Mødedato: 02.10.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Undersøgelse om afkrævning af beskyttelsespenge blandt erhvervsdrivende i København

Økonomiudvalget skal godkende gennemførelse af en undersøgelse om afkrævning af beskyttelsespenge fra erhvervsdrivende i København.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

    1.    at igangsættelse af en undersøgelse af omfanget af afkrævning og betaling af beskyttelsespenge blandt erhvervsdrivende i hele København godkendes,

    2.    at udgifterne til undersøgelsen finansieres med 200 tkr. i 2012 (2012 p/l), som afholdes på Økonomiudvalgets bevilling Økonomisk forvaltning, service, funktion 6.45.51.1.

Problemstilling

Debatten om beskyttelsespenge har optaget offentligheden de seneste uger, siden ejeren af værtshuset Café Viking på Nørrebro, Jane Birgitte Pedersen, stod frem og fortalte, at hun var blevet forsøgt afpresset for beskyttelsespenge. Økonomiforvaltningen har ikke dokumentation for, at problemet med beskyttelsespenge er udbredt i København. Det er dog et vanskeligt område at få klarhed over, da afpressernes metoder i høj grad baserer sig på frygt. Derfor kan en anonym undersøgelse være med til at styrke dokumentationen for omfanget af afkrævning af beskyttelsespenge blandt københavnske erhvervsdrivende. Undersøgelsen bakkes op af Københavns Politi og centrale brancheorganisationer.

BAGGRUND
Problemstillingen omkring beskyttelsespenge er generelt underbelyst. Københavns Politi har kun modtaget enkelte anmeldelser om afpresning for beskyttelsespenge. Desuden viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv i 2011 blandt medlemmer i detailhandlen i særligt belastede områder i Danmark, at blot 1 % af de adspurgte virksomheder har kendskab til, at bandemedlemmer indenfor de seneste 3 år har forsøgt at få beskyttelsespenge fra en af deres butikker.

 

Samme undersøgelse viser dog, at 28 % af virksomhederne oplever problemer med banderelateret kriminalitet, og næsten hver tredje har givet personalet i nogle butikker særlige instruktioner i, hvordan de skal håndtere formodede bandemedlemmer. Samtidig forlyder det fra lokale aktører på Nørrebro, at nogle erhvervsdrivende betaler større pengesummer til medlemmer af bandemiljøerne for at slippe for chikane, hærværk og vold mv.

 

Løsning

Center for Sikker By i Økonomiforvaltningen vil i samarbejde med Københavns Politi og øvrige interessenter gennemføre undersøgelsen med hjælp fra et eksternt analysebureau. Undersøgelsen skal afdække omfanget af problemet og herunder; hvor mange erhvervsdrivende har været udsat for afkrævning af beskyttelsespenge, i hvilke bydele og hvilke brancher er erhvervsdrivende mest udsatte for at blive afkrævet beskyttelsespenge, og eventuelt af hvem, under hvilke omstændigheder og hvordan virksomheden har reageret på at blive afkrævet beskyttelsespenge.

Undersøgelsen gennemføres som en telefonisk interviewundersøgelse på flere sprog (fx engelsk, arabisk og tyrkisk) evt. suppleret med personlige (face-to-face) interview. Telefoninterview sikrer en høj grad af anonymitet og samtidig en høj svarprocent. Respondenterne til undersøgelsen findes via erhvervsregistre over relevante brancher, som vurderes at være udsatte i forhold til afkrævning af beskyttelsespenge (fx værtshuse, restaurationer, detailhandel, øvrige servicefag mv.).

Økonomiforvaltningen indstiller, at undersøgelsen gennemføres for hele København for at give et samlet overblik over problemets omfang. Københavns Politi har modtaget anmeldelser om afkrævning af beskyttelsespenge fra erhvervsdrivende i andre bydele end Nørrebro, og det forventes således ikke at være et isoleret problem, som alene forekommer på Nørrebro. 

Økonomi

Center for Sikker By har indhentet tilbud og løsningsforslag fra tre analysebureauer på opgaven med at gennemføre en undersøgelse om omfanget af afkrævning af beskyttelsespenge blandt erhvervsdrivende i København. Undersøgelsen vil blive gennemført for max tkr. 200 (ekskl. moms) og udgifterne afholdes under den allerede afsatte bevilling, Økonomiudvalgets bevilling Økonomisk forvaltning, service, funktion 6.45.51.1.

Videre proces

Center for Sikker By forestår undersøgelsen sammen med det eksterne analysebureau og en projektgruppe med repræsentanter fra Københavns Politi, Hotspot Ydre Nørrebro og Københavns Erhvervsservice samt brancheorganisationerne Dansk Erhverv, Horesta og DRC, som skal være med til at understøtte og kvalificere undersøgelsen.

 

Resultaterne af undersøgelsen vil foreligge ultimo december 2012.

 

Tid

Aktivitet

Uge 41-44

Fase 1: Opstart og spørgeskema

Uge 45-48

Fase 2: Dataindsamling

Uge 49-51

Fase 3: Analyse og afrapportering

 

Claus Juhl                Bjarne Winge

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning den 2. oktober 2012

Anna Mee Allerslev (B) fremsatte følgende ændringsforslag: ”Det Radikale Venstre foreslår, at 2. at-punkt ændres således at udgifterne til undersøgelsen finansieres med 200 tkr. i 2012 (2012 p/l), som afholdes på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets bevilling, Integrationsindsats, service, funktion 6.45.51.1.

Indstillingen blev godkendt uden afstemning med det af Anna Mee Allerslev (B) stillede ændringsforslag.

Til top