Forslag til projekttillæg 2021 til Spildevandsplan 2018
Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.
I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende forslag til Projekttillæg 2021 til Spildevandsplan 2018 i offentlig høring, og til at delegere kompetencen til endeligt at vedtage Projekttillæg 2021 til Spildevandsplan 2018 til Teknik- og Miljøudvalget.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at forslag til projekttillæg 2021 (bilag 2) sendes i otte ugers offentlig høring,
- at kompetencen til endeligt at vedtage forslag til projekttillæg 2021 efter endt høring delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende Projekttillæg 2021 til Spildevandsplan 2018 i otte ugers offentlig høring og delegere beslutningskompetencen til endelig godkendelse af projekttillægget til Teknik- og Miljøudvalget.
Håndtering af spildevand, herunder regnvand, i kommunen er reguleret af en lovpligtig spildevandsplan. Den nuværende spildevandsplan, Spildevandsplan 2018, blev vedtaget af Borgerpræsentationen den 6. juni 2019. Spildevandsplanen danner den økonomiske ramme og sætter målene for håndtering af spildevand i Københavns Kommune frem til 2028. Planen bliver løbende opdateret med projekttillæg, der indeholder aktuelle projekter. Disse projekttillæg giver hvert år hjemmel til at implementere konkrete projekter vedrørende afløbssystem, klimatilpasning, byudvikling, og renseanlæg inden for spildevandsplanens rammer.
Løsning
Projekttillæg 2021 vil muliggøre 46 projekter indenfor fire projektkategorier (afløbssystem, klimatilpasning, byudvikling, og renseanlæg), som er defineret i Spildevandsplan 2018. Desuden aflyses to tidligere godkendte projekter, som ikke vil blive gennemført. I forbindelse med aflysningen slettes projekterne i den offentlige digitale spildevandsplan. De konkrete projekter fremgår af bilag 2.
Forvaltningen har, på baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets seneste drøftelser om spildevandsudledninger, fremhævet de projekter, hvor der - selv efter deres gennemførelse - stadig vil kunne udledes en vis mængde spildevand opblandet med regnvand (bilag 4). Disse projekter har imidlertid alle til formål at begrænse de eksisterende udledninger af spildevand, så de kan holde sig inden for spildevandsplanens krav. Projekterne skal inden igangsættelse reguleres ved konkrete udledningstilladelser. I projekttillægget (bilag 2) indgår ikke projekter med planlagte udledninger i forbindelse med omlægninger af rør mv. Derimod indgår et projekt som har direkte til formål at forhindre dette i fremtiden, nemlig projektet om ny spildevandsledning ved Strandvænget.
Projekterne medvirker til at understøtte kommunens serviceniveau for kloakken, målsætninger for badevandskvaliteten i Københavns Havn og Øresund samt statens målsætninger for vandområder. Projekterne udføres af HOFOR og BIOFOS, eller af kommunen som medfinansieringsprojekter. Projekterne er ifølge Spildevandsplan 2018 opdelt i følgende kategorier:
1. Afløbssystem
Denne kategori omfatter HOFOR’s projekter, der vedligeholder afløbssystemet eller øger afløbssystemets kapacitet. Projekterne har til formål at forebygge opstigning af spildevand til terræn og udledning af spildevand til vandområder. Projekttillæg 2021 indeholder tre fornyelses- og vedligeholdelsesprojekter, der sikrer en miljømæssig forsvarlig håndtering af spildevand. De to vigtigste projekter er en ny supplerende spildevandsledning fra Strandvænget til Østbanegade, som vil fjerne fremtidige planlagte spildevandsudledninger fra Strandvænget Pumpestation, og en arealreservation til Belvedere bassin II, som vil medføre reduceret udledning af fortyndet spildevand, når kloakkens kapacitet overskrides.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 5. oktober 2020, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal indgå en dialog med HOFOR om, at Belvedere bassin II skal dimensioneres til at håndtere den forventede årlige udledning af spildevand, så der kun sker overløb fx ved en tiårshændelse. Derfor er Teknik- og Miljøforvaltningen i gang med en drøftelse af dimensionering af bassinet sammen med HOFOR.
2. Klimatilpasning
Denne kategori omfatter projekter til skybrudssikring og klimatilpasning af kloak, der enten forsinker eller bortleder regnvand under skybrud og medvirker til at skybrudssikre byen, samt projekter der med separatkloakering eller afkobling mindsker presset på fælleskloakken. Projekttillæg 2021 indeholder 13 skybrudsprojekter og 12 projekter om klimatilpasning af kloakken. De vigtigste projekter er de 3 store skybrudstunneller: Kalvebod Brygge Skybrudstunnel, Svanemøllen Skybrudstunnel og Valby Skybrudstunnel. Generelt set er skybrudsprojekterne skabt til at bortlede regnvandet for at undgå ukontrollerede oversvømmelser ved kraftige regnhændelser. Regnvandet nedsives eller udledes til vandområder, og der skal derfor gives tilladelser hertil, da regnvandet kan være forurenet. For nogle af projekterne vil der desuden ske en opblanding af regnvandet med spildevand, f.eks. når skybrudstunnellerne bliver benyttet som forsinkelsesbassin.
