Anvisningsaftale for 12 boenheder i Bryggergården (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)
Anvisningsaftale for 12 boenheder i Bryggergården (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 2. marts 2004
J.nr. ØU 40/2004
12. Anvisningsaftale for 12 boenheder i Bryggergården (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indgår aftale med Boligselskabet KSB om 100 % kommunal anvisningsret til 4 ombyggede kollektive bofælleskaber med i alt 12 boenheder (12 personer) i ejendommen afdeling 6076 Bryggergården, Slesvigsgade 12. 100 % kommunal anvisningsret medfører at kommunen skal dække eventuel tomgangsleje i aftaleperioden på 10 år.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 21. januar 2004
Boligsocial konsulent Mikael Jarvad deltog under punktets behandling.
Indstillingen blev tiltrådt.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen indvendinger mod, at nærværende forslag søges gennemført, idet det forudsættes, at eventuelle afledte udgifter afholdes inden for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets ramme."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 2. marts 2004
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen
RESUME
Boligselskabet KSB og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ønsker at gennemføre en ombygning af afdeling 6076 Bryggergården, Slesvigsgade 12, med henblik på varig anvendelse til særlige grupper. Der påtænkes i første omgang placeret psykisk udviklingshæmmede. På hver af de 4 etager ønskes fællesarealerne opgraderet, og der nedrives og ombygges til 3 boliger pr. etage. Landsbyggefonden har bekræftet overfor Boligselskabet KSB, at der kan optages støttede lån til ombygning af bofællesskabet.
Boligselskabet
KSB ønsker at indgå aftale med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om 100 %
kommunal anvisningsret til ejendommens 4 ombyggede kollektive bofælleskaber med
i alt 12 boenheder (12 personer).
Anvisningsaftalen om 100 % kommunal anvisningsret er for begge parter uopsigelig i 10 år fra det tidspunkt hvor Københavns Borgerrepræsentation godkender aftalen. Den årlige husleje for de 12 boenheder er i alt 561.204 kr. Når uopsigelighedsperioden udløber kan aftalen genforhandles. 100 % kommunal anvisningsret medfører at kommunen har en eventualforpligtelse, d.v.s. skal dække eventuel tomgangsleje i aftaleperioden. Kommunens eventualforpligtelse skal godkendes af Borgerrepræsentationen. Anvisningsaftalen er med forbehold for behandlingen af sagen i Bygge- og Teknikudvalget den 14. januar 2004, hvor Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender at kommunen garanterer lån til ombygningen.
Anvisningen af boligerne varetages af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Der er tale om selvstændige lejekontrakter for hver enkelt boenhed i de kollektive bofællesskaber. Indretningen som 4 kollektive bofællesskaber betyder, at målgrupperne for de enkelte bofællesskaber efter behov kan varieres over tid.
Samarbejdsorganet godkendte på mødet den 13. juni 2003 indstillingen om at der af de 4x10 mill. kr. afsat til boligsociale tiltag, funktion 05.99.1, budgetområde 4, afgives tilsagn om dækning af tomgangstab i forbindelse med ombygning og indretning inden for en ramme på 350.000 kr.