler.

Et varsel om arbejdsstandsning skal også fremsendes til Forligsinstitutionen, hvis opgave det er at mægle mellem de stridende parter.

Det videre forløb styres herefter af forligsmanden, der - med stridens bilæggelse for øje - kan gøre henstillinger om indrømmelser samt forlange, at parterne forhandler. Synes det muligt at opnå forlig, kan forligsmanden fremsætte et mæglingsforslag, som parterne herefter skal tage stilling til. Er der ikke udsigt til at finde en løsning, som parterne kan acceptere, må forligsmanden opgive mægling og den varslede arbejdsstandsning vil træde i kraft.

Varslede arbejdsstandsninger og Forligsinstitutionens inddragelse er således en mulig følge af uenighed ved overenskomst- og aftaleforhandlingerne - både på det generelle og specielle plan.

På det (amts)kommunale arbejdsmarked har Forligsinstitutionen senest været inddraget i forbindelse med overenskomst- og aftalefornyelserne i 2002 (O.02), hvor det samlede resultat fandt udtryk i et vedtaget mæglingsforslag.

Det bemærkes, at parterne også har mulighed for at anvende Forligsinstitutionen som mægler i forhandlinger, uden at der foreligger varsel om arbejdsstandsning.

 

Økonomiske forhold.

Fornyelse af aftaler og overenskomster inden for det (amts)kommunale område sker inden for rammer, der er i balance med de lønstigninger, der finder sted i den private sektor og på statens område. Rammen, herunder lønstigningernes tidsmæssige fordeling på de enkelte overenskomstår, bør endvidere være i balance med de forventninger til lønudviklingen, som ligger til grund for regeringens økonomiske aftaler med kommunerne og således med kommunernes budgetforudsætninger.

I de år, hvor der foreligger et overenskomstresultat, lægges aftaleresultatet fra overenskomstforhandlingen til grund i økonomiaftalen mellem Københavns Kommune og regeringen. I de år, hvor overenskomsterne skal fornyes, som f.eks. i 2005, foreligger ikke et overenskomstresultat, hvorfor der foretages et lønskøn i økonomiaftalen. Dette lønskøn har væsentlig betydning for forhandlingerne, idet det de facto fastlægger de økonomiske rammer for aftaleresultatet i den nye overenskomstperiodes første år. Det vil vanskeliggøre de kommende forhandlinger, hvis dette lønskøn bliver for lavt.

 

Ved O.05 er overhænget[1] til 2005 fra lønstigningerne i 2004 på 1,62 % (hvortil kommer en eventuel udmøntning i medfør af videreførelse af reguleringsordningen). I O.02 var der et overhæng på 1,57 % fra 2001 til 2002, og en samlet ramme for det første år på 2,5 % (fastlagt ved økonomiaftalen pr. juni 2001). Den lave ramme det første år skabte problemer, bl.a. i forhold til at få resultatet stemt hjem.

Det må forventes, at kravet fra organisationsside til det samlede aftaleresultat ligger tæt på det private arbejdsmarked, altså nærmere 4 % end 3 %.

 

ØKONOMI

-

MILJØVURDERING

-

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

-

BILAG

-

 

 

 

Erik Jacobsen

                                            /Hans Simmelkjær