Mødedato: 02.12.2003, kl. 15:00

Disponering af bygningerne i Den Brune Kødby (Kultur- og Fritidsudvalget)

Disponering af bygningerne i Den Brune Kødby (Kultur- og Fritidsudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 2. december 2003

 

 


J.nr. ØU 391/2003

 

10. Disponering af bygningerne i Den Brune Kødby (Kultur- og Fritidsudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

at Kultur- og Fritidsforvaltningen snarest muligt fremlægger forslag til indretning af musikøvelokaler enten i bygning 68 i samarbejde med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen eller i bygning 66

at bygning 55 disponeres til lager til Øksnehallen

at bygning 56 disponeres til lager til Øksnehallen

at bygning 67 disponeres til Øksnehallen til personaleaktiviteter

at bygningerne 80 og 90 (PH-Caféen) disponeres til Ungdomsinformationen og Use-It

at bygning 62 disponeres til medborgerhusområdet til kulturfaciliteter

at bygning 62 eller 64 disponeres til Vesterbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv tildelestil varige faciliteter til kontor og opbevaring af arkivalier i bygning 62 eller 64

at der arbejdes for at skaffe den fornødne finansiering til renovering og drift af bygningerne i området.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. oktober 2003

Sagen blev udsat.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. november 2003

På forslag fra Jens Kjær Christensen udsatte udvalget indstillingens 5. at-punkt (om bygningerne 80 og 90).

Indstillingens øvrige at-punkter (1.-4. samt 6.-8. at-punkt) blev tiltrådt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til den foreslåede disponeringsplan for Den Brune Kødby. Det forudsættes, at eventuelle udgifter til renovering og drift af bygningerne i området afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets egen budgetramme".

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 2. december 2003

Anbefalet

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen

 

 

RESUME

Kultur- og Fritidsudvalgets besluttede d. 15. maj 2003, at forvaltningen skulle udarbejde en ændret disponeringsplan for Den Brune Kødby.

En indstilling om ændret disponering blev forelagt for Kultur- og Fritidsudvalget på udvalgets møde d. 21. august 2003, hvor sagen blev udsat. Nærværende indstilling er en ændret udgave af indstillingen fra d. 21. august 2003, idet der er taget højde for ændringer i situationen omkring Øksnehallen og musikøvelokaler.

Musikforeningen Vesterbro (MUVE) ønsker musikøvelokaler indrettet i Den Brune Kødby. Musikskolen har ligeledes behov for øvelokaler. En bygning med 10 øvelokaler skønnes realistisk. Der er udarbejdet forslag til øvelokaler i henholdsvis bygning 66 og 68. Udgiften til indretning af øvelokaler i bygning 66 er beregnet til 3,2 mio. kr. ekskl. moms. Bygning 66 er fredet, hvilket vanskeliggør en tilfredsstillende indretning af øvelokaler i bygning 66.

Forvaltningen har i samarbejde med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Musikskolen og MUVE arbejdet videre med muligheden for indretning af øvelokaler i Bygning 68. Der er nu udarbejdet et forslag, ifølge hvilket udgiften beløber sig til 9,7 mio. kr., ekskl. moms, hvoraf 50 % vedrører renovering af bygning 68 og 50 % vedrører indretning til slagtøjscenter og øvelokaler. Da finansierings grundlaget fortsat er usikkert, foreslås det foreløbig at reservere både bygning 66 og 68 til øvelokaler.

MUVE foretrækker fortsat øvelokaler i bygning 66, men har valgt at bakke op om forslaget til indretning af øvelokaler i bygning 68 (bilag 6). 

Forvaltningen fremlægger snarest muligt et forslag om indretning af øvelokaler enten i bygning 68 i samarbejde med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen eller i bygning 66.

Driften af musikøvelokalerne forventes at kunne afholdes af Folkeoplysningsudvalget som lokale- og aktivitetstilskud. Spørgsmålet skal forelægges Folkeoplysningsudvalget.  

Det indstilles, at Øksnehallen tildeles bygningerne 55, 56, og 67 til lager, kantine samt personalefaciliteter med plads til værkstedsfaciliteter til Billedskolen og Kulturfonden. Bygningerne 55, 56 og 67 – og istandsættelsen heraf – vil indgå i et evt. udbudsmateriale.

Bygningerne 80 og 90 (PH-caféen) foreslås disponeret til Ungdomsinformationen og Use-It, da det er nødvendigt at placere denne servicefunktion i umiddelbar nærhed af Kultur- og Fritidsforvaltningens administration, som flytter til Flæsketorvet. Placeringen tæt på Hovedbanegården er endvidere en stor kundemæssig fordel. De resterende kulturaktiviteter i PH-caféen forventes flyttet til Kulturstaldene og bygning 62.

Bygningerne 62,63,64,65 og 88 samles i en fælles administration under Beboerhuset og udgør Medborgerhusområdet (Kulturstaldene). Anlægsudgifter til bygning 62 er beregnet til 2,5 mio. kr. ekskl. moms. Tilskudsbehovet er på 0,9 mio. kr. årligt ud over det nuværende tilskud på 0,9 mio. kr.   

Det foreslås, at Vesterbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv tildeles varige faciliteter i bygning 62 eller 64. Foreningen skal sikres udstillingsmuligheder i medborgerhusområdet.

Ejendomsdrift budgetterer med et overskud på 897.000 kr. på driften af Den brune Kødby i 2003.

 


 


Til top