Indtægtsbevillinger til ansøgninger for mobilitet og cirkulært byggeri
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager tilskud fra Copenhagen EU Office på 0,1 mio. kr. til udarbejdelse af projektansøgning til Urban Mobility KIC. Der skal på den baggrund gives en rådighedsbevilling som en indtægts- og en udgiftsbevilling på 0,1 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift jf. økonomiafsnittet,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager tilskud fra Copenhagen EU Office på 0,1 mio. kr. til udarbejdelse af projektansøgning til projektet CIRCuIT. Der skal på den baggrund gives en rådighedsbevilling som en indtægts- og en udgiftsbevilling på 0,1 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift jf. økonomiafsnittet.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Københavns Kommune har fået tilsagn fra Copenhagen EU Office om tilskud henholdsvis den 23. januar 2018 til en projektansøgning til European Institute of Innovation and Technology (EIT) inden for mobilitet og den 4. juni 2018 til en projektansøgning til EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020 om cirkulært byggeri. Projekterne understøtter Københavns Kommunes arbejde med bæredygtig byudvikling som en del af at være en ansvarlig by, jf. Fællesskab København.
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om den tildelte finansiering fra EU kan modtages.
Løsning
Københavns Kommune har i henholdsvis januar og juni 2018 fået tilsagn fra Copenhagen EU Office til projektansøgninger. Forvaltningen har ikke søgt om en indtægts- og udgiftsbevilling umiddelbart efter at have opnået tilsagn om tilskud. Det er en fejl, som forvaltningen retter op på ved at forelægge indtægts- og udgiftsbevillingerne til politisk behandling.
Projekt inden for mobilitet: Urban Mobility KIC
Københavns Kommune har indgået et samarbejde med 50 europæiske partnere inden for mobilitet, der kaldes Mobilus. Samarbejdet består af europæiske byer, universiteter og erhverv. Københavns Kommune har i forbindelse med samarbejdet modtaget tilskud fra Copenhagen EU Office til at udarbejde ansøgning sammen med de europæiske partnere og har primo juli 2018 ansøgt EU (EIT) om at deltage i et nyt partnerskab inden for mobilitet Urban Mobility KIC (Knowledge and Innovation Communities). Forvaltningen forventer svar medio december 2018 fra EIT i forhold til, om Københavns Kommune deltager i partnerskabet.
Kommunens indsats i partnerskabet vil være at teste og udvikle bæredygtige løsninger inden for mobilitet ved at udnytte byrummet bedst muligt og fremme et renere og mere effektivt transportsystem. Dette kan eksempelvis være i forhold til at indrette transportknudepunkter (fx stationer) i forhold til cykel- og bilparkering for at fremme brug af kollektiv transport, overblik over transportmuligheder via Mobility as a Service (MaaS) og intelligent trafikstyring (ITS). Projektet vil bidrage til, at Københavns Kommune indfrier mål, der indgår i KBH2025 Klimaplanen og Handlingsplan for grøn mobilitet, vedtaget af Borgerrepræsentationen henholdsvis den 23. august 2012 og den 30. marts 2017.
Københavns Kommune indgår i andre partnerskaber inden for EIT, bl.a. inden for klimaområdet med Climate KIC jf. Borgerrepræsentationen den 18. maj 2017.
Projekt inden for cirkulært byggeri: CIRCuIT
Københavns Kommune indgår med en koordinerende funktion i et europæisk partnerskab, CIRCuIT, der primo september 2018 har ansøgt EU (Horizon 2020) om at deltage i et projekt inden for cirkulært byggeri. Kommunen har modtaget tilskud fra Copenhagen EU Office til at udarbejde ansøgning sammen med 26 europæiske partnere, relateret til byggeri og planlægning, bl.a. byer (Hamborg, Helsinki og London), universiteter (Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Tampere University og Imperial College of Science Technology and Medicine), arkitektvirksomheder (3XN, Lendager Arkitekter og Vandkunsten) samt erhverv og organisationer (NCC, Under Broen og fsb). Teknik- og Miljøforvaltningen forventer svar fra Horizon 2020 medio januar 2019 i forhold til, om Københavns Kommune deltager i projektet.
