Mødedato: 01.12.2020, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Godkendelse af kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug 2021-2022

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Socialudvalget skal godkende kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug for årene 2021-2022. Kvalitetsstandarden beskriver det serviceniveau, som borgere i Københavns Kommune kan forvente at få, hvis de modtager social behandling for et problematisk forbrug af stoffer. Godkendes indstillingen, skal kvalitetsstandarden herefter godkendes i Økonomiudvalget og endeligt af Borgerrepræsentationen. 

Tidligere beslutninger

Socialudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at godkende Socialforvaltningens kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug for årene 2021-2022.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Ifølge bekendtgørelsen om kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug efter § 101 i lov om social service skal standarden revideres mindst hvert andet år. Den gældende standard udløber ved udgangen af 2020. Standarden skal derfor revideres for perioden 2021-2022.  

Løsning

Socialforvaltningen har udarbejdet et udkast til en revideret udgave af den gældende kvalitetsstandard. Den reviderede udgave vil være gældende for perioden 2021-2022, jf. bilag 1.

Socialforvaltningen leverer både social behandling for stofmisbrug og lægefaglig behandling for stofmisbrug. Kvalitetsstandarden vedrører kun den sociale behandling for stofmisbrug, da den lægefaglig behandling for stofmisbrug følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Københavns Kommune har sat følgende konkrete mål for indsatsen:

  • Andelen af københavnere, som afslutter et behandlingsforløb for problembrug som rusmiddelfri eller med reduktion i forbrug, er mindst 50 pct.
  • Højst 33 pct. af borgerne, der er udskrevet færdigbehandlede og rusmiddelfri, genindskrives i behandling inden for 12 måneder efter udskrivning.

De opstillede måltal er en videreførelse af de tidligere måltal. I 2019 blev 43 pct. afsluttet som stoffri eller med et reduceret forbrug. Det nationale niveau lå på 41 i pct. i 2017, som er det seneste opdaterede tal på nationalt plan. Det er derfor et ambitiøst mål. Center for Rusmiddelbehandling København arbejder kontinuerligt på at forbedre og målrette indsatserne i centret efter borgernes behov for at komme tættere på en opfyldelse af måltallet. I 2019 blev 14 pct. genindskrevet i behandlingen inden for 12 måneder, hvilket ligger væsentligt under måltallet. 

Ændringer i den reviderede kvalitetsstandard: De væsentligste ændringer i den reviderede kvalitetsstandard ift. den gældende standard:

  • Tilføjelse af nyt afsnit om hvad Center for Rusmiddelbehandling København vil have fokus på af udviklingsinitiativer de kommende år
  • Omskrivning af handleplansafsnit, da Hjemløseenheden senest 1. januar 2021 overtager myndighedsopgaven vedr. § 141 handleplan
  • Tilføjelse af tilbuddet URUS og psykologindsatsen
  • Tilføjelse af Stæren og Valmuen under specialiserede tilbud
  • Juridisk skærpelse ift. visitationsafgørelser, inkl. henvisninger til principafgørelser
  • Mere uddybende afsnit om brugerinddragelse

Nedenstående afsnit er blevet tilføjet i kvalitetsstandarden ift. den version, der har været i ekstern høring.

I Budget 2021 er der til og med 2024 afsat midler til en fremskudt substitutionsbehandlingsindsats på den åbne stofscene på Vesterbro. Det fremskudte behandlingsteam består af en læge, en sygeplejerske samt en socialfaglig medarbejder. Teamet leverer lægelig undersøgelse og indskrivning til behandling samt ordinerer og udleverer medicin i kombination med en socialfaglig indsats. Indsatsen foregår på henholdsvis Mændenes Hjem, Reden og H17. Målgruppen for indsatsen er udsatte og hjemløse borgere med et mangeårigt stofmisbrug, der opholder sig omkring den åbne stofscene på Indre Vesterbro. Borgerne fremstår ofte kaotiske og med ingen eller skrøbelig tilknytning til behandlingssystemet.

Ekstern høring af kvalitetsstandard: Det reviderede udkast til kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug har været i ekstern høring i perioden 12. august til 4. september 2020 på Københavns Kommunes høringsportal ”Bliv Hørt” og i Københavns Kommunes Udsatteråd.

