Mødedato: 02.09.2014, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Kommuneplantillæg, Tikøbgade

Se alle bilag
Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen skal vedtage et forslag til kommuneplantillæg med henblik på offentlig høring. Tillægget ændrer en ramme til serviceerhverv til en ny ramme til boliger og serviceerhverv, så ejendommene Tikøbgade 5-9 kan anvendes til boliger.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. at forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 om "Tikøbgade 5-9" vedtages med henblik på offentlig høring i to måneder.

Problemstilling

Finansiel Stabilitet og Domea ønsker en ændring af den gældende kommuneplanramme for Tikøbgade 5. Den almene boligorganisation Domea har indgået en betinget købsaftale med ejeren af Tikøbgade 5, Finansiel Stabilitet, da det ønskes at opføre et alment seniorbofællesskab på grunden.

Tikøbgade 5 har gennem en årrække været ubebygget. Grunden, der nu overvejende er tilgroet, er afgrænset fra det omgivende kvarter med høje plankeværk og trådhegn.

Etableringen af et alment seniorbofællesskab er en udmøntning af beslutning i Overførselssagen 2012/2013, hvor der blev afsat 5,5 mio. kr. i grundkapital til etablering af et alment seniorbofællesskab.

Borgerrepræsentationen vedtog 12. december 2013 (2013-0226756) at indgå partnerskab med den almene boligorganisation Domea om etablering af alment seniorbofællesskab på grunden.

Ejendommen ligger i dag i en kommuneplansramme til serviceerhverv (S2) i Kommuneplan 2011, der kun muliggør op til 25 % af ejendommens bebyggelse etableres som boliger.

Etablering af et alment seniorbofællesskab på grunden forudsætter således en ændring af kommuneplanens rammer, så et egentligt boligbyggeri muliggøres.

Løsning

Kommuneplantillægget (bilag 1) ændrer den eksisterende ramme til serviceerhverv ved Tikøbgade (S2), der omfatter ejendommene Tikøbgade 5-9 til en ny ramme til boliger og serviceerhverv (C2).

Herved bliver den ønskede anvendelse mulig.

Kommuneplantillægget ændrer ikke rammeområdets maksimale bebyggelsesgrad, maksimale bygningshøjder eller friarealskrav, da disse bestemmelser er identiske for de to rammetyper.

Rammens vestlige del anvendes i dag til serviceerhverv, hvilket vil være i overensstemmelse med den nye ramme.

Kommuneplantillægget er screenet i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer (bilag 2). Forvaltningen har på denne baggrund vurderet, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering. Forvaltningen har i henhold til loven hørt andre myndigheder, om de har kommentarer hertil. Dette har ikke været tilfældet.

Forslaget til kommuneplantillæg har været i høring hos Indre By Lokaludvalg. Lokaludvalget har ikke tilkendegivet indvendinger eller kommentarer til rammeændringen.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

De nye boliger skønnes at medføre en netto skattemerindtægt (fratrukket kommunens udgifter til de nye beboere) på i alt ca. 0,3 mio. kr. pr. år.

Videre proces

Efter de 2 måneders høring vil eventuelle kommentarer, bemærkninger og indsigelser blive forelagt Borgerrepræsentationen i forbindelse med en endelig vedtagelse af kommuneplantillægget. Herefter bekendtgøres tillægget.


Anne Skovbro                          /Bjarne Winge

Beslutning

Dagsordenspunkt 17: Kommuneplantillæg, Tikøbgade (2014-0126604)  

Økonomiudvalgets beslutning den 2. september 2014

Indstilling blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top