16 busfremkommelighedstiltag på A-busnettet
Teknik- og Miljøudvalget har på sit møde den 16. november 2020 godkendt projektforslag til 16 fremkommelighedstiltag på A-busnettet. Tiltagene består af forlængelse af svingbane på Kalvebod Brygge, flytning af stoppested på Østerbrogade, og etablering af busbane, herunder nedlæggelse af 25 parkeringspladser uden for betalingszone på Godthåbsvej, samt 13 signaltiltag på A-busnettet.
Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen skal herefter tage stilling til, at der overføres og frigives anlægsbevilling og anlægsmåltal til de 16 fremkommelighedstiltag.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der fra Økonomiforvaltningens bevilling til løbende forbedring og effektivisering af busdriften overføres og frigives anlægsbevilling og anlægsmåltal på 6,0 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget til projektering og ombygninger på to strækninger, Kalvebod Brygge og Østerbrogade samt 13 signaltiltag på A-busnettet, på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 8,
- at der fra Økonomiforvaltningens bevilling til løbende forbedring og effektivisering af busdriften overføres og frigives anlægsbevilling og anlægsmåltal på 6,0 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget til projektering og ombygning på Godthåbsvej på A-busnettet, på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 8.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede den 30. november 2017 at frigive 2,7 mio. kr. til projektering af 32 tiltag foreslået af Movia for at forbedre bussernes fremkommelighed i forbindelse med busomlægningerne i Nyt Bynet efter, at Cityringen blev taget i brug. Teknik- og Miljøforvaltningen har undersøgt tiltagene nærmere, foretaget høringer og udarbejdet projektforslag.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 27. maj 2019 at sætte projektforslag for de 32 tiltag i bero og den 20. april 2020 at prioritere og igangsætte projektet igen.
Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til projektforslag for 16 af de 32 fremkommelighedstiltag. Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen skal tage stilling til overførsel og frigivelse af anlægsmidler til projekterne.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen har i samarbejde med Movia og Økonomiforvaltningen gennemgået de 32 mulige tiltag til forbedring af fremkommeligheden for A-busserne, jf. bilag 6. På den baggrund anbefaler forvaltningerne, at 16 af disse tiltag gennemføres, jf. tabel 1. Movia er orienteret og indforstået hermed.
De resterende 16 tiltag indstilles ikke til udførelse, hvilket skyldes følgende forhold: at tiltagene vil blive udført i andre anlægsprojekter (tre tiltag), at busser allerede har fået fuld prioritering i signalanlægget (ni tiltag), at ændring i busprioritering om natten fejlagtigt er taget med (to tiltag) og at busfremkommeligheden eller trafiksikkerheden ikke vurderes at blive tilgodeset ved tiltaget (to tiltag). I bilag 6 ses en redegørelse med begrundelse for til- og fravalg af hvert af de 32 tiltag.
De 16 tiltag, der indstilles til at blive udført, fremgår af nedenstående tabel 1.
Tabel 1: Tiltag der indstilles til udførelse
Nr. (jf. bilag 6) |
Tiltag |
Begrundelse |
1 |
Godthåbsvej (Vanløse): Der anlægges ca. 270 meter busbane (bilag 4B/4C) |
Linje 2A vil kunne spare ca. 30-90 sekunder pr. bus i henholdsvis eftermiddags- og morgenmyldretid.* |
3 |
Østerbrogade: Flytning af stoppested ved Poul Henningsens Plads (bilag 4D) |
Stoppestedet flyttes nærmere den nye metrostation, Poul Henningsens Plads, for at opnå en serviceforbedring for passagererne. |
6 |
Kalvebod Brygge: Forlængelse af venstresvingsbanen ved Bernstorffsgade (bilag 4A) |
Venstresvingende biler blokerer for busserne, fordi venstresvingsbanen er for kort til afvikling af antallet af køretøjer i signalkrydset. |
9, 10, 11, 12, 13 14, 16, 20, 21, 22, 23, 24 og 25 |
13 tiltag i signalregulerede kryds (bilag 5) |
Der indføres busprioritering og bedre detektering (registrering af trafikanter) med bl.a. radar. Signalerne omprogrammeres. |
*Effekten af tiltaget er beregnet af ekstern rådgiver på baggrund af modelsimuleringer i februar 2019.
Projektforslagene for ombygning på Godthåbsvej, Østerbrogade og Kalvebod Brygge ses i bilag 4. Hvis tiltaget på Godthåbsvej ikke godkendes, vil busserne ikke opnå den ønskede fremkommelighed, som forvaltningen og Movia ønsker for at kunne servicere passagerne bedre. Samtidig vil der ikke kunne opnås en økonomisk besparelse på busdriften, som kommunen betaler til Movia. De samlede økonomiske konsekvenser af tiltagene opgøres efterfølgende.
