Mødedato: 02.09.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Funktionsprogram for skoler og fritidstilbud

Se alle bilag
Der skal tages stilling til redigeringen af funktionsprogrammet for nybygning, tilbygning og ombygning af skoler og fritidstilbud som følge af folkeskolereformen og beslutningerne som følge af kapacitetsanalysen på Børne- og Ungdomsforvaltningens område.

Tidligere beslutninger

Børne- og Ungdomsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at ændringer af funktionsprogrammet skal forelægges til godkendelse i Børne- og Ungdomsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, hvis ændringerne har principiel eller økonomisk betydning,

  2. at ændringerne i vedlagte funktionsprogram for skoler og fritidstilbud vedrørende hjemklasseprincippet, baseområdet i Københavns Kommunes fritids ordning (KKFO)/fritidshjem og faglokaleprogrammet godkendes og lægges til grund for nybygning, tilbygning og renoveringer af skoler og fritidshjem.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Det bemærkes, at de økonomiske konsekvenser fremadrettet skal være belyst ved forelæggelse af ændringer i funktionsprogrammet for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Det præciseres, at der skal tages stilling til godkendelse af det samlede funktionsprogram, som ikke tidligere har været politisk behandlet.

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger for så vidt angår indstillingens ejendomsfaglige indhold. Der henvises i øvrigt til Københavns Ejendommes udtalelse, der er vedlagt som bilag.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

Problemstilling

København står overfor en forventet tilvækst på skoleområdet på 18 spor (og tilhørende KKFO/fritidshjems pladser) de kommende 10 år. Samtidigt er folkeskolereformen trådt i kraft fra den 1.8.2014, hvilket stiller nye krav til indretning af skolerne, herunder mulighed for mere bevægelse, nye undervisningsformer og medarbejdertilstedeværelse på skolerne. På denne baggrund har Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) vedtaget kapacitetsanalysen (11. juni 2014), som efterfølgende skal vedtages i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Herefter er tre hovedprincipper for fysisk dimensionering og brug af skole og fritidstilbudsbygninger ændret.

Specifikt er:
1. Hjemklasseprincippet ophævet i udskolingen (7. – 9. klassetrin)
2. Baseområdet i KKFO/fritidshjem beliggende på skoler er reduceret til 2,0 m2 (netto)
3. Faglokaleprogrammet er reduceret med 1 faglokale ved udbygning.

Disse ændringer skal indarbejdes i funktionsprogrammet for folkeskoler og fritidshjem/KKFO.

Ophævelsen af hjemklasseprincippet i udskolingen og reduktionen af faglokaleprogrammet med 1 lokale betyder, at der spares 2 - 3 basislokaler ved udbygning af skolerne, og der etableres 1 faglokale mindre i forhold til forhenværende funktionsprogram. Ændringerne betyder generelt, at skolerne skal tilrettelægge undervisningen og brugen af skolelokalerne, samt arealer og lokaler i fritidshjem/KKFO mere fleksibelt, således at lokalerne kan anvendes mere fleksibelt af børnene i løbet af skoledagen og i fritiden efter skole.

Ændringerne betyder endvidere, at skoler, der er undersøgt for udvidelsesmuligheder og prisfastsat, nu revideres i forhold til ændringerne i funktionsprogrammet forinden de indstilles til budget 2015.

Det er beregnet på udvalgte cases, at ovenstående ændringer medfører en beregnet reduktion på ca. 10 % af anlægsudgifterne. Ændringerne betyder endvidere, at der stilles større krav til planlægning og fleksibilitet i brugen af skolebygninger og fritidshjem/KKFO-lokaler i løbet af skoledagen og i børnenes fritid.  Ændringerne betyder også, at funktionsprogrammet for fysisk dimensionering af skoler og fritidshjem/KKFO hermed skal opdateres således, at nyt byggeri, udbygninger og omlægninger samt renoveringer af bygninger lever op til disse nye gældende krav og funktioner.

Funktionsprogrammet skal hjælpe rådgiver med at forstå, hvorledes de gældende pædagogiske og faglige principper kan udfoldes i den fysiske disponering af en skole eller fritidstilbud/KKFO bygning. Det er rådgiveren, der har til opgave at sikre, at alle funktioner, der er beskrevet i programmet, bliver indpasset i de konkrete forslag til byggeprojekter.