3. Byudvikling
Denne kategori indeholder kloakeringsprojekter, der udspringer af byudvikling i forlængelse af Kommuneplan 2019 og en række lokalplaner. Projekttillæg 2021 indeholder 18 byudviklingsprojekter. Projekterne sikrer, at kloakken ved nybyggeri ændres fra fælleskloak til separatkloak. Generelt vil separatkloakering medføre, at der ikke udledes spildevand til vandområderne. Et af projekterne, som vil medvirke til at reducere udledning af spildevand i Utterslev Mose, er en rammeplan for at separatkloakere Tingbjerg. De øvrige større byudviklingsprojekter er Stejlepladsen og Vejlandskvarteret.
4. Renseanlæg
Nærværende projekttillæg indeholder ikke projekter på renseanlæggene, da BIOFOS for øjeblikket arbejder med udbud og projektering af udbygningsplanen for Renseanlæg Lynetten og Renseanlæg Damhusåen. De konkrete projekter forventes at indgå fra projekttillæg 2022 til Spildevandsplan 2018 og frem. Behovet for udbygningen af renseanlæggene er uafhængigt af, om man i fremtiden vælger at flytte renseanlæggene til en anden placering. Et eventuelt nybygget renseanlæg forventes først at kunne tages i brug omkring 2045. Teknik- og Miljøudvalget behandler indstilling om nye udledningstilladelser til de to renseanlæg på mødet den 30. november.
Følgende projekter, allerede medtaget i Spildevandsplan 2018, aflyses: “K2.12 Separatkloakering Rantzausgade” som ikke længere er aktuelt på grund af ændringer i planlægning af området, og “B.27 Amager Fælled Camping” som erstattes af projektet “B.95 Vejlands Kvarter” på samme lokalitet.
Delegation
Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, som i tidligere sager, en delegation af den endelige kompetence til at vedtage Projekttillæg 2021 til Teknik- og Miljøudvalget for at sikre en hurtigere implementering af projekterne. Ved delegation til Teknik- og Miljøudvalget forelægges Borgerrepræsentationen ikke sagen igen, medmindre høringen medfører væsentlige ændringer.
Økonomi
Københavns Kommune
Projekttillæg 2021 til Spildevandsplan 2018 medfører ikke økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Forsyningsselskabernes investeringer
Med vedtagelsen af Spildevandsplan 2018 den 6. juni 2019 har Borgerrepræsentationen godkendt en øget investeringsramme for spildevandselskabernes investeringer i planperioden fra 2019 til 2028 på 4,5 mia. kr. Herudover videreføres investeringer på 6,6 mia. kr. til byudvikling, drift og vedligeholdelse, som er vedtaget af Borgerrepræsentationen den 24. april 2008 i forbindelse med vedtagelsen af Spildevandsplan 2008, og til skybrudssikring vedtaget af Borgerrepræsentationen den 26. november 2015 i forbindelse med ”Klimatilpasning og Skybrudssikring af København”.
Det betyder, at spildevandsselskabernes samlede investeringsramme, til både drift og vedligeholdelse og til skybrudssikring, i planperioden fra 2019 til 2028 udgør 11,1 mia. kr. (bilag 3). Heraf har spildevandsselskaberne budgetteret med 2.5 mia. kr. i forbindelse med Projekttillæg 2021. Beløbet indeholder investeringer i de store skybrudstunneller over en årrække fra 2021. Forsyningsselskabernes investeringer finansieres over vandtaksterne og indgår i HOFOR og BIOFOS årlige budgettillæg. Vedtagelsen af Projekttillæg 2021 udløser ikke yderlige takststigninger i forhold til, hvad der allerede er oplyst og godkendt forbindelse med den endelige vedtagelse af spildevandsplan 2018.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt forslaget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen forslaget i offentlig høring i otte uger. Efter høringsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser, og på den baggrund udarbejde en indstilling om endelig vedtagelse af projekttillægget. Projekttillægget forventes herefter at blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget til endelig vedtagelse i første kvartal af 2021.
Søren Wille /Hans Christian Karsten
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at forslag til projekttillæg 2021 (bilag 2) sendes i otte ugers offentlig høring.
- at kompetencen til endeligt at vedtage forslag til projekttillæg 2021 efter endt høring delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 16. november 2020
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Dagsordenspunkt 36: Forslag til projekttillæg 2021 til Spildevandsplan 2018 (2020-0825649)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. december 2020
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.