Processen for budget 2005
Processen for budget 2005
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 2. december 2003
J.nr. ØU 396/2003
1. Processen for budget 2005
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget
at Økonomiudvalget tiltræder nedenstående principbeskrivelse af processen for budget 2005
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 2. december 2003
Godkendt
Behandling: -
RESUME
Økonomiforvaltningen har i forlængelse af vedtagelsen af budget 2004 og til planlægningen af budgetprocessen for 2005 udarbejdet nærværende indstilling til Økonomiudvalget.
Indstillingen indeholder en kortfattet gennemgang af elementerne i budgetprocessen for 2005.
Økonomiforvaltningen foreslår, at budgetprocessen for 2005 planlægges med udgangspunkt i processen for 2004, dog med en række ændringer i forlængelse af Borgerrepræsentationens vedtagelser af hensigtserklæringerne H1-H7 i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2004.
I budgetprocessen for 2005 vil således være følgende fokusområder:
1. Fordeling af omstillingsbidrag på minimum 200 mil. kr.
2. Økonomiske konsekvenser af demografiændringer
3. Nye krav til udvalgenes præsentation af budgetbidraget (formkrav), hvori indgår sammenligning med 6 byerne, målbare kvalitets- og resultatkrav samt enhedsomkostninger og aktivitetsforudsætninger
4. Budgetanalyser for at nedbringe udgiftsniveauet
5. Afdækning af eventuelle uhensigtsmæssige opgavesnit og arbejdsprocesser mellem forvaltningerne
6. Udarbejdelse af et oplæg om kommunens økonomi, herunder afdækning af råderummet og sammenligning med andre urbane områder til forelæggelse på budgetseminar for BR d. 4. marts 2004.
7. Der udarbejdes oplæg fra fagudvalgene med særligt fokus på udviklingen af nærdemokrati i kommunen, med henblik på bedre ressourceudnyttelse og tidssvarende udvikling i kommunens serviceudbud.
8. Fremlæggelse af strategi for yderligere digitalisering, for at understøtte yderligere demokratisering og effektivisering af kommunen.
9. Der iværksættes projekter i forvaltningerne med henblik på at fastholde, videreuddanne og rekruttere personale, særligt frontpersonale.
De tidsmæssige elementer i budgetprocessen for 2005 bliver således
· Drøftelse i Økonomiudvalget af kravene til aktivitets- og nøgletal i udvalgenes budgetfremstilling (december 2003 – januar 2004)
· Økonomiudvalget udmelder rammerne for budgetforslag 2005 (januar 2004)
· Fagudvalgene konkretiserer budgetforslaget indenfor de rammer, som Økonomiudvalget har meldt ud (januar 2004 – 1. maj 2004)
· Budgetseminar for Borgerrepræsentationen (4. marts 2004)
· Økonomiudvalget udarbejder det endelige budgetforslag (maj- august 2004)
· Borgerrepræsentationen vedtager budgettet (7. oktober 2004)
Indholdet i de enkelte dele af processen er beskrevet nærmere i sagsbeskrivelsen.
Den præcise tidsplan for budgetprocessen (inkl. mødedatoer mm.) vil blive forelagt Økonomiudvalget i december 2003, når møderækken i Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget er planlagt.
I forlængelse af denne indstilling flyttes Borgerrepræsentationens budgetseminar d. 18. november 2003 (jf. BR 123/03) til 4. marts 2004.