Mødedato: 01.11.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Model for implementering af forbud mod investering i tobaksproducenter

Se alle bilag
På baggrund af Økonomiudvalgets beslutning om forbud mod investering i tobaksproducenter har Økonomiforvaltningen udarbejdet et forslag til en model til den praktiske håndtering af et forbud mod investering i tobaksproducenter i kommunens investeringsforening.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at implementeringen af forbud mod investering i tobaksproducenter i kommunens investeringsforening sker med en model for forbud mod investering i selskaber, der producerer og sælger tobak, hvor 5 % eller mere af omsætningen stammer fra tobak.

Problemstilling

Økonomiudvalget vedtog på dets møde den 6. september 2016 medlemsforslag om forbud mod investering i tobaksproducenter i kommunens investeringsforening. For at operationalisere forbuddet mod investering i tobaksproducenter skal der vedtages en model, der omfatter definition af tobaksproducenter, en grænseværdi for hvornår forbuddet gælder samt en proces med screening af selskaber og udarbejdelse af negativliste over selskaber, kommunen ikke vil investere i.

Løsning

Tobaksfirmaer kan i praksis udgøres af både selskaber, der producerer tobak, og af selskaber, der sælger tobak. Et forbud mod investering i tobaksfirmaer (aktier og erhvervsobligationer) skal omfatte ikke blot produktionsselskaber, men også salgsselskaber.

Til den praktiske håndtering af forbuddet indstiller Økonomiforvaltningen, at der besluttes en grænseværdi på 5 % af selskabers omsætning, således at kommunen fremover ikke vil investere i selskaber, hvor 5 % eller mere af omsætningen stammer fra tobak. En grænseværdi på 5 % er standard i bl.a. skandinaviske investeringsforeninger, der har forbud mod at investere i tobak. Det vurderes, at en lavere grænseværdi på f.eks. 1 % i praksis ikke vil omfatte flere tobaksfirmaer, men der vil være formentlig være en del andre selskaber (supermarkedskæder, hoteller, flyselskaber m.v.), der vil blive udelukket.

På basis af en 5 % grænseværdi har det uafhængige, eksterne screening-selskab, Ethix, udarbejdet en negativliste med tobaksfirmaer. Negativliste med tobaksselskaber, der er omfattet af forbuddet, vedlægges som bilag.

Negativlisten er sendt til forvalterne i kommunens investeringsforening, således de kan sikre sig, at der ikke på Københavns Kommunes vegne købes aktier eller erhvervsobligationer i de pågældende tobaksselskaber. Negativlisten vil fremadrettet blive ajourført to gange årligt.

Forvalterne i kommunens investeringsforening blev umiddelbart efter Økonomiudvalgets beslutning d. 6/9-2016 bedt om at sælge evt. beholdninger af tobaksselskaber. I den forbindelse blev der solgt erhvervsobligationer i tobaksselskaber for ca. 6,7 mio. kr.

Økonomi

Der vil ikke være ekstra udgifter forbundet med implementering af modellen. Screening og udarbejdelse af negativlister sker indenfor den eksisterende aftale.

Videre proces

Såfremt Økonomiudvalget vedtager indstillingen implementeres den foreslåede model for forbud mod investering i tobaksselskaber i Københavns Kommunes investeringsforening.

 

Søren Tegen Pedersen

                                                 /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 10: Model for implementering af forbud mod investering i tobaksproducenter (2016-0323388)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2016

Indstillingen blev godkendt 9 stemmer mod 0. 2 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F og C.

Imod stemte: Ingen.

Undlod at stemme: O og I.

Til top