Strandvejsskolen - godkendelse af revideret helhedsplanforslag samt anlægsbevilling til flytning af reva-institutionen "Østre Gasværk", Sionsgade 5B (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
Strandvejsskolen - godkendelse af revideret helhedsplanforslag samt anlægsbevilling til flytning af reva-institutionen "Østre Gasværk", Sionsgade 5B (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 2. marts 2004
J.nr. ØU 44/2004
8. Strandvejsskolen - godkendelse af revideret helhedsplanforslag samt anlægsbevilling til flytning af reva-institutionen "Østre Gasværk", Sionsgade 5B (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at det reviderede helhedsplanforslag (model 1) for Strandvejsskolens udvidelse godkendes
at det
anbefales over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at der gives en
anlægsbevilling på 6,0 mio. kr. til at flytte revalideringsinstitutionen "Østre
Gasværk" fra Sionsgade 5B til Carl Nielsens allé 19 (Øresundshospitalet) - med
henblik på at inddrage de fraflyttede lokaler til Strandvejsskolen. Der anvises
dækning for udgiften i 2004 på i alt 3,0 mio. kr. på Uddannelses- og
Ungdomsudvalgets budget for 2004 konto 3.01.3, rådighedsbeløb for Folkeskoler.
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 4. februar 2004
Udvalget forkastede første "at" i indstillingen og godkendte det reviderede helhedsplanforslag model 2.
Indstillingens andet "at" blev godkendt.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget bemærker, at der i indstillinger om anlægsbevillinger, hvor det ikke er muligt at anvise dækning for hele beløbssummen, fordi en del af udgifterne forudsættes afholdt i et endnu ikke vedtaget budgetår, oplyses om den tiltænkte finansieringsmæssige dækning af disse udgifter.
Økonomiudvalget har på denne baggrund ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at de resterende udgifter på 3,0 mio. kr. i 2005 afholdes inden for Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 2. marts 2004
2. at blev anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen
RESUME
Den 5. december 2001 godkendte Uddannelses- og Ungdomsudvalget som led i Handleplan 2000 en helhedsplan for Strandvejsskolens udvidelse fra 2 til 3 spor. Hovedelementet i planen er etablering af en ny indskolingsbygning med børnehaveklasser, 1. og 2. klasser samt en KKFO med 4 grupper.
Som led i helhedsplanen indpasses det eksisterende fritidshjem fra den integrerede institution "Østre Gasværk Nord" som KKFO i indskolingsbygningen. Det eksisterende fritidshjem har til huse i en nedslidt pavillonbygning, der skal nedrives for at give plads til den nye indskolingsbygning.
Derudover indgik det i planen, at klubdelen fra den integrerede institution skulle flytte fra lokalerne i stueetagen i portbygningen til det tidligere Gasværk, Sionsgade 5B med henblik på at frigive lokalerne til skoleformål. Klubben er på den baggrund i efteråret 2003 flyttet ind i stueetagen på det tidligere Øresundshospital, Carl Nielsens allé 19.
Det eksisterende fritidshjem vil blive genhuset midlertidigt i den nye klub, der sammen med en filial til Øresundsskolen er under opførelse på Øresundshospitalet. Når den nye indskolingsbygning til Strandvejsskolen står færdig, vil det eksisterende fritidshjem blive overført hertil og indgå i skolen som KKFO.
Af budgetmæssige grunde har realiseringen af helhedsplanen ligget stille indtil til 8. maj 2003, hvor Borgerrepræsentationen gav en anlægsbevilling til udarbejdelse af projektforslag med henblik på byggestart i begyndelsen af 2004.
Siden udarbejdelsen af helhedsplanen er der imidlertid sket ændringer i de pædagogiske forudsætninger for planen, der skal tages højde for den nye bespisningsordning, ligesom det har vist sig muligt at imødekomme ønsker fra skolen om at flytte den eksisterende revalideringsinstitution (reva-institution) i portbygningen med henblik på et inddrage hele portbygningen til skoleformål.
Det har på den baggrund været nødvendigt at ændre og udvide helhedsplanen. I den forbindelse er der - med henblik på at opnå den bedst mulige løsning - arbejdet med flere forslag til udbygning. Dette har imidlertid medført, at der i byggeudvalget er opstået principiel uenighed om udformningen af den nye indskolingsbygning. Denne uenighed afspejles i en forsinkelse af udarbejdelsen af et projektforslag.
Uenigheden mellem forvaltningen på den ene side og skolen/fritidshjemmet på den anden side går på, om den nye indskolingsbygning skal være en vinkelformet bygning i 2 etager (model 1) eller et længehus i 3. etager (model 2).
Det er forvaltningens overordnede vurdering, at model 1 med en 2-etagers bygning er at foretrække. Modellen imødekommer bedst de overordnede pædagogiske principper i Perspektivplan 2000. Endvidere er det vurderingen, at model 1 også er at foretrække udfra en arkitektonisk synsvinkel, hvilket stadsarkitekten understøtter.
På baggrund heraf indstiller Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkender det reviderede helhedsplanforslag (model 1).
Det beregnede budget for den oprindelige helhedsplan er i alt 41,7 mio. kr. (indeks 173). Som følge af udvidelsen og ændringerne af helhedsplanen er udgifterne nu beregnet til i alt 49,5 mio. kr. – heri er også indeholdt udgifter til flytning og nyindretning af reva-institutionen.
I den forbindelse ansøges om en anlægsbevilling på 6,0 mio. kr. til at
indrette revalideringsinstitutionen Østre Gasværk i det tidligere
Øresundshospital, Carl Nielsens allé 19, med henblik på at inddrage de
fraflyttede lokaler i portbygningen til brug for skolen.