Mødedato: 03.01.2006, kl. 15:00

Retningslinier for foretræde

Se alle bilag

Retningslinier for foretræde

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 3. januar 2006

 

 

 

J.nr.             ØU 4/2006

 

 

4.                   Retningslinier for foretræde

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget godkender vedlagte retningslinier for behandling af anmodninger om foretræde, og at retningslinierne offentliggøres på kommunens hjemmeside.

 

RESUME

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender udkast til retningslinier for foretræde, og at retningslinierne offentliggøres på kommunens hjemmeside. Udkastet er i overensstemmelse med de retningslinier, der har været gældende for Økonomiudvalget i sidste valgperiode.

 

SAGSBESKRIVELSE

Møderne i Økonomiudvalget og de stående udvalg er, i modsætning til kommunalbestyrelsens møder, ikke offentlige. Der er ikke hjemmel i lov om kommunernes styrelse til, at udvalgene eller kommunalbestyrelsen kan beslutte, at udvalgsmøder skal være offentlige.

Økonomiudvalget og de stående udvalg kan dog i medfør af lov om kommunernes styrelse § 20, stk. 4, 2. pkt., træffe beslutning om at give enkeltpersoner foretræde i forbindelse med behandlingen af en konkret sag. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

" Udvalgene kan tilkalde andre personer, herunder andre medlemmer af kommunalbestyrelsen, til at overvære forhandlingerne, når det er ønskeligt af hensyn til en sags oplysning."

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende:

"Stk. 4, 2. pkt., fastsætter, at det er det enkelte udvalg selv, som eventuelt ved flertalsafgørelse beslutter, om andre end kommunalt ansatte, herunder andre kommunalbestyrelsesmedlemmer end udvalgets medlemmer, skal tilkaldes. Bestemmelsen fastslår endvidere, at sådan tilkaldelse kun kan finde sted, hvor dette er begrundet i hensynet til oplysningen af en sag. Det er alene udvalgets forhandlinger, ikke-udvalgsmedlemmerne kan overvære, ikke eventuelle afstemninger… Med hjemmel i bestemmelsen vil et udvalg også kunne give borgere m.fl. foretræde for udvalget…"

 

I Økonomiudvalgets forretningsorden er i § 2, stk. 5 er følgende fastsat om foretrædeordningen:

 

"Udvalget kan tilkalde personer, der ikke er ansat i kommunens tjeneste til at overvære en sags behandling, når det er ønskeligt af hensyn til sagens oplysning."

 

Økonomiforvaltningen har udarbejdet vedlagte udkast til skriftlige retningslinier for behandling af anmodninger om foretræde, jf. bilag 1. Retningslinierne er udarbejdet på baggrund af den hidtidige praksis for behandling af anmodninger om foretræde, og de er i overensstemmelse med Økonomiudvalgets offentliggjorte retningslinier fra sidste valgperiode.

 

ØKONOMI

Ingen konsekvenser.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Økonomiforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen konsekvenser.

 

HØRING

Ingen høring.

 

BILAG

Udkast til retningslinier for behandling af anmodninger om foretræde

                             

                                                Bjarne Winge

 

                                                                                      /Flemming Dubgaard Hansen

 

Til top