Forvaltningen har modtaget fire høringsvar, jf. bilag 2    

  • Østerbro Lokaludvalg har ingen bemærkninger
  • Amager Vest Lokaludvalg har på grund af den korte høringsfrist ikke haft mulighed for at sætte sig ind i høringsmaterialet
  • Nørrebro Lokaludvalg har en bekymring for, at de høje mål for effekt betyder, at de svageste ikke tilbydes behandling. Lokaludvalget mener, at det er afgørende at indsatsen tager udgangspunkt i individet og ser gerne, at der er valgfrihed mellem individuelle og gruppebehandlingstilbud
  • Udsatterådet kvitterer for, at standarden er skrevet i et relativt let tilgængeligt sprog. Rådet finder afsnittet om vurderingsgrundlag for visitation misvisende ift. den reelle mulighed for at komme i døgnbehandling. Rådet spørger til, hvad grundlaget er, for at gruppebehandling er den foretrukne metode, og hvad evidensen er for, at gruppebehandling er en mere virkningsfuld behandlingsform end fx individuelle forløb eller døgnbehandling. Endelig synes rådet, at indsatsen med fremskudt substitutionsbehandling skal beskrives i standarden.

Forvaltningens bemærkninger til de indkomne høringssvar: Måltallene er udtryk for kommunens ambition på området. Socialforvaltningen tilbyder behandling til alle, der henvender sig med ønske om at komme i behandling. Målsætningerne har ingen indvirkning på det. Rusmiddelbehandling er for alle, som er i målgruppen for rusmiddelbehandling, uanset hvilket behandlingsmål borgeren ønsker. Ved indskrivning og løbende gennem behandlingsforløbet udarbejdes en individuel behandlingsplan i samarbejde med borgeren. For nogle borgere er det rusmiddelrettede behandlingsmål ophør, mens det for andre er stabilisering af et kaotisk hverdagsliv – både hvad angår brug af rusmidler og andre forhold som fx bolig eller økonomi. 

Det er Socialforvaltningens vurdering, at kvalitetsstandarden er retvisende ift. det konkrete serviceniveau. Visitationsteamet i Center for Rusmiddelbehandling København vurderer alle sager ud fra en individuel konkret vurdering. Borgere som ønsker døgnbehandling tilbydes også dette, hvis de opfylder kriterierne hertil. 

Alle der indskrives i behandling vurderes individuelt, og det er muligt at tilrettelægge både et individuelt eller et gruppebaseret forløb. Når det i kvalitetsstandarden fremgår, at gruppebehandling er udgangspunktet, er det på baggrund af positive erfaringer fra forskning og fra praksis i centret. Gruppebehandling udmærker sig bl.a. ved at tilbyde sociale fælleskaber, hvor deltagerne spejler sig i hinanden, lærer af hinandens erfaringer og oplever sig mindre alene med deres problemer. Herudover er gruppebehandling en måde at kunne tilbyde mere psykosocial behandling til flere inden for samme budget. Centret arbejder løbende på at forbedre og målrette gruppebehandling. Særligt på substitutionsområdet, hvor behandlingen overvejende er individuel, forventes flere at kunne få gavn af et gruppetilbud. 

En beskrivelse af den fremskudte substitutionsbehandlingsindsats er blevet tilføjet i kvalitetstandarden.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser, da serviceniveauet er uændret. Forvaltningen implementerer vedtaget effektiviseringer på området, hvilket der er taget højde for i standarden.   

Videre proces

Godkendes indstillingen, vil kvalitetsstandarden for 2021-2022 blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til godkendelse.

 

Mikkel Boje /Anders Møller Jakobsen og Eva Stokbro Jensen

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

  1. at godkende Socialforvaltningens kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug for årene 2021-2022.

 

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 11. november 2020

 

 Indstillingen blev godkendt med konkrete bemærkninger til tekstnære ændringer i kvalitetsstandarden.

 

Disse ændringer vil blive indarbejdet i den videre behandling af sagen.

 

Vicedirektør Anders Møller Jakobsen og kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 31: Godkendelse af kvalitetsstandard for social behandling for stofmisbrug 2021-2022 (2020-0213403)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. december 2020

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top