Mødedato: 01.12.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Udmøntning af midler til Copenhagen Healthtech Cluster

Det skal besluttes, om der skal udmøntes i alt 1,8 mio. kroner til konkrete projekter i Copenhagen Healthtech Cluster i 2015.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at udmønte i alt 1,8 mio. kroner til konkrete projekter i Copenhagen Healthtech Cluster i 2015, jf. afsnittet Løsning.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen (BR) har i Budget 2015 vedtaget at afsætte 2,3 mio. i årlig drift i 2015-2016 til styrkelse og udvikling af det regionale klyngesamarbejde inden for sund vækst og grøn vækst. Forvaltningen prioriterer heraf 1,8 mio. til at støtte konkrete projekter og initiativer løftet i regi af Copenhagen Healthtech Cluster (CHC).

CHC er et klyngeinitiativ med et sekretariat i regi af Copenhagen Capacity. Initiativet er iværksat af Københavns Kommune (KK) og Region Hovedstaden, og Region Hovedstaden medfinansierer initiativet med kr. 5.200.000 i årlig drift i 2015 og 2016. CHC samler offentlige og private aktører fra hospitals­væsenet, kommunerne, vidensinstitutioner og virksomheder om at udvikle sundheds- og velfærds­løsninger, som kan øge livskvaliteten for borgerne og skabe job og vækst i Greater Copenhagen.

CHC driver et dialog- og efterspørgselsnetværk, som skal understøtte, at konkrete projekter i CHC baseres på en reel koordineret efterspørgsel på tværs af region og kommuner. 13 kommuner og 4 hospitaler er engageret i netværket. CHC’s styregruppe ledes af Jørgen Bardenfleth og foruden KK er også Region Hovedstaden, Falck Hjælpemidler, Accelerace, Rigshospitalet, Københavns Universitet, DTU, DELTA, Væksthus Hovedstadsregionen og Copenhagen Capacity repræsenteret.

Internt i KK deltager Økonomiforvaltningen (ØKF), Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) og Socialforvaltningen (SOF) i arbejdsgruppen omkring udvikling af CHC.

CHC understøtter:

  • At virksomhederne får adgang til viden om offentlige parters udfordringer og aktuelle efterspørgsel.
  • At virksomhederne får overblik over, hvor velfærdsteknologiske produkter og løsninger kan testes og udvikles.
  • At kommuner og hospitaler præsenteres for nye velfærdsteknologiske produkter.
  • Fondssøgning til tværkommunale og regionale projekter.
  • Fælles dialogforum for virksomheder, kommuner og hospitaler.

CHC har opstillet konkrete mål inden for hvert af disse områder.

Løsning

ØKF ønsker at udmønte midlerne for 2015, som tilskud til følgende projekter:

  • Sekretariatsopgaver (f.eks. indsamling af sundhedsdata, udvikling af business cases og potentielle sund vækst muligheder samt ansøgning om øvrig medfinansiering).
  • Igangsættelse og drift af dialog- og efterspørgselsnetværk.
  • Tre konkrete projekter med mulighed for sund vækst:
    • Innovative plejeløsninger.
    • Digitalt understøttet genoptræning. 
    • Digital hjemme- og sygepleje.

ØKF ønsker, at CHC efter aftale med ØKF, SUF og SOF kan omprioritere midlerne inden for den samlede ramme til projekter (jf. Tabel 1, pkt. 2-5).

Økonomi

I alt udmøntes 1,8 mio. kr. fra bevillingen Økonomisk forvaltning service, im-funktion 6.48.66.1.

Tabel 1.

Projekt

Tilskud i kr. (2015 p/l)

1. Sekretariat

500.000

2. Dialog- og efterspørgselsnetværk

500.000

3. Innovative plejeløsninger

300.000

4. Digitalt understøttet genoptræning  

300.000

5. Digital hjemme- og sygepleje

200.000

Total

1.800.000

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil der blive udarbejdet en tilskudsskrivelse, som danner rammer for det videre arbejde.
Mikkel Hemmingsen                                   /Søren Tegen Pedersen

Beslutning

Dagsordenspunkt 6: Udmøntning af midler til Copenhagen Healthtech Cluster (2014-0172529)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. december 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Til top