Mødedato: 02.03.2004, kl. 15:00

Redegørelse om igangsætning af forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 182 "Sigbrits Alle" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Redegørelse om igangsætning af forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 182 "Sigbrits Alle" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 2. marts 2004

 

 


J.nr. ØU 36/2004

 

5. Redegørelse om igangsætning af forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 182 "Sigbrits Alle" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen fremsender nærværende redegørelse til drøftelse i henholdsvis Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget med henblik på udarbejdelse af forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 182 "Sigbrits Allé" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001.

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 29. januar 2004

Drøftedes.

Mikkel Warming (Ø) tog forbehold for retningslinierne for forvaltningen for det videre lokalplanarbejde.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 2. marts 2004

Drøftet.

 

Ø videreførte sit forbehold fra Bygge- og Teknikudvalgets møde den 29. januar 2004.

 

 

Behandling: -

 

 

RESUME

Kaae Gruppen A/S har fremsendt skitseforslag til ny bebyggelse på ejendommen Englandsvej 3 / Sigbrits Allé 1-5, der ligger i et område omfattet af lokalplan nr. 182 "Sigbrits Allé" fra 1991.

Forvaltningen finder, at forslaget, der består af 3 punkthuse i 3½ etage, er for bastant og ikke i overensstemmelse med lokalplanens intentioner om fritliggende punkthuse, idet de foreslåede 3 punkthuse ligger meget tæt. Forvaltningens har foreslået en ny bebyggelse med 2 fritliggende punkthuse. Bygherren har tilsluttet sig dette og har efterfølgende fremsendt et skitseprojekt med 2 punkthuse i 4½ etage, alternativ i 3½ etage. Bebyggelsen er nu mere i overensstemmelse med lokalplanens intentioner, idet en sådan bebyggelse giver mere lys og luft indbyrdes og til de omkringliggende bebyggelser. Imidlertid er forslaget i strid med lokalplanens bestemmelser med hensyn til bebyggelsens placering, højde og bebyggelsesprocent, og det er på den baggrund, at nærværende indstilling er udarbejdet.

Set i forhold til karreen er forvaltningen af den opfattelse, at det bør overvejes at opføre punkthusene i 4½ etage for at give bygningerne bedre proportioner, idet det samtidig vurderes, at 2 punkthuse i denne højde afslutter karreen bedre byarkitektonisk. Til gengæld vil punkthuse i 3½ etage give bedre lysforhold for randbebyggelsen og bedre formidle overgangene mellem den eksisterende høje randbebyggelse og Eberts Villaby. På denne baggrund fremsendes begge forslag til drøftelse i udvalgene.

 

For ejendommen indebærer 2 punkthuse i 4½ etage en bebyggelsesprocent på ca. 135 og 2 punkthuse i 3½ etage en bebyggelsesprocent på ca. 110, mens bestemmelserne i lokalplan nr. 182 aktuelt muliggør bebyggelse med en bebyggelsesprocent på ca. 60 og på sigt ca. 80.

 

For hele lokalplantillægsområdet, der svarer til underområde I i lokalplan nr. 182, optages bestemmelser om helårsboliger og om, at boligerne skal have et gennemsnit på mindst 85 m2, og at ingen lejlighed må være mindre end 75 m2. 

Vejudvidelseslinien langs Amagerbrogade foreslås ved samme lejlighed ophævet, idet en udvidelse af Amagerbrogade til en bredde på 25,1 m på dette sted ikke anses for fornøden, idet bydels- og strøggaden Amagerbrogade på den ca. 1,3 km lange strækning mellem Holmbladsgade og Højdevej overvejende har en bredde på 18,83 m og rummer en række bevaringsværdige bygninger. Enkelte steder er gaden bredere i forbindelse med tilbagerykninger ved nybyggeri og flere steder smallere på grund af eksisterende ældre bebyggelse.

For karreens randbebyggelse mod Amagerbrogade foreslås, at bygninger med bevaringsværdi 3 og 4 fastlægges som bebyggelsesplan, og at nybyggeri i øvrigt skal opføres som sluttet randbebyggelse i 5 etager med udnyttet tagetage. Husdybden må ikke overstige 10 m, og skal ved sammenbygning tilpasses de bevaringsværdige bygningers husdybder. Dette svarer heller ikke til lokalplanen bestemmelser, der fastlægger sluttet randbebyggelse i 25,1 m-linien i 4½ etage og 8 m´s husdybde

Da kommuneplan 2001 indeholder rammebestemmelser for området (B4*- område), der svarer til lokalplanenes bebyggelsesregulerende bestemmelser, forudsætter lokalplantillægget tilvejebringelse at et tillæg til kommuneplanen med samme indhold.


 


Til top