Mødedato: 02.11.2004, kl. 15:00

Aftale med de faglige organisationer, der muliggør tjenestemænds overgang til overenskomstansættelse på særlige vilkår som følge af indgåelse af partnerskab med ekstern aktør - KE Partner A/S

Aftale med de faglige organisationer, der muliggør tjenestemænds overgang til overenskomstansættelse på særlige vilkår som følge af indgåelse af partnerskab med ekstern aktør - KE Partner A/S

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 2. november 2004

 

 

 

J.nr.             ØU 355/2004

 

 

1.                   Aftale med de faglige organisationer, der muliggør tjenestemænds overgang til overenskomstansættelse på særlige vilkår som følge af indgåelse af partnerskab med ekstern aktør - KE Partner A/S

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget godkender og indstiller til Borgerrepræsentationen, at Borgerrepræsentationen godkender den aftale, der – i forbindelse med indgåelse af partnerskab med ekstern aktør - skal indgås med de faglige organisationer om rammerne for et tilbud om overgang til overenskomstansættelse på særlige vilkår for de københavnske tjenestemænd og fast ansatte budgetmæssigt lønnede personer, der for tiden gør tjeneste i KE Partner A/S.

 

RESUME

Der foregår for tiden overvejelser om, hvordan KE Partner A/S' fortsatte forretningsgrundlag sikres. KE Partner A/S beskæftiger i dag 236 tjenestemænd og fast ansatte budgetmæssigt lønnede personer (i det følgende samlet benævnt "tjenestemænd"), der ikke har pligt til at overgå eller lade sig udlåne til tjeneste hos en privat arbejdsgiver. For at gøre det muligt for KE Partner A/S at indgå partnerskab med en ekstern aktør uden samtidig at løbe en stor risiko for at skulle udbetale rådighedsløn i tre år og derefter pension til et meget stort antal tjenestemænd, har Økonomiforvaltningen forhandlet med tjenestemændenes faglige organisationer.

 

Økonomiforvaltningen og de faglige organisationer har efter forhandling opnået enighed om rammerne for et tilbud om overgang til overenskomstansættelse på særlige vilkår for de tjenestemænd, der for tiden gør tjeneste i KE Partner A/S. De tjenestemænd, der finder tilbuddet så attraktivt, at de accepterer det, accepterer samtidig at overgå til ansættelse i privat regi.    

 

En accept af tilbuddet vil give tjenestemanden et engangsbeløb på 75.000 kr., et ekstra løntrin (for medarbejdere indplaceret på løntrin 48 eller højere et pensionsgivende overgangstillæg på 25.000 kr. årligt), for medarbejdere indplaceret lavere end løntrin 48 en mulighed for konvertering af tillæg til maksimalt to løntrin (af værdi for tjenestemandspensionen), en løngaranti for en periode af fem år samt nogle særlige jubilæumsydelser. Endvidere gives der tjenestemanden en uopsigelig ret til tjenestemandspension og rådighedsløn, dog således, at der ikke kan forlanges rådighedsløn som følge af virksomhedsoverdragelse mv. Endelig undergives tjenestemanden nogle særlige forflyttelsesregler, herunder en forflyttelsesgrænse på 40 km. i forhold til Københavns Kommunes geografiske afgrænsning.

 

Aftalen forventes snarest underskrevet under forbehold af såvel Borgerrepræsentationens som Kommunernes Lønningsnævns godkendelse.

 

Det er en forudsætning for aftaleparterne, at aftalen tillige finder anvendelse, såfremt Københavns Kommune senere måtte få behov for at fremsætte tilbud om overenskomstansættelse på særlige vilkår til andre tjenestemænd indenfor KE.

 

Hvis alle tjenestemænd accepterer tilbuddet, er udgiften ca. 31 mio.kr., som afholdes af KE.

