Mødedato: 02.09.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Sikker By: Udmøntning af akutpulje til ekstraordinær indsats ved Bellahøj

Se alle bilag
Økonomiudvalget skal tage stilling til, om der skal overføres 300 t. kr. fra Sikker Bys akutpulje til Socialforvaltningen til iværksættelse af en ekstraordinær forebyggende indsats omkring Bellahøj.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

1. at der anvendes 300 t. kr. i drift fra akutpuljen under Sikker By til en ekstraordinær forebyggende indsats ved Bellahøj. Midlerne overføres fra Økonomiudvalgets bevilling Redningsberedskabet, funktion 0.58.95.1 til Socialudvalgets bevilling børnefamilier med særlige behov, funktion 5.35.40.1.

Problemstilling

Socialforvaltningen vurderer, at der er behov for en akut kriminalpræventiv og tryghedsskabende indsats i området ved Bellahøj. Indsatsen skal målrettes en gruppe af 20-25 utryghedsskabende unge under 15 år. Socialforvaltningens vurdering understøttes af Københavns Politi, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og SSP-ledergruppen.

Socialforvaltningen vurderer ikke, at forvaltningen aktuelt har mulighed for inden for egen ramme at iværksætte akutindsatsen i tilstrækkeligt omfang. Dette skyldes, at forvaltningen har stoppet en række indsatser målrettet udsatte børn og unge på dag- og døgntilbud som følge af forventet merforbrug. I det omfang der tilvejebringes ny finansiering inden for forvaltningens ramme, vurderer forvaltningen derfor, at denne skal anvendes til at gennemføre nogle af disse aktiviteter. Denne disponering er yderligere uddybet i bilag 1.

Løsning

Det foreslås, at der akut iværksættes en familieorienteret forebyggende indsats, som trækker på erfaringerne fra det eksisterende Ny Start-projekt i Tingbjerg, Husum og på Nørrebro. En sådan indsats indebærer, at medarbejderen med udgangspunkt i det enkelte barns/den unges situation arbejder sig ind i familien og dér anlægger et helhedsorienteret perspektiv på opgaveløsningen. Det helhedsorienterede syn er relevant, idet mange af de udfordringer, der gør sig gældende i området, omhandler både mors og fars situation samt børnenes udfordringer med skole og fritidsliv.

Den akutte indsats skal løbe frem til slutningen af 2014. Såfremt der afsættes midler med budget 2015 til videreførelse af Ny Start, vil en del af disse blive anvendt til at videreføre indsatsen ved Bellahøj. Såfremt der ikke afsættes midler hertil, vil indsatsen blive videreført i begrænset omfang inden for Socialforvaltningens egen ramme.

Problemstilling og løsning er nærmere beskrevet i bilag 1.

Økonomi

Der overføres 300 t. kr. i drift fra akutpuljen under Sikker By til Socialudvalget. Herefter resterer 965 t. kr. til drift i akutpuljen.

Videre proces

Midlerne overføres fra Økonomiudvalget til Socialudvalget med førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.



Lea Bryld                    /Bjarne Winge

Beslutning

Dagsordenspunkt 9: Sikker By: Udmøntning af akutpulje til ekstraordinær indsats ved Bellahøj (2014-0148406)

Økonomiudvalgets beslutning den 2. september 2014

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top