Mødedato: 02.04.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Badestrand i Valbyparken, Valby og Vesterbro-Kgs. Enghave, projektforslag

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Der skal tages stilling til projektforslag til anlæg af badestrand med optioner i Valbyparken og til frigivelse af anlægsmidler, så anlægsarbejdet kan begynde.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,   

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 19,4 mio. kr. til anlæg af badestrand med tilhørende optioner i   Valbyparken, jf. økonomiafsnittet.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte 21. juni 2018 en indtægtsbevilling på 26,69 mio. kr., så Københavns Kommune kan modtage en donation fra R98 Fonden. R98 Fonden gav tilsagn om en donation på 28 mio. kr. (2018 p/l) til Københavns Kommune til etablering af en strand og tilhørende faciliteter i Valbyparken. På Borgerrepræsentations møde den 17. juni 2015 blev der budgetteret med en indtægtsbevilling på 1,24 mio. kr. (2015 p/l) svarende til 1,31 mio. i 2018 p/l. På Borgerrepræsentationens møde den 21. juni 2018, blev der budgetteret med de resterende indtægter på 26,69 mio. kr. (2018 p/l).

Af Københavns Kommunes ansøgning til R98 Fonden fremgår det, at der planlægges med en tidsplan, hvor anlægsarbejderne hurtigt igangsættes, herunder at første anlægsetape starter i sommeren 2019. Projektforslag med optioner, som toiletbygning, øget begrønning og opgradering af eksisterende træningsredskaber, fremlægges, så den i ansøgningen angivne tidsplan kan overholdes. 

Der skal tages stilling til projektforslag med optioner til anlæg af badestrand i Valbyparken, hvor anlæg af strand og siddekant er planlagt udført i 2019 og anlæg af eventuelle optioner udføres i 2020 og 2021. Ydermere skal der tages stilling til frigivelse af anlægsmidler.

Løsning

På baggrund af donationen fra R98 Fonden har Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet et projektforslag til anlæg af en ca. 120 m lang badestrand med tilhørende faciliteter. Anlægsområdet ligger i den sydlige ende af Valbyparken ud til vandområdet Kalveboderne og strækker sig over bydelene, Valby og Vesterbro-Kgs. Enghave, jf. bilag 2.

Adgang til vandet er i dag vanskelig, fordi der er en stejl stensætning mellem park og vand, jf. bilag 3. Med projektforslaget foreslås det at anlægge en badestrand, som giver lettere adgang til vandet og at skabe et område og mødested, der i højere grad inviterer til ophold, jf. bilag 4.

Jorden i anlægsområdet er forurenet, da det tidligere har været industrilosseplads. Der er foretaget prøvegravninger og forundersøgelser for at afdække forureningens omfang. På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at beregne de præcise omkostninger forbundet med oprensning af den forurenede jord, men forvaltningen vurderer, at udgifter til oprensning vil kunne holdes indenfor den afsatte økonomiske ramme. De afsatte midler går derfor i første omgang til oprensning og efterfølgende til opfyldning med sand, dernæst til at etablere faciliteter ved stranden.

Faciliteterne har i ansøgningen til R98 Fonden og indstilling til Borgerrepræsentationens møde den 21. juni 2018 været præsenteret som optioner, der vil kunne tilvælges, hvis der er overskydende midler efter anlæg af stranden.

Kalveboderne er et Natura2000-område, som er et netværk af naturbeskyttede områder i EU. Det betyder, at der skal tages særlige hensyn i forbindelse med anlægsarbejdet, som kun kan gennemføres i perioden 1. maj –31. august. Anlægsperioden vil derfor ske i etaper, hvor anlæg af sandstrand og siddekant er planlagt udført i 2019 og anlæg af optioner i 2020 og 2021.

For at kunne begynde anlægsarbejdet har forvaltningen indhentet dispensation hos Fredningsnævnet og ligeledes fået forhåndsdispensation fra Kystdirektoratet til ændring af kystlinje og nye anlæg tæt på strandbredden, med forbehold for endeligt design af faciliteter og materialevalg til siddekanten.

I månederne mellem anlægsperioderne vil der ikke være byggeplads i området, og stranden vil dermed kunne tilgås fra efteråret 2019. Vandkvaliteten i Kalveboderne er på nuværende tidspunkt ikke god nok til at kunne bade i. Stranden forventes derfor tidligst at åbne som badezone ved projektets endelige ibrugtagning i 2021. Det er prioriteret i Københavns Kommunes Spildevandsplan 2018, at både kommunen og HOFOR skal iværksætte indsatser rettet mod Gåsebækrenden og Harrestrup Å, så der kan opnås god badevandskvalitet i Kalveboderne.