Konsekvenser for parkering
Tiltaget med busbane på Godthåbsvej i Vanløse forudsætter, at der nedlægges 25 bilparkeringspladser uden for betalingszone på Godthåbsvej. Der er flere forretninger på strækningen, og samtlige 25 p-pladser, der nedlægges, er beliggende på Godthåbsvejs nordøstside mellem Rønnebærvej og Hulgårdsvej. De tilstødende veje er private fællesveje, hvorfor der ikke kan etableres erstatningspladser i nærområdet. Parkeringsbelægningen på strækningen var i efteråret 2019 88 % kl. 12.00, 94 % kl. 17.00 og 52 % kl. 22.00.
De øvrige tiltag har ikke konsekvenser for parkering.
Konsekvenser for træer
Det samlede projektforslag medfører, at der fældes 10 træer, der erstattes med nye træer af samme art i tilstødende nærområde.
Tiltaget på Kalvebod Brygge med forlængelse af venstresvingsbanen ved Bernstorffsgade, jf. bilag 4A, medfører fældning af fire platantræer i midterrabatten plantet i år 2000-2001, der erstattes med fire nye platantræer i det tilstødende nærområde.
Tiltaget på Godthåbsvej, hvor der anlægges busbane jf. bilag 4B/4C, medfører fældning af seks egetræer plantet i henholdsvis 1995 (tre stk.) og 2005 (tre stk.), der erstattes med seks nye egetræer i det tilstødende nærområde. Dette kan dog blive en udfordring, da der allerede er tæt beplantet med træer. Dette afklares som en del af den videre projektering.
De øvrige tiltag har ikke konsekvenser for træer.
Høring
For tiltagene på Kalvebod Brygge, Godthåbsvej og Østerbrogade er der foretaget høring af de berørte lokaludvalg. Lokaludvalgenes høringssvar er vedlagt som bilag 7, hvor forvaltningens bemærkninger hertil også fremgår.
Høringssvar fra Lokaludvalg
- Vesterbro Lokaludvalg er positive mht. forlængelse af venstresvingsbane på Kalvebod Brygge i retning mod Bernstorffsgade og negative mht. fældning af træer.
- Vanløse Lokaludvalg er positive mht. forbedring af bussernes fremkommelighed og negative mht. nedlæggelse af parkeringspladser på Godthåbsvej.
- Østerbro Lokaludvalg er positive mht. at buspassagerer til metroen ikke skal krydse Jagtvej, jf. bilag 7, men er generelt imod flytning af busstoppested ved Poul Henningsens Plads, idet der er et ønske om at bevare dette busstoppested.
Forvaltningernes bemærkninger
- Det positive høringssvar tages til efterretning, og de fire træer erstattes.
- Det vurderes, at tiltaget forbedrer fremkommeligheden med 30 og 90 sekunder pr. bus i myldretiden, og dermed bidrager det væsentligt til forbedring af busfremkommeligheden på Godthåbsvej. Forvaltningerne er klar over, at det er en udfordring, at der nedlægges parkeringspladser på Godthåbsvej. De tilstødende veje er private fællesveje, hvorfor der ikke kan etableres erstatningspladser.
- Movia har vurderet, at det eksisterende stoppested og det nye stoppested ligger for tæt på hinanden (ca. 130 meter) til at indregne et ekstra stop i buskøreplanerne (ved bevarelse af det ekstra stop).
Der vil blive foretaget partshøring af de berørte parter, fx erhvervsdrivende, i henhold til forvaltningsloven i forbindelse med gennemførelse af projektet på Godthåbsvej og Østerbrogade inden udførelse. Det vurderes ikke, at der er parter, der skal partshøres i forbindelse med forlængelse af venstresvingbanen på Kalvebod Brygge, fordi ingen borgere kan siges at have særlig interesse, jf. forvaltningsloven.
Tiltagene er godkendt af Københavns Politi og Movia.
Økonomi
Til projektering og implementering af de 32 mulige tiltag er der samlet afsat 18,8 mio. kr. (2021 p/l), som finansieres af Økonomiforvaltningens bevilling til løbende forbedring og effektivisering af busdriften.Borgerrepræsentationen frigav den 30. november 2017 2,7 mio. kr. (2018 p/l), svarende til 2,8 mio. kr. i 2021 p/l, til igangsættelse af projektering af tiltagene. Heraf er der brugt 0,8 mio. kr. 2021 p/l. De resterende 2,0 mio. kr. forventes brugt i 2020 og 2021. Med denne indstilling skal yderligere 12,0 mio. kr. (2021 p/l), overføres og frigives til Teknik- og Miljøudvalget til ombygninger på tre strækninger og ændring af 13 signalanlæg, jf. bilag 8. De 12,0 mio. kr. forventes brugt i 2021. De resterende 4,0 mio. kr. (2021 p/l) overføres ikke og disponeres fortsat af Økonomiudvalget. Sammen med budgettet overføres der 12,0 mio. kr. (2021 p/l) i anlægsmåltal fra Økonomiudvalget til Teknik- og Miljøudvalget i 2021.