Kommunens indsats i partnerskabet tager udgangspunkt i at udvikle og indhente viden om byudvikling. Herunder planlægning og byggeri i forhold til metoder til nedrivning med henblik på genbrug og genanvendelse, at ændre bygninger til nye anvendelsesformål som fx Forsvarets tidligere Konstabelskole, der er blevet ombygget til boliger, samt design med henblik på senere adskillelse og genanvendelse af bygninger. Projektet vil bidrage til, at Københavns Kommune indfrier mål, der indgår i Arkitekturpolitikken 2017-2025, jf. Borgerrepræsentationen den 18. maj 2017, samt indgår i forslag til Ressource- og Affaldsplan 2024, jf. Teknik- og Miljøudvalget den 11. juni 2018.
Københavns Kommune deltager allerede i 12 andre konsortier under Horizon 2020 programmet.
Økonomi
Københavns Kommunes vil modtage 0,1 mio. kr. i støtte til hver projektansøgning. Der skal ikke betales fondsmoms i forbindelse med tilskuddet.
Med denne indstilling ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen at modtage i alt 0,2 mio. kr. fra Copenhagen EU Office jf. tabellen nedenfor:
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Indtægt (I) / |
Beløb i 1.000 kr.* (2018 p/l) |
Varig? |
2018 |
||||||
1. |
TMU |
Ordinær drift (Mobilus) |
2.22.01.1 |
I |
-100 |
Nej |
1. |
TMU |
Ordinær drift (Mobilus) |
2.22.01.1 |
U |
100 |
Nej |
2.. |
TMU |
Ordinær drift (CIRCuIT) |
2.22.01.1 |
I |
-100 |
Nej |
2.. |
TMU |
Ordinær drift (CIRCuIT) |
2.22.01.1 |
U |
100 |
Nej |
I alt |
- |
- |
- |
- |
0 |
- |
TMU = Teknik- og Miljøudvalget.
*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter ikke er indikeret med et fortegn. Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.
Tilskuddet fra Copenhagen EU Office vil gå til at dække omkostninger (bl.a. medarbejderressourcer), der har været forbundet med, at Teknik- og Miljøforvaltningen har deltaget i udarbejdelse af ansøgningerne.
Såfremt Borgerrepræsentationen ikke godkender indstillingen, dækkes udgifterne til projektansøgningerne inden for Teknik- og Miljøforvaltningens egen driftsramme.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, orienterer Teknik- og Miljøforvaltningen Copenhagen EU Office herom. Teknik- og Miljøforvaltningen afventer desuden, om projekterne inden for mobilitet og cirkulært byggeri får tilsagn om støtte ultimo 2018/primo 2019. Borgerrepræsentationen forelægges yderligere indtægtsbevillinger i foråret 2019, såfremt EU giver tilsagn om at støtte projekterne i Urban Mobiltiy KIC og CIRCult fremadrettet.
Pernille Andersen Karsten Biering Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager tilskud fra Copenhagen EU Office på 0,1 mio. kr. til udarbejdelse af projektansøgning til Urban Mobility KIC. Der skal på den baggrund gives en rådighedsbevilling som en indtægts- og en udgiftsbevilling på 0,1 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift jf. økonomiafsnittet.
- at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager tilskud fra Copenhagen EU Office på 0,1 mio. kr. til udarbejdelse af projektansøgning til projektet CIRCuIT. Der skal på den baggrund gives en rådighedsbevilling som en indtægts- og en udgiftsbevilling på 0,1 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift jf. økonomiafsnittet.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 17. september 2018
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Dagsordenspunkt 16: Indtægtsbevillinger til ansøgninger for mobilitet og cirkulært byggeri (2018-0208578)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 2. oktober 2018
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.