Mødedato: 02.10.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Medlemsforslag om mulighederne for at ophæve samarbejdet med Danske Bank

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Økonomiudvalget pålægger Økonomiforvaltningen, at undersøge mulighederne for at ophæve samarbejdet med Danske Bank på baggrund af Danske Banks vedståelse af hvidvask. Såfremt samarbejdet kan ophæves, skal opgaverne sendes i udbud.

(Stillet af Enhedslisten)

Motivering

Enhedslisten kan ikke støtte en fortsat brug af Danske Bank efter de har vedstået sig hvidvask for kriminelle. Vi ønsker på den baggrund ikke at vente i flere år, indtil hele sagskomplekset er afdækket og afgjort.

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 9: Medlemsforslag om mulighederne for at ophæve samarbejdet med Danske Bank (2018-0253687)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 2. oktober 2018

Socialdemokraterne fremsatte følgende ændringsforslag som erstatning for medlemsforslaget:

”at Økonomiudvalget pålægger Økonomiforvaltningen at undersøge mulighederne for og konsekvenserne ved at ophæve samarbejdet med Danske Bank på baggrund af Danske Banks vedståelse af hvidvask. Såfremt samarbejdet kan ophæves, skal forvaltningen forelægge en sag om ophævelse af samarbejdet for Økonomiudvalget.”

 

Det af Socialdemokraterne fremsatte ændringsforslag blev godkendt med 11 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, Å, B, F og O.

Imod stemte: V og C.

 

Enhedslisten, Alternativet, SF og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne ønsker samarbejdet med Danske Bank opsagt hurtigst muligt.”

Til top