Mødedato: 02.09.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Høringssvar om fordeling af buslinjer mellem kommuner og regioner i Region Hovedstaden

Se alle bilag
Folketinget vedtog den 11. juni 2014 lov om ændring af lov om trafikselskaber og lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. (lov nr. 745 af 25/06/2014). Ændringerne træder i kraft 1/1 2016. Loven fastlægger en ny fordelingsmodel for fælleskommunale buslinjer i Movias område. For Københavns Kommune betyder det afgivelse af buslinjer til Region Hovedstaden. Samtidig øges de årlige omkostninger til busdrift med 20-28 mio. kr.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
  1. at Økonomiudvalget godkender, at vedlagte høringssvar på "Høring om ny linjefordeling i Hovedstaden" sendes til Trafikselskabet Movia.

Problemstilling

Folketingets vedtagelse af ændring af lov om trafikselskaber og lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. den 11. juni 2014 betyder, at

Regionerne får større trafikkøberansvar

  • Regionerne skal overtage buslinjer med særlig regional betydning.
  • Linjer af særlig regional betydning defineres i kommentarerne til lovforslaget som S-, R- og Natbusser (i Købehavns Kommune kører der ikke R-busser).

Kommunerne skal medfinansiere Movias administrative omkostninger

  • Regionernes meromkostning til flere buslinjer skal modsvares af et tilsvarende beløb til Movias administration, som fremover betales af kommunerne. Dermed er henholdsvis regionernes og kommunernes samlede omkostninger under ét uændret. Derfor udløses ikke DUT (Det Udvidede Totalbalanceprincip).

 Byrdefordelingen til flerkommunale buslinjer omlægges

  • Erhvervspendlingen skal ikke længere indgå i fordelingsmodellen.
  • Fremover fordeles 20 % af omkostningerne efter indbyggertal og 80 % efter antal køreplantimer i kommunen.

Den økonomiske konsekvensberegning viser en årlig merudgift for Københavns Kommune på 22,8 mio. kr. årligt, svarende til 7% af de samlede linjeomkostninger. Dette skal ses i forhold til et samlet budget til busdrift i Københavns Kommune på 350 mio. kr. i 2015. 

Af lovforslaget fremgår, at Movia efter forhandling med kommuner og regioner skal træffe beslutning om en ændret ansvarsfordeling af buslinjerne i Movias område. I praksis ligger beslutningskompetencen i Movias bestyrelse. Københavns Kommune har 1 af 9 bestyrelsesposter i Movias bestyrelse. Købehanvs Kommue er repræsenteret ved borgerrepræsentationsmedlemmet Allan Ahmad (Ø).

Movia har siden lovforslagets fremsættelse, i samarbejde med Regionerne, Kommunekontaktråd (KKR) Sjælland, KKR Hovedstaden og Københavns Kommune arbejdet på et forslag til omfordeling af buslinjerne i Movias område.

Løsning

Til udarbejdelse af løsningsforslag har der under ledelse af Trafikselskabet Movia været nedsat:

  • En politisk styregruppe, hvor Københavns Kommune var repræsenteret ved Overborgmester Frank Jensen,
  • En administrativ styregruppe, hvor Københavns Kommune var repræsenteret ved direktør Anne Skovbro,
  • En arbejdsgruppe med deltagelse af trafikplanlæggere fra Københavns Kommune.

Der har i arbejdet været lagt vægt på, at de økonomiske uligheder, der opstår som følge af lovændringen, skulle minimeres.

Arbejdet har resulteret i et forslag, hvor de Københavnske Buslinjer 5A, 81N, 92N, 93N, 94N, 95N, 96N, 97N, 150S, 173E, 200S, 250S, 350S skal overgå fra Københavns Kommune til Region Hovedstaden. Det vil sige de i kommentarerne til lovforslaget nævnt S- og Natbuslinjer og dertil buslinje 5A.

Det fremlagte forslag vil for Københavns Kommune medføre en årlig meromkostning på 20,4 mio. kr, altså mindre end de 22,8 mio. kr., som lovforslagets linjefordeling vil medføre. 

Linje 5A har imidlertid en væsentlig lokal betydning i Københavns Kommune, hvor den betjener strækningen Frederikssundsvej, Nørrebrogade, Nørreport Station, Hovedbanegården, Langebro, Amager Boulevard og Amagerbrogade. Det er strækninger med mange korte, lokale ture. 

Linje 5A er Nordeuropas største buslinje målt på passagerer, og dermed kører der også mange busser på linjen. Det vil derfor være naturligt at se på miljøoptimeringer på linjen, både med traditionel teknologi, men også med mere avancerede løsninger. En udvikling Københavns Kommune selv styrer, hvis linjen forbliver kommunal.

I Københavns Kommunes høringssvar lægges op til, at buslinje 5A forbliver kommunal. Movias beregninger viser, med den nuværende fremkommelighed på ruten, at Københavns Kommunes meromkostning til busdrift vil stige fra 20,4 mio. kr. til 28,4 mio. kr., hvis buslinje 5A forbliver kommunal. Beregningerne tager således ikke hensyn til Frederikssundsvejsprojektet, der forventes at give en årlig besparelse på linje 5A på 7,5 mio. kr. Desuden vil der opnås yderligere besparelser, når Ny Nørreportprojektet er afsluttet, da anlægsarbejdet har medført både passagertab og øgede omkostninger.

Det er derfor Økonomiforvaltningens vurdering, at der efter Frederiksundsvejsprojektets implementering ikke vil være meromkostningner forbundet med bevarelse af buslinje 5A på kommunale hænder.

Økonomi

Høringssvaret har ingen selvstændig økonomisk konsekvens.

Den ændrede linjefordeling vil gælde fra januar 2016, og der indføres en økonomisk overgangsordning på 3 år.
Omkostningerne skal således håndteres i forbindelse med budgetforhandlingerne, første gang i budgettet for 2016.

Videre proces

Efter godkendelse i Økonomiudvalget fremsender Økonomiforvaltningen høringssvaret til Trafikselskabet Movia.

Beslutning

Dagsordenspunkt 7: Høringssvar om fordeling af buslinjer mellem kommuner og regioner i Region Hovedstaden (2014-0152301)

Økonomiudvalgets beslutning den 2. september 2014

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top