Mødedato: 02.10.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Sundheds- og Omsorgsforvaltningens bidrag til Den Udvidede Udfordringsret

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har indmeldt regelforenklingsforslag i forbindelse med regeringens initiativ Den Udvidede Udfordringsret (2017-2021).

Med udfordringsretten har alle offentligt ansatte og private leverandører mulighed for at komme med ændringsforslag til uhensigtsmæssige statslige og lokale regler samt at søge om at fravige reglerne for selv at vise, at arbejdet kan indrettes på en smartere måde.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Sundheds- og Omsorgsforvaltningens bidrag til Den Udvidede Udfordringsret godkendes.

Problemstilling

Regeringen har i samarbejde med KL og Danske Regioner i oktober 2017 indført en udfordringsret, der er en del af regeringens sammenhængsreform. Udfordringsretten udvides i forhold til udfordringsretten i 2008-2015, så der åbnes for at imødekomme forslag, der kræver lovændringer.

Processen for indmeldelse af regelforenklingsforslag i forbindelse med den udvidede udfordringsret koordineres af Økonomiforvaltningen, der indhenter fagudvalgsgodkendte bidrag fra forvaltningerne, og har ansvar for at indsende forslag, som er godkendt af Borgerrepræsentationen, til de relevante ressortministerier. 

Ressortministerierne skal behandle ansøgninger inden otte uger, som regnes fra, at forslaget er tilstrækkeligt oplyst. Såfremt ansøgningen imødekommes, vil den efterfølgende tidshorisont variere alt efter, hvordan imødekommelsen sker. Såfremt der gives afslag, anfører ressortministeriet hvilke årsager, der ligger til grund herfor.

Løsning

Med den udvidede udfordringsret åbner regeringen op for at imødekomme forslag, der kræver lovændringer.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har identificeret en række lovgivningsmæssige barrierer, der efter forvaltningens vurdering begrænser effektiv drift, kræver unødig dokumentation og bureaukrati og står i vejen for, at forvaltningen kan hjælpe og understøtte borgerne bedst muligt. På den baggrund har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indmeldt følgende forslag, jf. tabel 1.

Tabel 1. Sundheds- og Omsorgsforvaltningens indmeldte forslag

Regel

Lov

Problem

Regel vedr. egen lejekontrakt / indskudsregler

Lejelov og Almenboligloven

Den nuværende lejelov medfører store restriktioner i forhold til fleksibel udnyttelse af almene plejeboliger, bl.a. pga. rigide indskudsregler.

Krav om separat køkken i plejeboliger

Almenboligloven

Alle almene boliger herunder plejeboliger skal være født med eget køkken. Det er uhensigtsmæssigt og fordyrende, da langt hovedparten af plejehjemsbeboerne ikke benytter eget køkken.

Regel om adskillelse / sammenhæng af servicearealer på plejecentre

Lov om ejerlejligheder

Ejerlejlighedspartier – herunder servicearealer på plejecentre – skal være fysisk sammenhængende, fysisk adskilte fra andre ejerlejlighedspartier og der skal være separat adgang til servicearealet uden, at man skal igennem et boligareal. Det er uhensigtsmæssigt på et alment plejecenter, hvor servicearealerne ligger spredt ud i bebyggelsen.

Rammebeløbet for opførelse af almene plejeboliger

Almenboligloven

Det er under den nuværende lovgivning ikke muligt at overskride rammebeløbet for m2-priser ved opførelse af plejeboliger. Der er fx ikke muligt at indkøbe eksempelvis mere langtidsholdbare materialer og energibesparende foranstaltninger, der på sigt vil mindske vedligeholdelses- og driftsudgifterne af byggeriet.

Vedr. udlandsrejser for borgere som modtager hjælp efter Lov om Social Service §83

Lov om Social Service §83

Tidligere har det været praksis at borgerne kunne betale for at medarbejdere fra plejecentre kunne rejse med borgere i plejebolig på ferie i udlandet.

Dette er imidlertid ikke lovmedholdeligt, hvorfor plejecentrene i givet fald, selv skal betale medarbejdernes deltagelse.

Puljeadministration i forbindelse med centrale puljer

Diverse love vedtaget i forbindelse med oprettelse af centrale puljer

Dokumentationskrav knyttet til puljer vedtaget i forbindelse med Finansloven (ældrepulje, værdighedsmidler m.v.) medfører unødigt bureaukrati. Dokumentationskravene er således meget omfattende for både praksis/enheder og for centralforvaltningen.

De i alt 6 indmeldte regelforenklingsforslag er uddybet i bilag 1 i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens indstilling.

Forslagene er behandlet og godkendt af Sundheds- og Omsorgsudvalget den 19. juni 2018, jf. bilag 1-3.

Økonomi

Fremsendelse af ansøgningerne har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Processen for indmeldelse af regelforenklingsforslag vedr. statslige regler koordineres af Økonomiforvaltningen, der sørger for at indsende forvaltningernes udvalgsgodkendte bidrag til de relevante ressortministerier, såfremt forslagene godkendes af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Såfremt indstillingen godkendes af Økonomiudvalget, oversendes indstillingen til behandling i Borgerrepræsentationen den 11. oktober 2018.

 

Peter Stensgaard Mørch                                            /Mads Grønvall                               

Beslutning

Dagsordenspunkt 4: Sundheds- og Omsorgsforvaltningens bidrag til Den Udvidede Udfordringsret (2017-0336921)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 2. oktober 2018

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag:

”At en udfordring af det lovbestemte krav om udbud af hjemmeplejen til private leverandører medtages i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens bidrag til Den Udvidede Udfordringsret.”

 

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag blev forkastet med 8 stemmer mod 3. To medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: Ø.

Imod stemte: A, B, V, C og O.

Undlod at stemme: Å og F.

 

Indstillingen blev herefter anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top