Mødedato: 02.05.2000, kl. 15:00

Demonstration af kørselsafgifter i København - EU-projektet Progress. (Bygge- og Teknikudvalget)

Demonstration af kørselsafgifter i København - EU-projektet Progress. (Bygge- og Teknikudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 2. maj 2000

 

 

J.nr. ØU 113/2000

 

15. Demonstration af kørselsafgifter i København - EU-projektet Progress. (Bygge- og Teknikudvalget)

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gives en kapitalbevilling på 11,34 mio. kr. og en indtægtsbevilling til kapitalbevillingen på 9,04 mio. kr., der vedrører indtægter fra EU og Trafikministeriet

at nettoudgiften på 2,3 mio. kr. finansieres af det på Vej & Parks anlægsramme konto 2.22.3 afsatte rådighedsbeløb samt forventede rådighedsbeløb. Udgiften forventes fordelt på årene 2000-2002 med 700.000 i 2000 og 800.000 hvert af årene 2001 og 2002

at der af nævnte kapitalbevilling anvendes 1,22 mio. kr. til løn til en projektansat medarbejder i Vej & Park, medens resten bruges til ekstern bistand

at Vej & Park koordinerer projektets danske parter, herunder administrerer medfinansieringen fra Trafikministeriet på 4,5 mio. kr. fordelt over årene 2000-2003

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 5. april 2000

Anbefalet

Tine Peters (V) og Søren Pind (V) afgav følgende bemærkning:

"Venstre understreger, at Venstre ikke hermed har sagt god for indførelse af kørselsafgifter i København, idet Venstre stadig mener, at roadpricing kun skal indføres i København, såfremt det tillige indføres på landsplan".

ØKONOMIFORVALTNINGENS INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form."

 

RESUME

På møde den 8. december 1999 besluttede Bygge- og Teknikudvalget at bemyndige Vej & Park til at indgå i et EU-støttet projekt med forsøg med kørselsafgifter, samt at Bygge- og Teknikforvaltningen skal vende tilbage med en indstilling, når de endelige udgifter og indtægter er forhandlet på plads med EU og de danske samarbejdspartnere.

Der er tale om et projekt med en varighed på 3½ år. Projektet skal først og fremmest skaffe konkret viden om trafikanternes holdninger til kørselsafgifter og deres sandsynlige trafikale reaktioner ved indførsel af kørselsafgifter i Hovedstadsområdet. Projektet i København indgår i et større europæisk projekt, hvori der er involveret 7 andre europæiske byer.

I december 1999 blev forhandlingerne med EU-kommissionen afsluttet med et tilsagn om EU-støtte til det københavnske projekt på 614.000 Euro, svarende til ca. 4,54 mio. kr. Det samlede projekt i København er budgetteret til 13,54 mio. kr., hvoraf EU altså bidrager med 4,54 mio. kr., og Trafikministeriet og Københavns Kommune deler resten med 4,5 mio. kr. til hver.

EU-kommissionen har nu fremsendt en kontrakt svarende til ovennævnte støttebeløb. Med baggrund i Bygge- og Teknikudvalgets godkendelse af 8. december 1999 af, at Vej & Park indgår i dette EU-støttede projekt, har Vej & Park underskrevet kontrakten med EU-kommissionen. Der er derfor brug for nu at få frigivet midlerne til projektet.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Selve projektet og dets baggrund er beskrevet i indstillingen til mødet den 8. december 1999, jf. vedlagte bilag 1.

Oprindelig var det påregnet, at projektet skulle starte 1. januar 2000, men der har været forsinkelser i forhandlingerne med EU-kommissionen og i Kommissionens færdiggørelse af kontrakten. Der regnes nu med projektstart 1. april eller 1. maj 2000. Partene i det københavnske projekt har dog været enige om at etablere projektorganisationen og starte visse mindre aktiviteter for egne midler allerede i januar.

Amterne i Hovedstadsområdet er inviteret til at deltage i en følgegruppe for projektet. Det er tanken senere at invitere HUR til at sende repræsentanter til denne følgegruppe. Bygge- og Teknikudvalget vil blive orienteret om projektets fremdrift ved særlige redegørelser og eventuelt særlige temamøder efter behov. Visse interessegrupper, bl.a. erhvervslivet, vil blive kontaktet med henblik på at blive informeret om projektet gennem bl.a. workshops og seminarer. Den bredere offentlighed vil blive orienteret gennem nyhedsbreve og en hjemmeside på Internettet.

Økonomi

De samlede omkostninger til projektet er budgetteret til 13,54 kr. EU-støtten udgør heraf 4,54 mio. kr. efter den lagte plan for projektet. Trafikministeriet vil støtte projektet med 4,5 mio. kr., og Københavns Kommunes del udgør 4,5 mio. kr.

Det samlede budget på 13,54 mio. kr. fordeler sig på følgende udgifter:

Vej & Park, eget arbejde 3,42 mio. kr.

Vej & Park, underleverandører 0,47 mio. kr.

DTU, CTT 1,56 mio. kr.

PLS Consult 1,77 mio. kr.

Vejdirektoratet 0,56 mio. kr.

Underleverancer (udstyr og dataindsamling) 3,53 mio. kr.

Rejser til møder med EU-partnere og EU-kommission 0,23 mio. kr.

Betaling af forsøgsdeltagere 0,50 mio. kr.

Reserve til uforudsete udgifter 1,50 mio. kr.

Københavns Kommunes del udgør 4,5 mio. kr., som dels består af lønudgifter på 2,2 mio. kr., dels af midler fra Vej & Parks anlægsramme år 2000-2003 (konto 2.22.3) på 2,3 mio. kr., der skal anvendes til løn til en projektansat medarbejder (1,22 mio. kr.) og til ekstern bistand til projektet.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Indstilling BTU 501/1999 (Bygge- og Teknikudvalgets møde 8. december 1999)

 

Ole Bach

Til top