Konsekvenser for parkering

Der vil blive etableret to handicapparkeringspladser på vendepladsen vest for stranden. Der findes i dag ikke afmærkede bilparkeringspladser i Valbyparken, og bilister parkerer både på parkens grønne arealer og stier – særligt under arrangementer i sommerhalvåret. I forbindelse med drift af Valbyparken etableres der parkeringszoner i parken til regulering af parkering. Parkeringszonerne forventes at træde i kraft 2019.   

Anlæg af cykelparkeringspladser på vendepladsen og nær badestranden indgår som option i projektforslaget, da der er i dag ikke cykelparkering. 

Konsekvenser for træer og begrønning

Ny beplantning med udgangspunkt i den eksisterende beplantning ved Sydhavnstippen indgår som option i projektet og vil eksempelvis indeholde tjørn, eg og mirabelle. Der fældes ikke træer som del af projektet.

Fælles arbejdsgruppe med lokaludvalg

Forvaltningen har i samarbejde med en arbejdsgruppe under lokaludvalgene i Kgs. Enghave og Valby i efteråret 2018 afholdt en åben workshop og to dialogvandringer i området for borgere og interessenter. Borgernes input og arbejdsgruppens lokalviden har bidraget til kvalificeringen af projektforslaget, herunder ønsket om en strand med et naturligt udtryk. I forlængelse heraf har arbejdsgruppen bidraget til at udpege de optioner, der kan udgøre badestrandens faciliteter.

Økonomi

Der skal betales 17,5% i fondsmoms af donationen fra R98 Fonden. Der er på Borgerrepræsentationens møde 17. juni 2015 givet en udgifts- og anlægsbevilling på 1 mio. kr. (2015 p/l) og på Borgerrepræsentationens møde 21. juni 2018 er der givet en udgiftsbevilling på 22,02 mio. kr. (2018 p/l) og en anlægsbevilling på 3 mio. kr. (2018 p/l).

Med denne indstilling skal de resterende 19,02 mio. kr. (2018 p/l) derfor frigives. De 19,02 mio. kr. i 2018 p/l svarer til 19,40 mio. kr. i 2019 p/l.

10,0 mio. kr. er indregnet i Teknik- og Miljøforvaltningens anlægsmåltal for 2019. Hvorvidt der skal prioriteres anlægsmåltal i 2020 og 2021 afklares i en kommende indstilling om anlægsmåltal 2020 og 2021 – prioritering af projekter, der forelægges udvalget til april.

Tabel: Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/ projekt

Bevilling (nr. og navn)

Funktion

Beløb i mio. kr. (2019 p/l)

2019

2020

2021

I alt

TMU

Badestrand i Valbyparken

2000 – Ordinær anlæg

0.28.20.3

10,0

7,0

2,40

19,40

I alt

-

-

-

10,0

7,0

2,40

19,40

Den årlige drift og vedligeholdelse af badestranden samt tilhørende faciliteter vil udgøre 0,4 mio. kr. i 2020 og 0,7 mio. kr. i 2021 og frem. Budgettet til driftsudgifterne er afsat på Økonomiudvalgets budget fra 2021 og skal overføres til Teknik- og Miljøudvalget, når det endelige anlæg ibrugtages i 2021. Driftsmidlerne i 2020 søges finansieret af Teknik- og Miljøforvaltningen i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2020. 

Videre proces

Projektforslaget vil danne grundlag for anlæg af badestranden og de tilhørende faciliteter, så første anlægsetape kan begynde i maj 2019. Det endelige valg af optioner vil blive forelagt Teknik-og Miljøudvalget til orientering senest i maj 2021.

Projektet forventes klar til ibrugtagning i august 2021.

 

Pernille Andersen                                      /Lone Byskov

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at projektforslaget danner grundlag for anlæg af en badestrand med optioner i Valbyparken, jf. bilag 4.
     
    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
     
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 19,4 mio. kr. til anlæg af badestrand med tilhørende optioner i   Valbyparken, jf. økonomiafsnittet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 18. marts 2019

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”I tråd med lokale interesser ønsker partierne at minimere biltrafikken og parkeringen på veje og rabatter i området, og Enhedslisten vil ved budget 2020 arbejde for midler til en trafikal helhedsplan for området, så adgangen for biler til området begrænses sideløbende med etableringen af stranden.”

Beslutning

Dagsordenspunkt 12: Badestrand i Valbyparken, Valby og Vesterbro-Kgs. Enghave, projektforslag (2019-0022231)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 2. april 2019

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Enhedslisten, Radikale Venstre og SF videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 18. marts 2019:

”I tråd med lokale interesser ønsker partierne at minimere biltrafikken og parkeringen på veje og rabatter i området, og Enhedslisten vil ved budget 2020 arbejde for midler til en trafikal helhedsplan for området, så adgangen for biler til området begrænses sideløbende med etableringen af stranden.”

Til top