Mødedato: 02.12.2003, kl. 15:00

Tillæg til Kommuneplan 2001 for et område ved Grøndalsvænge Allé

Tillæg til Kommuneplan 2001 for et område ved Grøndalsvænge Allé

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 2. december 2003

 

 


J.nr. ØU 398/2003

 

7. Tillæg til Kommuneplan 2001 for et område ved Grøndalsvænge Allé

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsenta­tio­nen anbefaler,

 

at forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 for et område ved Grøndalsvænge Allé

     vedtages endeligt

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 2. december 2003

Anbefalet.

 

Økonomiudvalget henstiller, at Bygge- og Teknikudvalget ser på mulighederne for at lave trafik- og hastighedsdæmpende foranstaltninger i forbindelse med den videre planlægning og projektering af børneinstitutionen.

 

Venstre og Dansk Folkeparti afgav følgende bemærkning: "Den planlagte børneinstitution bør alene realiseres, såfremt:

-         hastighedsplanen ved samme lejlighed gennemføres således at hastighedsbegrænsningen på Grøndalsvænge Allé sættes til 40 km/t

-         der etableres hastighedsbegrænsende foranstaltninger på Grøndalsvænge Allé

-         der etableres en effektiv trafikspærre ved indkørslen fra Godthåbsvej til Grøndalsvænge Allé

-         der sikres tilstrækkelig parkeringsmuligheder ved den planlagte børneinstitution

-         den planlagte børneinstitution søges indpasset naturligt i det omkringliggende område

at der – såfremt den planlagte børneinstitution realiseres – gives tillægsbevilling til Bygge- og Teknikudvalget til dækning af udgifter i forbindelse med gennemførelsen af ovenstående trafikale tiltag."

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen

 

 

RESUME

I forbindelse med den offentlige høring vedrørende forslaget til kommuneplantillæg er modtaget 2 henvendelser om trafikforholdene ved den planlagte børneinstitution, og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har meddelt, at man ikke har bemær­kninger til forslaget.

 

Hovedindholdet i de modtagne henvendelser er, at den planlagte børneinstitution vil medføre mere biltrafik i området og på Grøndalsvænge Allé, hvor der i forvejen er problemer med trafik og parkering, at der ønskes en dialog om trafikken til og parkeringen ved institutionen, samt at der ønskes hastighedsbegrænsende foranstaltninger på Grøndalsvænge Allé og mere effektiv trafikspærre for indkørsel fra Godthåbsvej.

 

Den kommende børneinstitution vil medføre en mindre trafikøgning - primært når børnene afleveres og afhentes, men det vurderes, at denne trafikøgning ikke vil ændre trafikbilledet væsentligt i området og på Grøndalsvænge Allé. Adgangen til den nye institution vil ske ad den nuværende adgangsvej til skolehaverne og vandværket, og der etableres af- og pålæsningspladser samt de lovpligtige parkeringspladser til institutionen på egen grund.

 

De modtagne henvendelser er videresendt til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen til orientering i forbindelse med den videre planlægning og projektering.


 


Til top