Vedrørende fortsat åremålsansættelse i stillingen som stadsarkitekt
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget tager stilling til Teknik og Miljøforvaltningens forslag om:
1. at der sker en forlængelse af ansættelse på åremålsvilkår frem til den 31. december 2018 for stadsarkitekt i Teknik- og Miljøforvaltningen Tina Saaby Madsen, og at ansættelser til stadsarkitektembedet fremadrettet generelt finder sted på åremålsvilkår.
Problemstilling
Stadsarkitekt Tina Saaby Madsens åremålsansættelse (kontorchefniveau) udløber den 31. august 2015. Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker at forlænge stadsarkitektens åremålsansættelse frem til den 31. december 2018. Samtidig ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen fremadrettet generelt at kunne besætte stadsarkitektembedet på åremålsvilkår. Teknik- og Miljøforvaltningen har anført, at der efter forvaltningens vurdering gælder sådanne særlige vilkår for stadsarkitektens opgavevaretagelse, at disse begrunder fortsat ansættelse på åremålsvilkår.
Økonomiudvalget besluttede den 1. marts 2011, at direktører og kontorchefer i Københavns Kommune med virkning fra den 1. maj 2011 ved nyansættelse skal ansættes i varige stillinger på hhv. kontraktvilkår eller overenskomstvilkår. For de medarbejdere, som allerede var åremålsansatte, blev det besluttet, at der tages stilling til eventuel fremtidig varig ansættelse senest ved åremålets udløb. Beslutningen var først og fremmest begrundet i økonomiske hensyn, jf. nærmere nedenfor.
Som en del af indstillingen blev det anført, at Borgerrepræsentationen – for kontorchefer Økonomiudvalget – har mulighed for konkret at beslutte, at en given stilling også fremover skal besættes på åremålsvilkår, ”hvis særlige omstændigheder taler herfor”.
Løsning
”Tina Saaby Madsen har været ansat som stadsarkitekt i Teknik- og Miljøforvaltningen siden 1. september 2010 og varetager i embedet en rådgiverfunktion overfor Teknik- og Miljøudvalget og borgmesteren samt er den faglige reference for Teknik- og Miljøforvaltningen i arkitektoniske spørgsmål. Stadsarkitekten har ikke personaleansvar. Stadsarkitektens arbejdsområder er inden for Teknik- og Miljøudvalgets ressort.
Stadsarkitektens rådgivning skal tage udgangspunkt i en faglig vurdering, og skal som sådan være relativt uafhængig af fx økonomiske og politiske hensyn mv. Det er således en forudsætning for, at stadsarkitekten effektivt kan udføre sine opgaver, at stadsarkitekten kan agere relativt frit i sin faglige rådgivning af Teknik- og Miljøudvalg, borgmester og forvaltning.
Denne rolle fordrer en vis grad af sikkerhed i ansættelsen i kombination med en tidsbegrænsning, så ansættelsesforholdet kan afsluttes efter en given periode, hvis samarbejdet ikke fungerer”.
Teknik- og Miljøforvaltningen har evalueret stadsarkitektembedet med henblik på en præcisering af vilkårene for embedet. Forvaltningen har anført, at stadsarkitekten fremover skal have fokus på følgende aktiviteter:
- ”Rådgivning af Teknik- og Miljøudvalg, borgmester og forvaltning i spørgsmål om byudvikling og arkitektur. Stadsarkitekten træffer ikke beslutninger i forvaltningens sager og går almindeligvis ikke ind i enkeltsager.
- Dialog med københavnerne om byudvikling og arkitektur. Stadsarkitekten bidrager til den kvalificerede debat om byens udvikling indenfor Teknik- og Miljøudvalgets områder blandt andet gennem deltagelse i debatarrangementer mv.
- Kompetenceudvikling af medarbejdere i Teknik- og Miljøforvaltningen. Stadsarkitekten medvirker til at udvikle de faglige kompetencer i Teknik- og Miljøforvaltningen, så vurderinger af arkitektur og byudvikling sker på et ensartet og fagligt højt niveau.”
Økonomiforvaltningens bemærkninger:
Økonomiudvalget valgte i 2011 at erstatte åremålsansættelse i Københavns Kommune med varig ansættelse. Begrundelsen var i høj grad af økonomisk karakter, idet aflønning af åremålsansatte, herunder fratrædelsesbeløb i størrelsesordenen et års løn ved åremålets udløb og udbetaling af op til tre års løn i forbindelse med uansøgt afskedigelse lagde beslag på betydelige ressourcer. Dertil kom, at en væsentlig begrundelse for ansættelse på åremål, nemlig arbejdsgivers mulighed for relativt hyppig fornyelse på posterne, ikke blev udnyttet. I stort set alle tilfælde valgte kommunen at beholde den åremålsansatte medarbejder i de maksimalt mulige 9 år.
I relation til Teknik- og Miljøforvaltningens betragtninger om dels ansættelsessikkerhed, dels muligheden for at afslutte ansættelsesforholdet, hvis samarbejdet ikke fungerer, bemærkes, at der næppe er større sikkerhed i åremålsansættelse end i varig ansættelse på overenskomstvilkår. Såvel en åremålsansættelse som en varig ansættelse kan bringes til ophør, hvis der opstår samarbejdsvanskeligheder. Den økonomiske kompensation ved afsked fra en åremålsstilling vil imidlertid normalt være større.
Økonomiforvaltningen har ikke forudsætninger for at vurdere, om de særlige begrundelser for fortsat åremålsansættelse af stadsarkitekten, som Teknik- og Miljøforvaltningen angiver, udgør sådanne ”særlige omstændigheder”, at forvaltningens ønske kan imødekommes. Økonomiforvaltningen finder derfor, at dette må bero på en politisk beslutning.
Opmærksomheden henledes for god ordens skyld på, at godkendelse af forslaget kan få som konsekvens, at der opstår et øget pres fra forvaltningernes side for at vende tilbage til ansættelsesformen åremål med en begrundelse svarende til Teknik- og Miljøforvaltningens. Ud over de relativt få tilfælde, hvor åremålet endnu ikke er udløbet, vil et krav om fremtidig besættelse af stillinger på åremålsvilkår også kunne opstå helt generelt i forbindelse med stillingsledighed.
Hvis Økonomiudvalget i forhold til denne sag vælger ikke at dispensere fra beslutningen af 1. marts 2011 om fremtidig varig ansættelse af direktører og kontorchefer i Københavns Kommune, har Teknik- og Miljøforvaltningen følgende muligheder vedrørende stillingen som stadsarkitekt:
- Tina Saaby Madsens åremål udløber den 31. august 2015. Hun fratræder stillingen endeligt, og der udbetales fratrædelsesbeløb. Stillingen opslås ledig som en varig stilling på overenskomstvilkår.
- Tina Saaby Madsen tilbydes varig ansættelse i stillingen på overenskomstvilkår. Der udbetales ikke fratrædelsesbeløb.
Økonomi
Beslutning
Dagsordenspunkt 3: Vedrørende fortsat åremålsansættelse i stillingen som stadsarkitekt
Økonomiudvalgets beslutning den 2. december 2014
Indstillingen blev godkendt med 11 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B, F, V og O.
Imod stemte: I.