På den baggrund har forvaltningen udarbejdet et samlet og ajourført funktionsprogram, hvor ovenstående ændringer er indarbejdet, som indeholder alle gældende principper, arealkrav og beskrivelser af funktionskrav, som skal anvendes ved nybyggeri, tilbygninger og ombygning af skoler og fritidstilbud, jf. bilag 1.

Løsning

Funktionsprogrammet beskriver de samlede funktionskrav til skolebyggeri for at sikre en effektiv regulering af de konkrete byggeprojekter på skoleområdet gennem en tydelig og nem tilgængelig kravspecifikation. 

Funktionsprogrammet har følgende overordnede indhold: 
·         Værdigrundlag
·         Den formelle byggeproces
·         Generelle retningslinjer
·         Beskrivelse af skolens basisområder for indskoling, mellemtrin og udskoling
·        
Beskrivelse af fagområder
·         Beskrivelse af læringscenter
·         Beskrivelse af administration, personalefaciliteter, støttefunktioner etc.
·         Beskrivelse af fritidstilbud på skolen
·         Beskrivelse af udearealer
·        
Beskrivelse af funktionskrav til konstruktion og materialer
·         Beskrivelse af inventar
·        
Arealparadigme

Den endelige udformning af et specifik byggeri, vil - som hidtil - tage udgangspunkt i den eksisterende skole eller fritidstilbud, og brugerinddragelse vil fortsat være en integreret del af projektet. Bygningerne vil således fortsat have forskelligt udtryk og fremtoning, men bygningerne skal leve op til de i funktionsprogrammet beskrevne krav. 

Funktionsprogrammet fremadrettet
Mindre sproglige redaktionelle og indholdsmæssige justeringer, som ikke har betydning i forhold til principperne, arealkrav og funktionskrav, kan foretages administrativt af forvaltningen. Udvalget orienteres efterfølgende herom. Ved principielle ændringer, nye politikker eller justeringer, som har en økonomisk effekt på byggeprojekterne, vil ændringerne i funktionsprogrammet blive fremlagt til godkendelse i Børne- og Ungdomsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. 

Børne- og Ungdomsforvaltningen vurderer på nuværende tidspunkt, at der allerede frem mod skolestart 2015 skal udarbejdes en opdateret version af funktionsprogrammet, når Undervisningsministeriet er klar med læringsmål for de to nye fag ”Håndværk og design” og ”Madkundskab”, der i skoleåret 2014/15 skal være prøvefag. Ændringerne bliver i så fald forelagt til godkendelse i Børne- og Ungdomsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Københavns Ejendomme arbejder desuden på et byggeteknisk program, som kan medføre en opdatering af de byggetekniske krav i nærværende funktionsprogram.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen vedtages i Borgerrepræsentationen, lægges funktionsprogrammet til grund for byggeri af nye skoler og fritidshjem/KKFO, til grund for udbygninger og renoveringer af bygninger. 



Else Sommer              /Henriette Bjørn Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at ændringer af funktionsprogrammet skal forelægges til godkendelse i Børne- og Ungdomsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, hvis ændringerne har principiel, eller økonomisk betydning,
  2. at ændringerne i vedlagte funktionsprogram for skoler og fritidstilbud vedrørende hjemklasseprincippet, baseområdet i KKFO/fritidshjem og faglokaleprogrammet godkendes og lægges til grund for nybygning, tilbygning og renoveringer af skoler og fritidshjem.

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 13. august 2014

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 9 medlemmer: A, B, C, F, O og V.

Imod stemte ingen.

2 medlemmer undlod at stemme: Ø.

 

Ø ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Enhedslisten mener, at en konsekvent afskaffelse af hjemklasseprincippet i udskolingen er for voldsomt et indgreb i det lokale ledelsesrum og i øvrigt vanskeliggør det politiske ønske om mere holddeling".

Beslutning

Dagsordenspunkt 4: Funktionsprogram for skoler og fritidstilbud

Økonomiudvalgets beslutning den 2. september 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.


Venstre og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre og Dansk Folkeparti ønsker, at Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen undersøger helhedsorienterede løsninger, når skoler, fritidshjem, idrætsanlæg, kulturhuse og biblioteker forandres eller nybygges.”

Til top