Mødedato: 02.09.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Udbud af håndværkerydelser

Hvert år tilvejebringes minimum 25 mio. kr. i ledige driftsmidler ved at indgå fælles indkøbsaftaler. De sparede midler disponeres i budgetforhandlingerne. Håndværkerydelser (drift) er et område med stor volumen, uden fælles indkøbsaftale og med stort effektiviseringspotentiale på op imod 10 %.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

1. at Økonomiforvaltningen i samarbejde med de øvrige forvaltninger gennemfører et fælles små og mellemstore virksomheder (SMV)-venligt udbud på håndværkerydelser (drift) på fagområderne murer, tømrer, maler, vvs og blik, el-installationsarbejder og glarmester,

2. at Københavns Ejendomme varetager kontraktstyring, kvalitets- og pristjek i henhold til de nye aftaler, så institutionerne lettes for de administrative byrder ved indkøb af håndværkerydelser.

Problemstilling

Københavns Kommune køber eksterne håndværkerydelser (drift) for 370,9 mio. kr. om året. Fordelingen på forvaltninger og Københavns Ejendomme fremgår særskilt af tabellen nedenfor.

Tabel 1: Håndværkerydelser – fordelt på forvaltninger 

Indkøbsenhed

Samlet forbrug

( mio. kr. 2012)

KEJD

161,9

BUF

54,9

TMF

40,2

SOF

33,8

SUF

33,5

ØKF

19,4

KFF

18,3

BIF

8,9

Total

370,9

* KEJD = Københavns Ejendomme, BUF = Børne- og Ungdomsforvaltningen, TMF = Teknik- og Miljøforvaltningen, SOF = Socialforvaltningen, SUF = Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, ØKF = Økonomiforvaltningen, KFF = Kultur- og Fritidsforvaltningen, BIF = Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Erfaringer fra bl.a. Aarhus Kommune viser, at der ved et fælles udbud vil kunne opnås følgende:

a) En forventet effektivisering på 10 %.
b) Det bliver nemmere for institutionerne at købe håndværkerydelser.
c) Professionalisering af kontraktstyring, m.v.
d) Små og mellemstore virksomheder får mere sikkerhed for opgaver.
e) Større sikkerhed for, at kommunens leverandører overholder Borgerrepræsentationens krav til miljø, praktikpladser og løn- og arbejdsvilkår.

Udbuddet berører alene håndværkerydelser, som allerede købes eksternt og berører, således ikke ansatte i Københavns Kommune, der er beskæftiget med håndværkeropgaver.

Løsning

Lovgivningen på udbudsområdet indeholder en pligt til at afholde licitation for håndværkerydelser med en samlet værdi over 3 mio. kr. Opgaver i spændet fra 0,3 – 3 mio. kr. kan indgås på baggrund af underhåndsbud, som er en mindre formel udbudsform.

Under 0,3 mio. kr. er der ingen krav til indgåelse af aftaler, men indkøb skal foretages under hensyntagen til ansvarlig administration af offentlige midler.

KEjd og TMF har i dag indgået rammeaftaler efter afholdt udbudsforretning på håndværkerydelser under henholdsvis 20.000 kr. og 50.000 kr. TMF og KEjd bestræber sig på at konkurrenceudsætte køb med en værdi på over 50.000 kr. (KEJD over 20.000 kr.) ved at indhente underhåndsbud ved hver enkelt opgave. På de øvrige forvaltningsområder er der ikke decentrale aftaler på håndværkerydelser i dag, og det er op til den enkelte institution at sikre, at der købes ansvarligt økonomisk, og at Borgerrepræsentationens politikker om miljø, mv. overholdes.

Følgende udbudsdesign foreslås på baggrund af drøftelser med forvaltningerne:

  • Udbuddet omfatter køb af håndværkerydelser mellem 0-3.000.000 kr. – svarende til en indkøbsvolumen på ca. 360 mio. kr.
  • Træk på aftalen op til 100.000 kr. sker ved direkte tildeling. Der indgås aftaler med håndværkere i de enkelte geografiske områder, og institutionerne får en liste med kontaktoplysningerne, så de kontakter håndværkerne direkte ved behov.
  • Træk på aftalen over 100.000 kr. sker efter miniudbud, hvor leverandørerne på rammeaftalerne inviteres til at afgive tilbud. Her kontakter institutionerne fagforvaltningerne, som gennemfører miniudbuddet, evt. med bistand fra ØKF.

Det mere præcise udbudsdesign udformes af en arbejdsgruppe på tværs af forvaltningerne.
Københavns Kommune vil blive opdelt i geografiske områder, så små og mellemstore virksomheder (SMV'er) får mulighed for at byde ind.

Økonomi

Udbud af eksterne håndværkerydelser (drift) forventes at kunne give en effektivisering på op til 10 % svarende til ca. 36 mio. kr.

Udbuddene vil blive gennemført med henblik på, at effektiviseringerne kan indgå i effektiviseringsstrategien for budget 2016 og 2017.

Erfaringer fra Aarhus Kommune viser, at effektiviseringerne er højst på de forvaltningsområder, hvor der ikke tidligere har været aftaler. Effektiviseringsberegningen vil tage højde herfor, da priserne på de nye aftaler vil blive sammenlignet med de historiske priser, som forvaltningerne tidligere har betalt. For TMF og KEjd vil denne beregning blive foretaget særskilt.

KEjd varetager kontraktstyring, kvalitets- og pristjek i henhold til de nye aftaler, hertil afsættes 1,5 mio. kr. af den opnåede effektivisering fra 1. januar 2016. Bevillingen gives efter udbuddet er kørt og forelægges til godkendelse i forbindelse med forelæggelse af effektiviseringsstrategien for Budget 2016.

Videre proces

Godkender Økonomiudvalget indstillingen, vil der blive nedsat en arbejdsgruppe på tværs af forvaltningerne, som udarbejder udbudsdesignet. Økonomikredsen vil være styregruppe for arbejdet.

Der vil blive dialog med markedet forud for udbuddet.

Effektiviseringerne indgår i effektiviseringsstrategien for budget 2016 og 2017.

Beslutning

Dagsordenspunkt 8: Udbud af håndværkerydelser (2014-0125697)

Økonomiudvalgets beslutning den 2. september 2014

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 


Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten er positive overfor at samle indkøb af ydelser ud fra ønsket om at fremme små- og mellemstore virksomheder samt ønsket om, at virksomheder, som Københavns Kommune samarbejder med, lever op til kravene om lærlinge og ordentlige arbejdsforhold.”

Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF tilsluttede sig protokolbemærkningen.

 


Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

"Enhedslisten arbejder forsat for, at flere ydelser indliciteres i en inhouse håndværkerafdeling i kommunen."

Til top