Mødedato: 02.06.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Udviklingsselskabet By & Havn I/S - 1. kvartal 2015

Se alle bilag
Udviklingsselskabet By & Havn I/S har fremsendt selskabets kvartalsrapport for 1. kvartal 2015 til interessentskabets (ejernes) orientering.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
  1. at kvartalsrapport for 1. kvartal 2015 for Udviklingsselskabet By & Havn I/S tages til efterretning.

Problemstilling

Udviklingsselskabet By & Havn I/S (herefter benævnt By & Havn) ejes af Københavns Kommune med 95 % og staten med 5 %.

Selskabets formål er, på et forretningsmæssigt grundlag, at udvikle arealerne i Ørestaden og Københavns Havn samt forestå havnedriften i Københavns Havn med henblik på størst mulig værdiskabelse og afvikling af de i selskabet placerede gældsforpligtelser.

Konsekvenserne af den mellem Københavns Kommune og staten i maj 2014 indgåede aftale - Principaftale om metro til Sydhavnen mv. - er nu indarbejdet i By & Havns regnskab for 1. kvartal 2015.

Kvartalets samlede resultat blev et underskud på 673 mio. kr.

Løsning

Kvartalsrapporten, jf. bilag 1, blev godkendt af By & Havns bestyrelse den 31. marts 2015.

En uddybende afrapportering til selskabets ejere er vedlagt som bilag 2.

Kvartalsrapporten forelægges Økonomiudvalget, idet følgende bemærkes:

Kvartalsregnskabet indeholder ikke væsentlige overraskelser.

Resultat 1. kvartal 2015
Selskabets primære driftsresultat er positivt i forhold til budget, hvilket primært skyldes øget aktivitet og indtægter fra jordmodtagelse i Nordhavn.

Herudover er renteudgifterne fortsat faldende, hvilket sammen med de øgede indtægter fra driften medfører et kvartalsresultat på 28 mio. kr. bedre end budgetteret.

De faldende renter har imidlertid forøget den markedsmæssige værdi af selskabets gæld med 643 mio. kr., hvilket resulterer i at samlet negativt resultat for 1. kvartal 2015 på -673 mio. kr. Eventuelle urealiserede værdistigninger af selskabets investeringsejendomme vil blive vurderet i forbindelse med halvårsregnskabet for 2015.

Gæld og egenkapital
Gælden er steget med ca. 4 mia. kr., hvilket kan henregnes til nettolåneoptag på 3,2 mia. kr., markedsværdiregulering af gæld med 0,6 mia. kr. og likvide midler på 0,2 mia. kr. I forhold til den af bestyrelsen godkendte låneramme udestår der fortsat låneoptag i 2015 på ca. 1,6 mia. kr.

Egenkapitalen er faldet med 2,4 mia. kr. til -5,77 mia. kr., hvilket skyldes selskabets betaling af 1,7 mia. kr. til Metroselskabet til Sydhavnsmetroen samt periodens negative resultat på 693 mio. kr.

I selskabets langtidsbudget er nu indregnet effekterne af principaftalen om metro til Sydhavn mv., hvor By & Havn i 2015 har betalt 1,7 mia. kr. til Metroselskabet samt indregner en korrektionsreserve på 2 mia. kr. i år 2020.

Konsekvenserne af By & Havn finansiering af Nordhavnstunnelen indregnes først senere på året.

Egenkapitalen forventes, som følge af principaftalen og forudsat korrektionsreserven kommer til udbetaling, nu først retableret i år 2042 (mod tidligere år 2021).

Ved indregning af By & Havns bidrag til Sydhavnsmetro vil selskabets gæld stige væsentligt - til ca. 16 mia. kr. i 2018 (og ca. 19 mia. kr. i 2040 såfremt korrektionsreserven kommer til udbetaling i 2020).

Den øgede rentebyrde som følge af den øgede gæld medfører, at By & Havn tidligst i år 2041 kan forvente, at driften kan servicere gælden. Såfremt korrektionsreserven kommer til udbetaling vil dette tidspunkt skydes helt til ca. år 2053.

Investeringsbudget 2015
Investeringsbudgetter for 2015 er på 785 mio. kr., hvoraf bruttoforbruget for 1. kvartal har udgjort 107 mio. kr.

Status for salg 2015
Status for salg fremgår af bilag 2, side 4-5.

Der forventes samlet set indtægter fra salg i 2015 på 750 mio. kr. Efter 1. kvartal er 152 mio. kr. realiseret, mens der forventes afsluttet yderligere salgssager i løbet af året for yderligere 596 mio. kr. Der er på den baggrund forventning om endnu et tilfredsstillende resultat for salg af byggerettigheder i 2015.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser for Københavns Kommune.



Mikkel Hemmingsen                / Anne Skovbro

Beslutning

Dagsordenspunkt 6: Udviklingsselskabet By & Havn I/S - 1. kvartal 2015

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 2. juni 2015

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top