Økonomiforvaltningen har indgået aftale med staten om statslig medfinansiering af projektet på 50 % af 14,8 mio. kr. (12,0 mio. kr. + 2,8 mio. kr., 2021 p/l). Denne medfinansiering varetages af Økonomiforvaltningen. Et eventuelt mindreforbrug på sagen tilbageføres til Økonomiudvalget.
De bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af bilag 8.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsætter Teknik- og Miljøforvaltningen den videre projektering og anlæg. Fysisk anlæg forventes opstartet primo 2021, og projektet forventes ibrugtaget løbende i 2021 og afsluttet ultimo 2021.
Søren Hartmann Hede Søren Wille
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at projektforslaget i bilag 4 danner grundlag for projektering og ombygninger på tre strækninger på Kalvebod Brygge, Østerbrogade og Godthåbsvej, samt 13 signaltiltag på A-busnettet.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler, - at der fra Økonomiforvaltningens bevilling til løbende forbedring og effektivisering af busdriften overføres og frigives anlægsbevilling og anlægsmåltal på 6,0 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget til projektering og ombygninger på to strækninger, Kalvebod Brygge og Østerbrogade samt 13 signaltiltag på A-busnettet, på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 8.
- at der fra Økonomiforvaltningens bevilling til løbende forbedring og effektivisering af busdriften overføres og frigives anlægsbevilling og anlægsmåltal på 6,0 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget til projektering og ombygning på Godthåbsvej på A-busnettet, på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 8.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 16. november 2020
Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti fremsatte ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således at projekt 1 vedr. Godthåbsvej udgår, idet der ikke ønskes at fælde træer og nedlægge parkeringspladser. Der er behov for generelt at gøre noget ved fremkommeligheden i krydset - ikke kun for busser.”
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 2 stemmer mod 8. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C og O.
Imod stemte: A, B, F, Ø og Å.
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
“Dansk Folkeparti går meget ind for at styrke den kollektive trafik - også buslinje 2A. Men, den løsning som nu foreslås på Godthåbsvej, er helt uacceptabelt. Dansk Folkeparti synes, at ulemperne er større end fordelene og provokerende adfærd mod lokale borgeres begrænsede mulighed for at finde parkering. DF ser gerne renere luft i byen og flere personer i busserne, men nedlæggelsen af 25 bilparkeringspladser for at spare 30-90 sekunders bustid, er imod al sund fornuft. Når dertil kommer, at det vil det betyde at der uden sikkerhed for erstatningstræer, fjernes 6 egetræer, så er det hele nok til, at Dansk Folkeparti stemmer imod den foreslåede løsning i Vanløse på Godthåbsvej.”
Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
“Hvis det er rigtigt, at den foreslåede løsning på Godthåbsvej, er baseret på forældede oplysninger og ikke tager udgangspunkt i hvordan trafiksituationen er i dag, så er det oplagt, at der ikke kan besluttes noget nu omkring Godthåbsvej”.
Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne noterer sig, at vi er blevet oplyst på mødet, at alle træer bliver genplantet.”
Beslutning
Dagsordenspunkt 23: 16 busfremkommelighedstiltag på A-busnettet (2020-0200622)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. december 2020
Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 9 stemmer mod 2. 1 medlem undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, Å, B og F.
Imod stemte: V og C.
Undlod at stemme: O.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi er imod projektet på Godthåbsvej, der koster både træer og parkeringspladser.”
Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkninger fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 16. november 2020:
“Dansk Folkeparti går meget ind for at styrke den kollektive trafik - også buslinje 2A. Men den løsning, som nu foreslås på Godthåbsvej, er helt uacceptabelt. Dansk Folkeparti synes, at ulemperne er større end fordelene og provokerende adfærd mod lokale borgeres begrænsede mulighed for at finde parkering. DF ser gerne renere luft i byen og flere personer i busserne, men nedlæggelsen af 25 bilparkeringspladser for at spare 30-90 sekunders bustid, er imod al sund fornuft. Når dertil kommer, at det vil betyde at der uden sikkerhed for erstatningstræer, fjernes seks egetræer, så er det hele nok til, at Dansk Folkeparti stemmer imod den foreslåede løsning i Vanløse på Godthåbsvej.”
“Hvis det er rigtigt, at den foreslåede løsning på Godthåbsvej, er baseret på forældede oplysninger og ikke tager udgangspunkt i, hvordan trafiksituationen er i dag, så er det oplagt, at der ikke kan besluttes noget nu omkring Godthåbsvej”.
Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Dansk Folkeparti og Alternativet videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 16. november 2020:
”Partierne noterer sig, at vi er blevet oplyst på mødet, at alle træer bliver genplantet.”