 

SAGSBESKRIVELSE

Når KE Partner A/S som forventet indgår partnerskab med en ekstern aktør, vil Københavns Kommune med stor sandsynlighed på kortere eller længere sigt befinde sig i en situation, hvor den offentlige ejerprocent i det nye selskab er så lille, at de tjenestemænd, der i dag gør tjeneste i KE Partner A/S, ikke længere har pligt til at lade sig udlåne.

 

Hvis tjenestemændene ikke kan motiveres til at indgå i en frivillig ordning, skal de have tilbudt "en anden passende stilling" i Københavns Kommune. Det volder erfaringsmæssigt store problemer – især hvis flere hundrede tjenestemænd skal genplaceres på samme tid.

 

For at sikre, at den nødvendige arbejdskraft stadig er til rådighed i det nye selskab, og for at undgå en situation, hvor en stor del af de 236 involverede tjenestemænd ender på rådighedsløn i tre år og efterfølgende tjenestemandspension, er det derfor vigtigt at kunne give tjenestemændene et tilbud, der gør det attraktivt for dem frivilligt at overgå til tjeneste hos en privat aktør.

 

Økonomiforvaltningen har forhandlet med tjenestemændenes faglige organisationer med henblik på at "afkøbe" tjenestemændene deres tjenestemandsstatus og lade dem overgå til overenskomstansættelse på særlige vilkår.

 

De særlige vilkår indebærer, at medarbejderne ved overgang til overenskomstansættelse bevarer visse centrale tjenestemandsgoder, herunder bl.a. pension i henhold til pensionsvedtægtens bestemmelser.

 

Økonomiforvaltningen har ført forhandlinger med de faglige organisationer. Der er nu opnået enighed om rammerne for et tilbud om overgang til overenskomstansættelse på særlige vilkår for tjenestemændene i KE Partner A/S. Aftaleteksten er sendt til organisationerne til godkendelse og underskrift, jf. vedlagte.

 

Hovedvilkårene ved tjenestemændenes accept af overgang til overenskomstansættelse er følgende:

 

·        Et engangsbeløb på 75.000 kr., der evt. kan bruges til pensionsformål.

 

·        Ydelse af et ekstra løntrin. For medarbejdere indplaceret på løntrin 48 eller højere ydes et pensionsgivende overgangstillæg på 25.000 kr. årligt.

 

·        Konvertering af eventuelle tillæg til løntrin, dog maksimalt to løntrin og kun til medarbejdere, der er indplaceret lavere end løntrin 48.

 

·        Løngaranti for en periode af fem år.

 

·        En uopsigelig ret til tjenestemandspension.

 

·        En uopsigelig ret til rådighedsløn, dog kan der ikke forlanges rådighedsløn som følge af virksomhedsoverdragelse mv.

 

·        Særlige forflyttelsesregler, herunder en geografisk begrænsning, idet det faste tjenestested ikke uden medarbejderens accept kan flyttes over længere afstand end 40 km. i forhold til Københavns Kommunes geografiske afgrænsning.

 

·        En uges ekstra ferie samt en ekstra månedsløn i jubilæumsåret ved 25, 40 og 50 års jubilæum.

 

Aftalen forventes underskrevet inden for en meget kort frist under forbehold af såvel Borgerrepræsentationens som Kommunernes Lønningsnævns godkendelse.

 

Det er en forudsætning for aftaleparterne, at aftalen tillige finder anvendelse, såfremt Københavns Kommune senere måtte få behov for at fremsætte tilbud om overenskomstansættelse på særlige vilkår til andre tjenestemænd indenfor KE.

 

 

ØKONOMI

 

Såfremt samtlige tjenestemænd i KE Partner A/S modtager tilbud om overgang til overenskomstansættelse på særlige vilkår, er udgiften ved ordningen ca. 31 mio.kr., som afholdes af KE.

 

 

MILJØVURDERING

 

-

 

ANDRE KONSEKVENSER

 

-

 

HØRING

 

-

 

BILAG

 

Udkast til aftale med de berørte faglige organisationer.

 

 

Erik Jacobsen

                            /

                                     Hans Simmelkjær

 


Til top