Mødedato: 02.02.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Nedsættelse af ansættelsesudvalg og sammensætning af den administrative høringsgruppe ved besættelse af stillingen som administrerende direktør under Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

Økonomiudvalget skal træffe beslutning om, hvem der blandt Økonomiudvalgets medlemmer skal deltage i ansættelsesudvalget og sammensætningen af den administrative høringsgruppe. ved besættelse af stillingen som administrerende direktør under Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller,  

  1. at Økonomiudvalget udpeger et ansættelsesudvalg blandt sine medlemmer,
  2. at Økonomiudvalget træffer beslutning om sammensætningen af den administrative høringsgruppe på baggrund af nedenstående indmeldinger. 

Problemstilling

Den administrerende direktør under Beskæftigelses- og Integrationsudvalget Birgitte Hansen har opsagt sin stilling. Birgitte Hansen fratræder sin stilling den 30. april 2016. Stillingen som administrerende direktør er derfor ledig til besættelse den 1. maj 2016.  

Borgerrepræsentationen er efter indstilling fra Økonomiudvalget ansættende myndighed.

Løsning

Økonomiudvalget har på sine møder den 18. november 2014 og 21. april 2015 fastlagt procedurer ved besættelse af stillinger som administrerende direktør. 

Økonomiudvalget har i den sammenhæng besluttet, at ansættelsesudvalget består af 5 medlemmer af Økonomiudvalget, herunder altid overborgmesteren (som formand) og den relevante ressortborgmester. 

Ansættelsesudvalget vælger hvilke kandidater, der skal indkaldes til samtale, og afholder 2. samtale med kandidaterne. 

Der nedsættes tillige en administrativt sammensat høringsgruppe til støtte i processen. Den administrerende direktør i Økonomiforvaltningen er formand for gruppen.

Den administrative høringsgruppe sammensættes som følgende:

  • Den administrerende direktør i Økonomiforvaltningen (født medlem).
  • En medarbejderrepræsentant blandt kommunens medarbejdere udpeget af Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation.
  • En ledelsesrepræsentant udpeget af den relevante borgmester blandt lederne i den pågældende forvaltning.
  • En medarbejderrepræsentant udpeget af og blandt medarbejderne i den pågældende forvaltnings hovedsamarbejdsudvalg.
  • Eventuelt en yderligere ledelsesrepræsentant fra kredsen af administrerende direktører.

Ligestillingshensynet skal tilgodeses ved sammensætningen af ansættelsesudvalget og den administrative høringsgruppe.

Følgende personer er blevet foreslået til sammensætningen af den administrative høringsgruppe:

Mikkel Hemmingsen, administrerende direktør i Økonomiforvaltningen (født medlem).

En ledelsesrepræsentant udpeget af Beskæftigelses- og Integrationsborgmesteren blandt lederne i forvaltningen:

  • Lise Valentin Bayer, Centerchef for AMC (Arbejdsmarkedscentret).
  • Jannik Karoli Plum Nielsen, Centerchef for CAB (Center for Afklaring og Beskæftigelse).

En medarbejderrepræsentant blandt kommunens medarbejdere udpeget af Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation:

  • Britt Petersen, Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS).

En medarbejderrepræsentant udpeget af og blandt medarbejderne i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens Hovedsamarbejdsudvalg:

  • Jan Bolvig Mortensen, fællestillidsmand i HK og næstformand i Hoved-MED.
  • Sesse Frich Trusell, socialrådgiver og tillidsrepræsentant.

Eventuelt en yderligere ledelsesrepræsentant valgt fra kredsen af administrerende direktører:

  • Carsten Haurum  administrerende direktør i Kultur- og Fritidsforvaltningen
  • Pernille Andersen, administrerende direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen

Høringsgruppen gennemfører første samtale med kandidaterne og udarbejder forslag til besættelse af stillingen. 

Økonomi

Udgifterne ved stillingens besættelse afholdes inden for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets budget.

 

 

Mikkel Hemmingsen                                            /Bjarne Winge

Beslutning

Dagsordenspunkt 3: Nedsættelse af ansættelsesudvalg og sammensætning af den administrative høringsgruppe ved besættelse af stillingen som administrerende direktør under Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (2016-0013334)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 2. februar 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Økonomiudvalget udpegede følgende medlemmer til ansættelsesudvalget:

Overborgmester Frank Jensen (A), beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (B), teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø), sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (F) og børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V).

Økonomiudvalget besluttede endvidere at sammensætte en administrativ følgegruppe bestående af følgende medlemmer:

Administrerende direktør Mikkel Hemmingsen, Økonomiforvaltningen, centerchef for Arbejdsmarkedscentret (AMC) Lise Valentin Bayer, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Britt Petersen, LFS, fællestillidsmand i HK og næstformand i Hoved-MED Jan Bolvig Mortensen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, og administrerende direktør Pernille Andersen, Teknik- og Miljøforvaltningen.

Til top